Udvidet åbningstid – Peter Laugesen BREV TIL EN MALER

Åndedræt, tjek. Hjertelyd, tjek. Pupilreaktion, tjek. Laugesenlæsning er en fast plads på førsteparket til skriften som måde at findes på. 

Citat

ÅRHUS RAPPORT

Der er ikke
noget
at gøre ved det

Vi ser meget
yngre ud

både de endnu levende
og de døde

Vejen
drøner forbi os

Vi har kurs
mod det
vi
ville sige

Vi
finder det
aldrig

Vi
er det

Peter Laugesen er født i 1942 og er over 50 digtsamlinger inde i en karriere, der for længst har sikret ham en fast plads i dansk litteraturhistorie. Hver gang jeg åbner en ny digtsamling fra hans hånd, tænker jeg, om han denne gang rammer mig som med BARNETRO. Eller som med LIVSTID. Eller, allerhelst, en ny slags mavepumper, jeg ikke havde forestillet mig.

Det er ganske fristende at mytologisere en forfatter som Laugesen med årtier af akkumuleret poesi og en røst, der runger som et hulrum under Himmelbjerget. Men en vigtig, og måske den mest rørende trope i Laugesens poesi er hverdagen. Man får glimtvis den rundtossede beatpoesis berusede klarsyn, bevares, men tyngden ligger i hans syslen med sproget. Enhver mytologi skal måske også have sådan en skikkelse, en fortumlet dødelig for foden af Olympen.

Som altid hos digteren, fylder selve ideen om skriften en del i BREV TIL EN MALER. Fordi det at skrive er et livsvilkår, er skrift både en aktivitet og en tilstand, man er i, mens man skriver. Men den er også sporet af den tilstand, af livet. Tegnet på, vi har været her:

– Det enkelte det isolerede lille snurrende element af fremtids / ingenting udpeget af en vissen pind fra tåge ild og kaos.

Her i digtet får skriften eller poesien et skær af alkymi over sig. Men mere end en egentlig mystificering af det at skrive, læser jeg det som en iscenesættelse af tærsklen til sproget. Så mærkeligt det jo er, at noget – følelser, fornemmelser, inspiration – faktisk kan krydse over den grænse. Og lige netop denne afsøgen af fjerne fornemmelser er måske den stærkeste tråd gennem BREV TIL EN MALER, denne kommunikationen med det uvisse (‘du står og taler med dit maleri på vej i seng’). 

Et andet genkommende træk hos den sene Laugesen er det aldrende, erfaringsmættede bliks livtag med en spontan og næsten barnlig sansning:

– Ja / kom ind / visne blad / der blæser / over tærsklen / i stormen // tak storm / for det

Digtet fremmaner spændingen mellem den alt for bevidste hjerne, og den umiddelbarhed, som den griber tilbage efter. Henvendelsen gør sig demonstrativt banal, og resultatet er et digt, som ikke er rigtig hjemme i sit eget tonefald. Jeg håber ikke, at jeg er alene i at finde en åbenhjertig og meget tilnærmelig poesi i den akavethed. 

Denne modus er i umiddelbar forlængelse af haiku-sporet, der fortsat står fint i flor hos Laugesen, som en stikling plukket fra Kerouac, om man vil. Det er også tit de korteste af hans tekster, der har den længste efterklang hos mig. I sit haikuske hjørne har Laugesen et talent for at bruge den japanske kortforms koncise sproggestus til at indramme et gerne lidt mere end halvsentimentalt eksistenstema, som jeg indrømmet er slemt forfalden til:

– Jeg vender mig om / og der står efteråret / på skrænten // Det skal komme bag på en / for at man kan se det /// Farverne i alting / glødende fra kernen

Her er det et langt tidsperspektiv, der bliver kondenseret i et massivt nu. På sin vis er det jo også banalt som bare pokker, at tiden tager fusen på opmærksomheden. Men i det øjeblik, hvor tabet, døden eller de forgangne år manifesterer sig for digteren, da ser han hele molevitten på en gang strålende af liv. Flere øjeblikke i BREV TIL EN MALER emmer endda af forsoning eller trøst i de tilbageskuende glimt. Som i citatets digt, hvor jeg’et på tværs af årene kan se kluntetheden i fortidens halsen efter det udefinerbare. Eller digtet SYLVIA:

– Hendes digte er strålende kolde. Der er / noget i dem som et træ splittet af lynet. / Hun ville så gerne være helt normal, perfekt. / Digtet er helt normalt. Helt perfekt som et træ.

Det skal siges, at der er tidspunkter, hvor BREV TIL EN MALER får snor til at putte sig en anelse i sine sukkende referencer til afdøde koryfæer og komfortabel forbløffelse over nye generationers fremkomst. Man kunne, uden at tage vildt meget fejl, sige om Peter Laugesen, at han især de senere år har skrevet digtsamlinger, der minder meget om hinanden, måske med variationer i stemninger og enkelte ind- og udskiftninger af poetisk inventar. På en måde er det hans akkumulering af små skæve tekster om det store something, der nærmest bliver et fortløbende værk:

– Det er over det hele under / vejs, uden mål kommer det / alle vegne fra, det sker, / at jeg ved det, kender dets / udspring og vej, og det sker, / at jeg ikke kender det mere / eller aldrig har kendt det, / det er over det hele under / vejs, uden mål kommer det (…)

Eller bare helt enkelt:

– det endeløse brev / hvis nogen vil vide genren / er det den

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Victor Ovesen

Victor er Cand.mag i Litteraturhistorie, med speciale i blandt andet naturdigtning. Født i Aalborg i 1987, og serielt ulykkeligt forelsket i guitarer han ikke har råd til.

Skriv til Victor