Af | 23. maj 2011

U-trolig konstruktion og fortænkte former – Kirsten Thorup TILFÆLDETS GUD

Med endnu en bog om forholdet mellem vores og den tredje verdens partikulære ulykkeligheder, har Kirsten Thorup tilsyneladende noget på hjerte. Det er bare ærgerligt, at tekstens fortænkte former spænder ben for enhver mening og indhold.

Citat

Selv om hun var overbevist ateist og materialist, var ’sjæl’ og ’helvede’ brugbare begreber i hendes tankemåde. Egentlig ville hun have studeret filosofi med speciale i Descartes, hvis tese ’Jeg tænker, altså er jeg’ var et mantra hun hængte sin identitet op på. Hun var tankejunkie.

Ana er en moderne, fortravlet kvinde, der kaster om sig med penge, men er yderst distanceret til sine egne følelser. Lige indtil hun rejser på afstressende ferie og møder pigen Mariama, der sælger nødder på stranden og drømmer om et bedre liv i den altfavnende vestlige verden. Det skal naturligvis gå galt, og det gør det også – både for de implicerede personer i TILFÆLDETS GUD og i særdeleshed for teksten selv, der drukner i sine egne fortænkte former.

I første omgang rammes læseren af et sjældent uskønt sprog, der forekommer stift, statisk og konstrueret, og hvor den tilsyneladende alvidende fortæller via indbyggede spørgsmål, kiksede sammenligninger og parenteser tolker teksten for læseren. Det hedder fx på side 120, at Ana føler sig ”uundværlig (udødelig)”, ligesom vi på side 18 får serveret denne kunstige sammenligning: ’Disse sindbilleder fra actionfilmene og computerspillene var en del af hendes bevidsthed, skønt hun af natur var lige så fredelig som en stille sommerdag i en birkeskov ved Den Botniske Bugt.’ Det virker, som om fortælleren ikke har tid til at lade læseren selv stå for analysen og lade begivenhederne ske i et troværdigt og naturligt tempo.

Tekstens kunstighed afspejles på adskillige niveauer. For at starte ved fortællerstemmen, så sker fortællingen primært gennem minutiøse redegørelser og forklaringer, hvor alt skæres ud i pap. I de afgørende øjeblikke, hvor det er op til fortælleren at fremstille en ønsket ømhed eller en for personerne væsentlig begivenhed, formår hun ikke at fremstille hverken personer eller situationer troværdigt. Ved mødet mellem bogens hovedpersoner, Ana og Mariama, fremtvinges en forbindelse, som aldrig bliver troværdig eller naturlig, og man fatter aldrig sympati for de to centrale karakterer. Anas efterfølgende besættelse af den stakkels underbemidlede Mariama virker decideret unaturlig og forceret, både narrativt og sprogligt. Når de to mødes, hedder det:

– Så er vi navnesøstre, udbrød hun. Hendes hjerte begyndte at hamre i brystet. Havde tilfældet sendt denne elendige skabning til at krydse hendes vej og sætte hende på en prøve? (s. 17)

Al dialog er desuden bøjet på en måde, så den tvinger handlingen frem og den bliver dermed komprimeret i betydning, fordi den skal kunne alt for meget i stedet for bare at være samtale mellem bogens personer. Også derfor fremstår selve det fortalte u-troligt og bogens elementer blot som led i at drive det allerede tænkte tekstskelet frem. Med andre ord går fortællingens elementer for nemt op, så der også på det indholdsmæssige plan er en gennemsyrende unaturlighed.

Således får vi i et overmættet flash-back en detalje at vide, som er særdeles betydningsfuld for fortællingen. Oplysningerne står uskønt i kø for at blive presset gennem formens overkonstruerede gitter. Alt forklares og gøre redes for i et krampagtigt forsøg på at fremstå realistisk, men fortælleren glemmer det mest væsentlige: At være realistisk over for personerne selv, så læseren tror på det, der fortælles.

Historiens Ana er selv afskåret fra sine følelser i en robotagtig isolation, og som vi bevæger os gennem kapitlerne, kan man godt fornemme en udvikling i fortællerstemmens involvering i Anas (sygt) voksende følelsesliv. Det er muligt at se intentionen både i formmæssig og indholdsmæssig forstand, men i mine øjne er TILFÆLDETS GUD et mislykket projekt.

Sprogets egen stivhed og en regulær faktaoverdosis spænder ben for enhver form for troværdigt personportræt, da man sidder fast i de formmæssige fejltrin og aldrig kommer ind til det intentionerede indhold.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også