Ungdommens navnløse uro – Emmanuelle Richard LETHEDEN

I LETHEDEN skriver franske Emmanuelle Richard om teenagehjertets rastløshed med al den tyngde, det emne fortjener. Dermed ligner hun en arvtager til Marguerite Duras.

Citat

Jeg satte mig på fortovet, dér, foran den nyopførte arena og fodboldbanen, og jeg ventede. Jeg ved ikke på hvad. Længe. Jeg ønskede, at nogen ville tage mig med. Hvem som helst. At nogen ville læne sig frem mod mig og sige. Kom. Ville tage min hånd. Jeg betragtede himlen, så vejens støv, så igen himlen, så det tørre og gule græs og blidheden og voldsomheden ved alt det under den brændende sol, og jeg tænkte, at der var tale om en falsk blidhed. Markerne med tørt græs bad mig bølgede og bugtede sig blidt. Det er en falsk blidhed, tænkte jeg. For man kan nemt forestille sig, at der pludselig går ild i græsset, overalt, så tørt ser det ud.

Det er ingen ny fortælling, den om teenagerens uforløste begær og sommernætternes rastløse kedsomhed. Men det er sjældent, at jeg har læst så nøjagtig en skildring af dén flygtige og næsten mytiske tilstand som hos den franske (voksen-)romandebutant Emmanuelle Richard, der tidligere har udgivet en enkelt ungdomsbog. I et både skarpt og sitrende sprog beskriver LETHEDEN med et væld af nuancer den tidlige ungdoms sære krydsning af energier: lige der, hvor begæret er allermest overvældende og kropsligt, men endnu også retningsløst og abstrakt.

Den 14-årige hovedperson er på ferie på øen Île de Ré med sine forældre og sin lillebror – en ferie, der er langt over økonomisk evne for familien, hvilket tilføjer et ekstra lag til den unges piges pinagtighed over at være til på dét sted, i dén krop og i dén familie. Den eneste relation, hvor pigen ikke føler sig malplaceret, er faktisk til lillebroderen, der stadig er lykkeligt nedsunket i barnetilstand uden forståelse for voksenlivets banale problemer, hvad end det drejer sig om begær eller om penge – de to ting, der konstant optager resten af familien og skaber den ene trykkede stemning efter den anden.

Det er en enkel fortælling, hvis fornemmeste bedrift faktisk er at beskrive alt det der til pigens fortvivlelse ikke sker. Samtidig drives romanen stilistisk frem af et simpelt greb: Kursiverede dagbogslignende optegnelser fortalt af pigen, eller ‘Bønnestagen’, som hun kalder sig selv, skifter med passager i tredje person. Hele tiden følger vi pigesindets cirklende tanker, men den lette forskydning i fortællerposition antyder stedvis en senere bevidsthed, en voksen erfaring, der slår en elegisk tone an.

LETHEDEN er en roman om både forventning og erindring, og ikke mindst om den vemodige følelse af flygtighed, der opstår, hvor de flettes sammen – den ventetid, som også allerede indeholder en tabserfaring (‘Hvor længe er der til fremtidens ældede knæ?’). Tabet, blandt andre, af den enkle måde at være krop på, som er barnet forundt: ‘jo ældre man bliver, jo mindre ved man’, som hun misundelsesværdigt siger med henvisning til en venindes lillesøster. Men samtidig fornemmer man et vemod omkring selve ungdommens modtagelighed. Hvis der er en erindrende stemme at spore er det vel at mærke én, der forstår også teenagehjertet – ikke bare barnekroppen – som noget unikt og noget tabt:

– Den udsøgte duft af sommeraften gennemtrænger alt. Den giver lyst til at slå mod værelsets vægge, der spærrer inde og modsætter sig det levende blod, som løber i vener og arterier. Duften af sommeraften for en fjorten-femten-seksten-sytten-årig, som man kun oplever en enkelt gang, det er denne sitrende og spændte duft, der svæver i værelset. Der findes et helt system af sære og ophidsede vibrationer, der får pulsen til at slå roligt og dumpt, og som giver næring til den tidsindstillede indre sprængning, hvor længe skal jeg vente endnu, hvor længe skal jeg vente endnu.

At bogen har en grundtone af sorg understreges af den fortælling, der runger i baggrunden, eller i afgrunden, måske snarere, en løst skitseret erindring om klassekammeraten Antoine, der kastede sig ud fra en bro og faldt gennem luften. Der er også resonanser af den historie i bogens titel – letheden er en tilstand at stræbe efter – som krop, som væsen – men gennem faldet jo også i allerhøjeste grad forbundet med sin bagside, nemlig den tyngde, det er at være til. Og så er bogen tilegnet en Antoine Abadi. Måske denne kontekst kan forklare, hvordan det lykkes forfatteren at behandle den på overfladen banale teenagekrise med al den alvor, respekt og indføling, den fortjener.

Da hun midt i al sin usikkerhed endelig får etableret kontakt til en dreng, spejler pigen sig i det ikoniske møde i Marguerite Duras’ ELSKEREN: ‘det er ikke som på færgen mod Saigon på Mekong-floden, men hun holder vejret, det er ikke sådan, hun havde ønsket, at man skulle afklæde hendes ansigt, det er ikke denne dreng hun kan lide, det er ikke … Men.’ Referencen er ikke tilfældig, og den er ikke tom – her afslører den for eksempel pigens hang til romantiske billeder af kærligheden, og hun fanger ikke den tvetydighed, der ligger i Duras’ fortælling. Men sammenligningen er ikke til at komme uden om. Med LETHEDEN markerer Richard sig som en værdig arvtager til Duras, og hendes stil demonstrerer i lighed med den store forfatterinde et fremragende blik for krydsningen mellem det sensuelle, næsten banale, og det universelle.

Jeg ville ønske, nogen havde givet mig Emmanuelle Richards bog med i kufferten, da jeg var 15 år og kørte rundt i det hede midt-Spanien med mine forældre på forsædet, mens jeg hørte Radiohead på min discman og sendte tankerne på langfart ud af vinduet, ud mod oliventræerne – så ville jeg have vidst, at jeg ikke var ene om at opleve den højspændte ungdomssommer som et virkelig vigtigt øjeblik i mit liv.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Litteratur, Roman,

Læs også

Om Elisabeth Skou Pedersen

Elisabeth er cand.mag. i litteraturhistorie og skriver ph.d. om litteratur og geografi ved Aarhus Universitet. Hun er redaktør og anmelder ved Litteraturmagasinet Standart og skriver om byudvikling, bykunst og byrum for Magasinet KBH.
En irrationel kærlighed til de Britiske Øer har affødt en svaghed for anglofil digtning fuld af regnvejr og rolling hills, men hun er også glad for lakonisk-ironiske kortprosaister som Pia Juul og Lydia Davis.

Skriv til Elisabeth