Underskudsalve – Sternberg DEPRESSIONSDIGTE
Sternberg leverer et koncentreret skud nedtur, ordknapt og tonstungt. Lykkeligt nok viser sortsynet sig at have endnu flere – og ikke kun nedre – lag.
Digt
at kalde den her tid for
depressionen
gør det lettere
fordi
Man tænker
at det ikke varer evigt
at det ikke
er ens egen skyld
Nogle kender nok Sternberg fra litteraturfællesskabet Øverste Kirurgiske, hvor han ofte har en rolle som en af Tordenskjolds soldater til oplæsningerne. Sternberg har både i tekst og oplæsning en rimelig deadpan stil med et hint af ironisk charme. Alligevel er det ofte som om det er i kraft af hans skæve koncepter, at der slipper noget oprigtighed ind.
Med DEPRESSIONSDIGTE har Sternberg drejet en begavet digtsamling, hvor det på én gang er tidsånden, samfundet, sindet, og – selvfølgelig – litteraturen, der er på dagsordenen. Fænomenet depression er indlysende nok omdrejningspunktet. Selvet er blevet til et slags afløb, som alting løber ud i.
Ved første øjekast er det et beskadiget ego, der taler. Et menneske, der bekender sig og føler lede og smerte ved sig selv, du’et, og omverden. Og med den smerte følger skammen, den dårlige samvittighed over, hvordan det skadede ego fylder det hele og tynger alting ned. Nærmest som ved en forstuvning er ego’et svulmet op:
’jeg bebrejder mig selv// at tiden er/ som den er// jeg fylder så meget// at jeg ikke kan deltage/ i en almindelig samtale’
Begrebet depression dækker over en tilstand eller periode af en personlig livshistorie, men betegner jo også flere historiske perioder. Den klaustrofobiske tilstand af energitab bliver illustreret i økonomiens verden med det her veldrejede inflationsparadoks:
’alt bliver/ mere og mere værd// men// det det bliver værd// bliver/ mindre og mindre værd’
Ud over at være nogle skarpe linjer, der foreviger (og mystificerer) en samfundsøkonomisk dynamik som uhyggelig, er det ordspil, som ligger og lurer (mindre værd/mindreværd) også en god indgang til den dobbelthed, der er i digtsamlingen. Inflated er jo nemlig på en måde det, som jeg’et er blevet. Bogen er fyldt med sådan nogle små digte, med pointer der nærmest kryber sig sammen, idet de udfolder sig. Det er stramt og begavet udtænkt, og digtene virker som om de fyres af uden et sekunds tøven. Den slags skrivetæft kan man godt sidde og blive lidt glad af, selv midt i alle de nedtrykte bekendelser. På den anden side – man skal jo heller ikke vide sig for sikker(!):
’du er som læser/ ond og forkælet// at du kan// læse om mine trængsler// uden at gøre noget’
Det gibber lige lidt, når der pludselig bliver langet ud efter én, inde fra vakuummet. Mest fordi… hvad skulle man kunne stille op? I en knap så konfrontatorisk vending hedder det jo nemlig:
’der er et stykke papir// mellem mig/ og dig// og alt andet// jeg er alene’
Det er med sådan nogle små tekster, vi begynder at komme ind hvor det for alvor batter. Det, Sternberg er dykket ned i, er nemlig også selve forholdet mellem skrivende og læsende. Ensomhed og afstand og umuligheden af at nå over den afstand. Et par af digtene forestiller sig også denne slags afmægtige henvendelse strække sig ud over sin egen tidsalder. Modsat kunne man så sige, at det netop er papiret – eller måske snarere digtet på dette papir – der kan nå over den afstanden mellem personer og tidsaldre. Skriften som en slags flaskepost mellem flere, der er fælles om at være alene og obskure for hinanden.
Skal man pege på en svaghed ved DEPRESSIONSDIGTE er det netop, at konceptet er så cementeret, at digtene kun vanskeligt kan have sig et liv uden for samlingen. Man kunne faktisk godt indvende, at digtenes jeg er for udefineret til at det er muligt at reagere ordentlig empatisk på (hvis man da kan dét over for et litterært jeg). Måske er det også netop et træk ved depressionen – at identiteten begynder at lide overlast under ego’ets inflation. Resultatet er i hvert fald, at de fleste af de korte og ordknappe digte nærmest ikke er til at bære – især ikke hvis de står alene uden for kontekst. Men det gør en altså også bogreol godt at have noget tungt stående, som man ikke behøver løfte på hver dag.
Hvis depression kan ses som en mekanisme, der rammer både enkelte psyker og hele samfund – en slags ekspanderende tomhed, der isolerer jeg’er fra hinanden – har Sternberg med DEPRESSIONSDIGTE formået at give denne svære dynamik en kompakt, men alligevel tilgængelig form. Og dét må man kalde en sejr for denne lille tunge bog, der er så fuld af nederlag.
1 kommentar