Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Specialer

 

 

 

 

Et barn er født i Nazaret – Sören Wibeck JESUS – JØDE, REBEL, GUD?

 

Nu er der mulighed for at fordybe sig i, hvad der gemmer sig bag myten Jesus. I denne analytiske biografi gøres der op med traditionelle fremstillinger, men uden at det udvikler sig til konspirationsteorier af Dan Brown’ske dimensioner.

 

Religion | Anmeldelse af Jesper Jakobsen

 

Citat

Vi må spørge os, hvad Jesus mente med sine handlinger og ord. Jeg er overbevist om, at han ikke var så mild og harmløs, som den kristne tradition ofte har gjort ham til. Han udfordrede det etablerede og de traditionelle vurderinger. Han var en rebel.

 

De fleste vil sikkert mene, at spørgsmålet om hvorvidt Jesus har levet, hører hjemme i kirken. Den svenske journalist og ekspert i religionshistorie, Sören Wibeck hævder dog, at det eneste, der skal sættes spørgsmålstegn ved, er, hvorvidt han lever i dag. Jesus har nemlig levet. Det viser både kristne og ikke-kristne kilder, og i JESUS – JØDE, REBEL, GUD? stilles der skarpt på, hvad vi med rimelighed kan mene at vide om den historiske person Jesus.

Det er ikke meget, der med sikkerhed kan siges om Jesus, for ligesom med andre religionsgrundlæggere er der en klar tendens til, at myter og fakta blandes sammen. Med udgangspunkt i en kildekritisk analyse af de kilder, som omtaler Jesus, sætter forfatteren sig for at adskille myter fra fakta. De seksten kapitler fremstår mere eller mindre selvstændige og behandler forskellige spørgsmål, som hvor troværdige de kristne kilder er, hvad de ikke-kristne kilder siger om Jesus, hvor og hvornår Jesus blev født, og hvorfor han blev henrettet.

Forfatteren lægger stor vægt på at tolke Jesus handlinger i forhold til samtidens jødiske samfund og religion, og i den forbindelse er det praktisk, at bogen er forsynet med en ordforklaring, så man ikke risikerer at fare vildt blandt farisæere, hasmonæerere, makkabæere og saddukæere.

Der er ikke tale om banebrydende ny forskning om Jesus og for folk, som i forvejen ved noget om emnet, vil det således ikke komme som en overraskelse, at Jesus var og blev jøde og ikke havde nogen intentioner om at stifte kristendommen. Det er allerede blevet beskrevet grundigt af den eksisterende forskning, også selvom forfatterens mange retoriske spørgsmål godt kunne vildlede læseren til at tro, at det er forfatterens egne ræsonnementer, der præsenteres.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at bogen er ligegyldig. Tværtimod består dens kvaliteter netop i, at forfatteren formår at præsentere århundreders kirkehistorie og teologiske landvindinger i et medrivende og letflydende sprog, uden at det går ud over faglighed eller seriøsitet.

Den Jesus som forfatteren beskriver, var ikke født i år 0, men ca. 6 år tidligere i Nazaret, og man må således stille spørgsmålstegn ved en populær julesalmes påstand om, at han blev født i Betlehem. Han var en jødisk rebel, der talte imod fastgroede religiøse dogmer og tidens sociale hierarki og som i stedet prædikede lighed og ligestilling. Bogens beskrivelse af Jesus afviger derfor fra den traditionelle kirkelige beskrivelse, men den underminerer ikke kirkens autoritet.

Alt i alt er der tale om et fascinerende portræt af en af den vestlige kulturs mest indflydelsesrige skikkelser, og det forhold, at alle kan være med, uden at det går ud over grundigheden, er en rosværdig præstation, der gør den til en anbefalelsesværdig læseoplevelse.

 

 

Lagt online 07-04 2008Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Religion'

21-11 2012  Vor Herre på lokum! – Bjarne Reuter BOGEN

21-02 2012  Jagten på Noas ark - Frank Westerman ARARAT

19-09 2011  Den søgte tolkning – Lene Højholt AT BLIVE MENNESKE

07-05 2009  Maria fuld af nåde – Lisbeth Smedegaard Andersen GUDS MODER OG HIMLENS VENINDE

24-12 2008  Hyrdemetaforik - Mads Peter Karlsen PASTORALMAGT - OM VELFÆRDSSAMFUNDETS KRISTNE ARV

22-12 2008  Lidt, men godt - Hans-Jørgen Schanz MODERNITET OG RELIGION

14-10 2008  Tro med tro med tro på - Bente Hansen GUD OG HVERMAND

29-05 2008  Bedemand – Simon Grotrian CITRONER TIL VORHERRE

12-10 2007  En tynd kop te – Richard Rorty og Gianni Vattimo RELIGIONENS FREMTID

01-08 2007  Er der nogen kristne fundamentalister tilstede? – Sam Harris BREV TIL EN KRISTEN NATION.

 

Samfund, Filosofi & Debat

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2014