Af | 18. oktober 2011

Uforløst kærlighedssult – ANNA KARENINA på Betty Nansen Teatret

De gamle russere Tjekhov, Dostojevski og Tolstoj er populære på de danske teaterscener for tiden. Sidstnævntes mesterværk ANNA KARENINA kan for tiden opleves på Betty Nansen – det kan ikke anbefales.

Den russiske forfatter Leo Tolstojs tragiske roman om ANNA KARENINA fra 1877 er hyldet af mange som den bedste roman nogensinde. Det fatale trekantsdrama mellem Anna, hendes mand Karenin og elskeren Vronskij formår både at skildre en tid og et sted og nogle grundlæggende menneskelige dilemmaer, som vi tilsyneladende aldrig bliver færdige med at bearbejde. Tolstojs betydning er derfor ikke formindsket gennem årene.

En så berømt og hyldet historie har selvfølgelig måtte lægge krop til mange forsøg på at blive tilpasset andre medier. Således har man kunnet se balletter, film, radiohørespil, musicals, operaer og ja, teaterstykker, der tager afsæt i romanen. Desværre er Betty Nansen Teatrets forsøg absolut mislykket.

Det starter ellers godt, scenerummet er udgjort af et højt hvælvet, elegant rum, fra en anden og mere raffineret tid. Desværre går det ned af bakke, så snart stykket går i gang.

Den første forvirring sker, da skuespillerne foruden deres replikker begynder at fremsige regibemærkningerne. Fx kunne Stefan-karakteren finde på at sige ”Stefan så forvirret på hende”, indskudt mellem sine egne replikker…Ok, det er altså Tolstoj med Bertolt BrechtsVerfremdungseffekt, hvor skuespillerne forsøger at bryde den fjerde væg og gøre opmærksom på det fiktive i situationen? Formålet er at nedbryde publikums illusion om at være passive betragtere, og tvinge dem til aktivt og analytisk at tilgå stoffet. Det er vel i teorien interessant. Vi kunne som publikum potentielt tilgå det kendte stof i ANNA KARENINA på en ny måde. Desværre formår opsætningen på Betty Nansen ikke at levere denne oplevelse. Stykket vil både være post-dramatisk og naturalistisk, og derfor falder begge vinkler igennem, idet den distancerede tilgang udvander stykkets immanente højdramatiske patos. I bogen er det livet, der er på spil for karaktererne, det er højstemt, dramatisk, episk, og hjerteruskende – på Betty Nansen er der intet på spil.

Det hænger også sammen med et ringe skuespil, som jeg vil antage skyldes dårlig instruktion, og ikke manglende talent – det ved vi jo, at de optrædende besidder. Stine Stengades Anna Karenina er smuk og elegant, men følelsestom og træagtig. Hun forlader den stivnede embeds-ægtemand til fordel for den fyrrige elsker Vronskij (Carsten Bjørnlund). ’Jeg er så lykkelig nu’ siger hun, så fladt, at man må undertrykke et fnis. Deres ’lidenskabelige’ kærlighed tror man ikke på et eneste sekund.

Rigtig pinligt bliver det, når den forsmåede ægtemand Karenin, spillet af Jens Jacob Tychsen, agerer ægteparrets søn med barnepibestemme og dukke. På skuespilfronten falder de tre bærende roller igennem. Bedst er Anna Kareninas bror, Stefan, spillet af Mads M. Nielsen, hvis fuldemandsmonolog bliver et relativt højdepunkt på en ellers meget lang (2,5 times) aften. Også den unge Kitty spilles fint af Karin Bang Heinemeier. Hendes forbindelse og ægteskab til godsejeren Ljovin står som det pragmatiske, men sunde eksempel, frem for Annas og Vronskijs hovedløse selvberuselse. Hende og Ljovins (Rasmus Hammerich) genvordigheder bliver spillet følelsesfuldt og står i skærende kontrast til Stengades flade diktion. Denne mangel på konsistens er simpelthen enerverende!

Opsætningen forvirrer på flere planer. Vi er i Rusland med pelshuer og rubler, så vidt så godt, og tilsyneladende tæt på romanens tid. Tilsyneladende, ind til der i en scene bliver sunget karaoke, og i en anden bliver hørt på iPod. Hvad er formålet? Ligeledes kommer der pludselig regn og sne ned fra scenen; nogle lidt svulstige teatereffekter i en opsætning, der kunne sættes op som et effektorgie med statister og balkjoler, men her mere fremstår som et kammerspil. Igen, mangel på konsistens, og en forvirrende brug af sceniske virkemidler.

I det hele taget fremstår ANNA KARENINA på Betty Nansen ureflekteret og en anelse selvtilstrækkelig nonchalant. Det fatalistiske spor, der dundrer gennem romanen, oplever vi ikke her. Den afsluttende scene med Annas flugt gennem byen, der er så kraft- og følelsesfuld i romanen, afvikles pragmatisk og kortvarigt på Betty Nansen. Ja, man når dårligt at opfatte, hvad der er sket, før stykket er slut. Og ikke et øjeblik for tidligt må jeg sige.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Teater,

Læs også