Litterært marathon - Klaus Rifbjerg ESBERN

Rifbjerg har skabt en tung, litterær mursten. Romanen er en svimlende, ustoppelig ordstrøm, en kæmpe og kompakt roman, en fin og interessant bog om en svunden tid. Men romanen bliver undervejs lidt for langtrukken.

Roman | Anmeldelse af Henriette E. Møller

Handlingen i ESBERN udspiller sig fra 1912 til 1938, og den præsenterer sine læsere for et virvar af personer. Omdrejningsfiguren er den unge Esbern aka digteren Gustaf Munch-Petersen, som er den yngste søn i et københavnsk professorhjem. Hjemmet dyrker den nye kunst, og professorparret Henriette og Theodor Dahlman-Winther lægger åbensindet hus til de unge digtere og kunstnere. Esbern vokser op med forældrens akademiske forventninger på den ene side, deres lidt gammeldags syn på livet, og på den anden side bliver Esbern inspireret af de mange kunstnere, der færdes i hjemmet og ude i byen. Deres nye syn på kunsten og livet ender med at blive Esberns største inspiration.

ESBERN er bygget op af monologer, der oftest handler om det daglige livs begivenheder. Der er underklassen med tjenstepigen Asta, som reflekterer over sit kaffeforbrug og Elsa, der står op midt om natten for samvittighedsfuldt af omdele aviser, og der er monologer fra overklassen, fra de mange mennesker, der kommer og går i professorhjemmet. Disse monologer afbrydes af notitser fra aviser, som omhandler alt fra underholdning til oplysning.

Ved læsning af ESBERN føles det som om ordstrømmen er ustoppelig, og det er til tider en udmattende oplevelse at læse sig gennem disse mange observationer, reflektioner og tanker. Rifbjerg har inviteret så mange personer ind i denne roman, at man knap nok orker at forholde sig til dem alle. Den ene stemme blev uanfægtet afløst af den næste, og det blev, for denne anmelder, en smule udmattende og trivielt. Det skyldes først og fremmest at deres toner er for ens. Jeg savnede, at de kom til udtryk på mere markante måder, end Rifbjerg har givet dem mulighed for.

Læseoplevelsen var som romanens instruktør Schneestein oplevede filmen Jeanne d´Arc:

- Han kendte udemærket sin Carl Th. Dreyer og forstod, at 'Jeanne d´Arc' var et mesterværk (som alle sagde), men han havde også kedet sig lumsk, da han så filmen...

Ideen med ESBERN er vældig god, man må tage hatten af for projektet. Det er en fin måde at skildre en tid, som var spækket med kulturelle forandringer. Og særligt godt fungerer det at give stemme til de forskellige lag i samfundet, da dette bør skabe et nuanceret syn på verden og i romanen. Men lige netop nuancerne manglede, og det var en skam.

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Roman'

04-01 2013  Kludetæppet væves færdigt – Monika Fagerholm GLITTERSCENEN

07-12 2012  NÃ¥r fortiden banker pÃ¥ – Fjodor M. Dostojevskij DEN EVIGE ÆGTEMAND

04-12 2012  Høje puder til sideliggere – Kristian Bang Foss DØDEN KØRER AUDI

26-11 2012   NÃ¥r enden er god, er alting sÃ¥ godt? – Haruki Murakami 1Q84 BOG 3

16-11 2012  Den gamle mand og høet – Bergsveinn Birgisson SVAR PÃ… HELGAS BREV

12-11 2012  Episk testamente – Roberto Bolaño 2666

02-11 2012  Er du der, far? – Paul Harding DE SMÃ… TING

30-10 2012  Stilhed til stor applaus – Merethe Lindstrøm DAGE I STILHEDENS HISTORIE

26-10 2012  Neptun ex machina – Carl-Johan Vallgren HAVMANDEN

24-10 2012  Bum! Du tabte – Naja Marie Aidt STEN SAKS PAPIR

Skønlitteratur & Lyrik

Oversigt over alle anmeldelser