Undskyld, kan De lide løjtnanter til hest? – Pablo Henrik Llambías ET UKENDT BARN

Ardenneroffensiv, forfatterens egen skilsmisse, fascinationen af uniformer, plejehjem for handicappede, skyld og manglende forsoning beskrevet inden for rammerne af generel opløsning. Llambías er hvor han plejer: forrest.

I nordmanden Erlend Loes roman DOPPLER fra 2004 optræder en mand, der bruger al sin tid på at bygge modeller af tyske militærkøretøjer fra 2. Verdenskrig. På gulvet i sin stue skaber han en model af Bastogne, hvor hans tyske far døde under nazisternes fejlslagne Ardenneroffensiv i 1944. Byggeriet afslører en vis fascination af nazismens krigsmateriel, men er primært et forsøg på at skabe orden og forstå fortiden, sin familie og sig selv.

I Llambías’ nye roman beskrives Ardenneroffensiven detaljeret over 14 sider, mens 2. Verdenskrig og nazismen danner den gennemgående struktur for behandlingen af temaerne historiebearbejdelse og skyldfølelse (eller forventningen om den).
Jeg har skrevet et speciale om Loe og Llambías, og deres påfaldende parallelle forfatterskaber forundrer mig ikke længere. Jeg sendte specialet til de to, og derfor læste jeg med blandet følelse i ET UKENDT BARN, hvordan romanens fortæller til sin egen fortvivlelse modtager ret mange manuskripter fra alle mulige.

Jeg lægger et personligt fokus på denne anmeldelse for at understrege, at Llambías for alvor er tilbage på sporet fra sine tre første bøger. Et spor med meget markante fællestræk mellem forfatter og fortæller.

Bogen begynder i en tom lejlighed, hvor den nyligt fraskilte fortæller er tæt på forfaldet, da et langt, håndskrevet manuskript dumper ind ad brevsprækken. Der går imidlertid 127 sider inden den tilsendte historie (fra den absolutte opløsning: Det 3. Riges sidste dage) gengives, for vi skal først gennem beskrivelsen af fortællerens tidligere arbejde på et plejehjem for handicappede (i vanlig suveræn og bidende nøgtern Llambías-stil), samt diverse 2. Verdenskrigsrelaterede sidespring og projekter.

Llambías lader digressionerne spille en stor rolle, og måske er al snakken om Ardenneroffensiven også en hyldest til Lawrence Sternes TRISTRAM SHANDY, hvor onkel Toby i det uendelige hælder vand ud af ørerne om armeer og fæstningsværker i Flandern (og bygger modeller af disse fæstninger i baghaven). Sterne er den store mester i digressionens provokerende og uomgængelige kunst, men Llambías er troldmandens lærling.

ET UKENDT BARN lægger sig med de selvbiografiske træk tydeligt i forlængelse af Llambías’ tre første bøger. Efter dem fulgte A.P.O.L.L.O.N og TROJANER, men forfatteren henter altså ikke denne gang en titel i den græske mytologi. I stedet remser han indskrifter på gravstene op, side efter side, som Emil Bønnelycke gjorde det i SPARTANERNE, og det kan være et subtilt eksempel på, at den nye roman samler hele forfatterskabet.

Verdens-, litteratur- og personlig historie finder sammen i ET UKENDT BARN, men hvor bogen kan virke bekendt i sine enkelte dele, er helheden unik. Der er sikkert mange fremragende forfattere i denne verden, som aldrig nogen sinde vil komme til mit kendskab. Det kan jeg imidlertid sagtens leve med, fordi vi i Danmark med Llambías har en egensindig og utilregnelig prosaforfatter af helt overvældende kvalitet. Det er tæt på at være nok.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Lauge Larsen

Lauge Larsen var anmelder og redaktør på LitteraturNu fra 2004 til 2010.