Uden for kategori – interview med Amalie Smith
Amalie Smith er forfatter og billedkunststuderende med interesse for diverse humanistiske og naturvidenskabelige discipliner – men det med kategorierne er i virkeligheden alt for rigidt, mener hun.
Overflader er betydningsfulde, fordi de forbinder os med verden og fordi de kommunikerer direkte til os. Det mener forfatter Amalie Smith, hvis seneste roman, MARBLE, beskæftiger sig med netop overflader og deres betydning.
MARBLE udkom midt på efteråret, og romanens handling udspiller sig i to narrative spor: hos den fiktive statue ved navn Marble, som bliver levende og rejser til Athen, og hos virkelighedens Anne Marie Carl-Nielsen, der i begyndelsen af 1900-tallet også rejste til Athen. De to sideløbende historier berører begge temaet overflader, særligt marmorets overflade.
Et andet sted, hvor marmor og dets overflade er i centrum, er på Glyptoteket i København. Jeg har aftalt med Amalie Smith, at vi skal mødes på museet for at se udstillingen ‘Som Forvandlet’, hvor man indtil den 7. December kunne opleve antikke skulpturer i farver, sådan som de faktisk så ud.
Vi starter interviewet med at gå en tur i udstillingen, som på en gråvåd novembereftermiddag virker endnu mere farvestrålende. Udstillingen ansporer naturligt til en samtale om polykromien, der også har fået plads i MARBLE. Debatten om de græske og romerske statuers bemaling involverer mange forskellige videnskaber, humanistiske som naturvidenskabelige – og derudover involverer den også vores følelser.
‘Da jeg stødte på de bemalede skulpturer for tre fire år siden, fik jeg et chok ligesom de fleste får. Man bliver chokeret, fordi man ikke forventer det, og fordi man altid har set noget andet, i film, hvor de gik rundt i hvide togaer imellem hvide søjlegange’, siger Amalie Smith, som er uddannet fra Forfatterskolen i 2009 og i dag læser på Kunstakademiets kandidatuddannelse.
I romanen finder man følgende ordveksling mellem Marble og kæresten Daniel (se citatboks).
– Men antikken er stadig hvid, Daniel
– Antikken sluttede for 1500 år siden, så vidt jeg ved.
– Men der er stadig en besynderlig træghed, hvad angår accepten af farver i antik skulpturkunst. De første farverester blev dokumenteret ved udgravningen af Pompeji i midten af 1700-tallet, og de sidste kunstfaglige argumenter for en farveløs antik faldt for mere end hundrede år siden. Men i den kulturelle fortælling begynder man hver gang med den hvide skulptur, og først derefter lægger man eventuelt farverne til den. På den måde bliver farverne ved med at være adskilt fra formen. Den bliver ved med at være et chok.
– Gør det nogen forskel, om formen og farven er adskilt?
– Den hvide skulptur bliver dyrket fra renæssancen i 1500-tallet og frem; parallelt med vestlig slavehandel og kolonialisme. Jeg frygter, den har understøttet en forestilling om det hvide menneskes overlegenhed.
[side 46-47]
Polykromidebatten
Modstanden mod at acceptere de bemalede statuer, som man har oplevet den i moderne tid, er ifølge Amalie Smith også forbundet med opfattelsen af overflader og ‘det overfladiske’ som noget negativt.
‘Jeg tror, det hænger meget sammen med de her hvide statuer og deres ikke-overflade. Man har ikke kunnet acceptere, at de har skullet have noget uden på deres marmorkrop’, siger hun og filosoferer videre over det paradoksale ved nutidens intention om at ville søge til bunds i en overflade for således at kunne restaurere den.
Vi bevæger os gennem udstillingen, mens Amalie Smith med stort overskud forklarer om de forskellige statuer og de anvendte metoder i forbindelse med farverekonstruktioner samt de stridspunkter, der har været og stadig er en del af polykromidebatten. Hun har i sin research til MARBLE forsøgt at orientere sig bredt inden for de mange videnskaber, der er involveret i polykromien.
‘En væsentlig pointe for mig, er, at tingene hænger sammen; de materialer, man vælger at benytte til skulpturer, bærer betydning. Det er en grundlæggende præmis for bogen, at man ikke kan adskille betydning og materiale, og derfor har jeg både orienteret mig i et idehistorisk, et historisk og i et meget materialeorienteret, praktisk felt’, siger hun og forklarer, at det for eksempel har drejet sig om at forstå hvilke pigmenter, der i sin tid blev brugt til at bemale statuerne, hvordan de blev lagt på, og hvad marmor egentlig består af.
Halvvejs inde stopper vi ved den berømte arkaiske skulptur, Peploskoren, som Amalie Smith forklarer muligvis slet ikke var en såkaldt kore (ung kvinde) – men i virkeligheden en gudinde. Det har undersøgelser af bemalingen været med til at afsløre, og således har den tidligere overflade frembragt ny kunsthistorisk viden, fortæller Amalie Smith og understreger dermed sin egen pointe fra tidligere.
Anne Marie Carl-Nielsen
Vi stopper også for at betragte en af Anne Marie Carl-Nielsens bemalede statuer, en kopi af Tyrehoved, som hun forlod mand og børn og rejste til Athens Akropolis-museum for at fremstille.
‘Når man begynder at læse om polykromi, så dukker Anne Marie Carl-Nielsen op, fordi hun har lavet de her rekonstruktioner, som stadig er relativt brugbare og anerkendte som rekonstruktioner’, fortæller Amalie Smith, som efter at være stødt på Anne Marie Carl-Nielsen arbejde, begyndte at læse op på hende og blandt andet fandt en brevveksling mellem hende og manden, den berømte komponist Carl Nielsen (se citatboks).
Marie bryder sig ikke om lediggang. Jeg længes efter Arbejde, skriver hun i sin dagbog allerede i januar. I marts får hun tilladelse og går i gang med at kopiere den trehovedede dæmon, Typhon. Hver dag, når museet åbner, går hun derop. Hun overfører dens form til leret, genskaber dens overflader og brudfalder. Snart er hun den, der har set længst og grundigst på Typhon, efter den kom op ad jorden. Det er det kendskab til formen og overfladen, der gør hende i stand til at se, at arkæologerne har begået en fejl, da de samlede skulpturen.
[side 53-54]
Kategorier er arbitrære
Amalie Smiths interesse for polykromien hænger sammen med hendes grundlæggende interesse for emner, der på én og samme tid forbinder og lægger sig et sted imellem kategorierne, forklarer hun. De skarpe snit mellem de kunstneriske discipliner har hun ikke meget til overs for, og hendes egne værker spænder formmæssigt bredt og inkluderer blandt andet digte, billedkunst og film; det ‘tværæstetiske og tværmediale’ som hun kalder det. Ifølge Forlaget Gladiator, udgiver hun ‘hybride romaner’.
‘Jeg har altid haft lyst til at placere mig et sted imellem kategorierne, fordi jeg ikke kan identificere mig med en enkelt af dem. Jeg synes, de er en smule arbitrære sådan nogle kategorier. Hvorfor ligger de snit lige præcis dér? Hvorfor udskiller tingene sig i discipliner? Det synes jeg er værd at udfordre og afprøve andre muligheder for’, siger Amalie Smith.
Når hun i såvel MARBLE som andre kunstneriske projekter for eksempel inddrager det naturvidenskabelige og det filosofiske, så sker det med en vis idiosynkrasi – og hun udnytter bevidst fordelene ved ikke at være ekspert inden for et givent felt.
‘Hvis man var fagperson, ville man sikkert føle, man skulle dække alt inden for det område – og så ville man aldrig have kunnet føre så mange felter sammen. Så ville det have været for stort et felt,’ siger hun og gentager for sig selv det spørgsmål, jeg netop har stillet:
‘Fare vild. Ja, hvordan undgår jeg det? Måske gør jeg det dels ved at forlade mig på sproget og troen på, at arbejdet med teksterne kan give én retning; at jeg kan mærke, mens jeg skriver, om det er værd at skrive. Også ud fra, om det er gode sætninger, der kan bruges’, siger hun og indrømmer, at hun muligvis ville have haft svært ved at forklare projektet, før hun gik i gang.
En træghed i receptionen
Indimellem holder hun bogen ud i strakt arm rent sprogligt. Hun holder den ud for sig og besjæler den på en måde, der ikke virker ansvarsfraskrivende men mere som en sproglig handling, der tillader hende en dybere (selv)analyse.
‘Det er den skelnen mellem ånd og materie, som bogen har det sværest med. Med den følger også en skelnen mellem forskellige discipliner – og den har bogen det i virkeligheden også ret svært med’, forklarer hun og drager straks en parallel til den udstilling, vi netop har forladt; nu sidder vi i Glyptotekets vinterhave:
‘Udstillingen her er jo også en videnskabelig udstilling, og man ville ikke have kunnet forstå det her felt, hvis ikke man både havde kemikere, kunsthistorikere, filosoffer, arkæologer, fotografer osv. Virkelig mange discipliner må samarbejde for at lave sådan en udstilling og for at kunne forstå, hvordan den her antikke skulptur har set ud. Hvis så mange discipliner er nødt til at arbejde sammen, er de skillelinjer så rigtigt sat? Receptionen af den farvede skulptur har netop været så træg på grund af skellet mellem disciplinerne. Arkæologerne har kendt til polykromien, men kunsthistorikerne har ikke undervist i den’.
Lidenskab i videnskab
Amalie Smiths romaner er ikke alene gennemsyret af forskellige videnskaber og filosofiske undersøgelser; hendes historier er i lige så høj grad bundet sammen af klassiske kærlighedsfortællinger. I MARBLE er det historien om den menneskelige Daniel, der med sin kærlighed giver liv til statuen Marble, eller Magi, som han kalder hende. I historien om Anne Marie Carl-Nielsen følger vi gennem brevvekslingen forholdet til ægtemanden og det svære valg mellem kunsten og familielivet, som hun tvinges til at træffe.
Ligesom med de videnskabelige og kunstneriske praksisformer, har Amalie Smith svært ved at udskille kærlighedshistorien som en selvstændig størrelse:
‘For mig at se, er fascinationen af viden og fascinationen af kærlighed ikke 100 procent adskilte størrelser. I mange af mine bøger har jeg arbejdet med begæret efter et stofområde og begæret efter et du, som jeg så kunne skrive nogle tekster på. Det er egentlig først, når de to har mødt hinanden på en meningsfuld måde, at der er opstået værker,’ forklarer hun.
‘Stoffet i sig selv kan ikke forløse sig medmindre, der er en form for kærlighedsspor eller et begærspor. En varm understrøm eller en længsel, et drive i det – og omvendt ville kærlighedssporet i sig selv ikke kunne stå alene. Jeg tror det har at gøre med ikke at ville acceptere, at man skiller tingene ad’, siger hun og spørger ud i Vinterhavens begyndende aftenmørke:
‘Måske er det mere interessant med de ting, der ikke passer ind i kategorier og som tillader sig at gøre noget andet?’
Hun griber fat i ordet filosofi, som i sin oldgræske oprindelse betyder ‘kærlighed til visdom’, eller ‘kærlighed til at opnå visdom’.
‘Der er begær og lidenskab i videnskaben også – og det tror jeg mine bøger har fundet noget frugtbart i at udforske’, siger hun.
