Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Specialer

 

 

 

Venligst udlånt af Gyldendal

 

Optegnelser fra den rådne banan – Bent Vinn Nielsen DYSFUNKTIONELLE PROLETARER

 

Så er julegaven til din røde onkel hjemme. De skarpeste af forfatterens klummer fra de seneste ti år er nu samlet i en bog. Det er stærkt, sjovt, regeringsfjendsk og direkte fra Nykøbing Falster.

 

Essays | Anmeldelse af Anne Sæhl

 

Citat

Sådan cirka hvert tredje eller fjerde år er der en eller anden nyslået cand.mag. der skriver en kronik i Poltiken om Proust. Om På sporet af den tabte tid. Der fortælles løst og fast om den sarte forfatter i det korkisolerede arbejdsværelse, men før eller siden dukker den op og bliver hele den artige kroniks omdrejningspunkt: Madeleinekagen. Er det ikke mageløst, skriver kronikøren, at smagen af en bestemt kage kan udløse barndomserindringer? Erindring fremkaldt af sanseindtryk!
Nå, tænker man allerførst, cand.mag.en nåede altså ikke længere i det store værk end man selv gjorde i sin tid. Men ellers, gudbevares, så er det da rigtigt nok. Den dag i dag ved jeg ikke hvordan en Madeleinekage smager, jeg er faktisk også ligeglad, men jeg ved, at hvis jeg sniger mig til at spise stuvet makaroni med pølser, ankommer jeg øjeblikkeligt til barndommens land. Til 50’erne, kokskakkelovnen, komfurringene, intet køleskab endnu, slet ikke noget fjernsyn, men en møbelstor radio med indlagt Bror Kalles kapel.

 

Som abonnenter og abonniner på Dagbladet Information vil vide, skriver forfatteren Bent Vinn Nielsen hver uge klummen Vinn&Skæv. Sådan har det været en snes år efterhånden, og nu er de bedste af klummerne, fra årene 1998-2009, blevet udgivet i bogform. Titlen er DYSFUNKTIONELLE PROLETARER OG RASENDE GOD UNDERHOLDNING og lad det være sagt med det samme: Der er ikke tale om falsk varebetegnelse. Det myldrer med mærkelig plebs, og det er virkelig sjovt at læse. Dertil er klummerne også begavede, alvorlige og utroligt negativt indstillet over for den nuværende borgerlige regering.

’Du skal elske og ære Keld Albrechtsen som dig selv.’ Dette vigtige bud kan de fleste nok trænge til at blive mindet om i en travl hverdag, men selv hvis man ikke har en faible for MF’ere fra Enhedslisten i islandske sweatre eller generelt bare ikke befinder sig ’on the right side of the Ho Chi Minh Trail’ (som Baby’s storesøster Lisa udtrykker det i Dirty Dancing) er jeg overbevist om, at man vil være vild med Bent Vinn Nielsens skarpe klummer - ellers mangler man seriøst humoristisk sans og/eller humanistisk sindelag

Klummerne handler om alt mellem himmel og jord. Fra tuneserlov, over byggekæden Harald Nyborg og Jesper Langballes misantropiske hoved. De er befolket af gamle VS’ere der stadig ’afsynger nidviser om det onde EF’, gæve gutter fra socialklasse fem, teenagesumpere, radikale Caffe latte-personer, politikere fra hele spektret og diverse kulturpersonligheder. Selv er klummeskribenten ’Segmentløs i et mekka af typer,’ og det passer nok meget godt til én, som både formår at figurere på Euromans hipsterliste og bo i taberbyen Nykøbing Falster, tilhører ’tobaksrygernes usle stamme’ og har officiel status som ’kulturgode ligesom Fregatten Jylland.’

Hovedfjenden i mange af klummerne er den anal-retentive personlighedstype i almindelig og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmusssen i særdeleshed. Hvis der er nogen, der kan vække den nielsenske furor er det dette ’monstrum af glat normalitet.’ En, der kan gøre klummeskribenten bange, er til gengæld ’Socialchefen fra helvede’ også kendt som (nu tidligere) beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), der om natten giver den gode Bent de værste mareridt med sine evige spørgsmål om supplerende dagpenge.

Pia Kjærsgaard og præstefætrene Langballe og Krarup er selvfølgelig også voldsomt upopulære i klummerne, pga. den hetz de driver mod vores muslimske medborgere. Til det vil jeg gerne fremhæve Bent Vinn Nielsens evne til at kritisere deres politik uden samtidig at være nedladende over for DF’s vælgere.

Klummerne skal ikke sammenlignes med Bent Vinn Nielsens litterære forfatterskab. Det er klummer og ikke kunst som hans romaner. Men inden for genren leverer de dælendytme varen: Skarp og aktuel samfundskritik med substans, vid og humor.

 

 

Lagt online 29-11 2010Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Essays'

22-11 2012  To og tredive refleksioner over selvet – Siri Hustvedt AT LEVE, AT TÆNKE, AT SE

09-07 2012  Antimonumentfetichisme – VIDE VERDEN: PARIS

27-06 2012  Et essayistisk kunstværk – Milan Kundera ET MØDE

19-06 2012  Rejsen til Berlins indre eller kunsten at blande en god cocktail – Robin Engelhardt m.fl. BERLIN

29-02 2012  En eftertænksom vandretur – W.G. Sebald SATURNS RINGE

15-11 2011  Hvad hjertet er fuldt af ... - Stendhal OM KÆRLIGHEDEN

06-10 2011  Fantastisk satire - Thomas De Quincey OM MORD

04-02 2011  Stenhård respekt – Carsten Jensen UD. OPDAGELSESREJSER 1978-2010

29-04 2010  At stå på Raymond Carvers grav – Per Petterson MÅNEN OVER PORTEN

02-03 2010  Inderst inde er vi alle tyskere – Per Øhrgaard TYSKLAND. EUROPAS HJERTE. ET ESSAY

 

Samfund, Filosofi & Debat

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2014