|
|
Fængslets afskygninger – Devika Sharma AMERIKANSKE FÆNGSELSBILLEDER
Gennem en række prominente amerikanske kunstneres værker skildrer Devika Sharma fængslets betydning i den amerikanske kultur i dag. Det er ikke noget nemt emne at holde styr på, men hun gør et glimrende forsøg.
Samfund | Anmeldelse af Daniel Robert Andersen
Citat Vælger man fængselsvæsenet som den optik, hvorigennem man ser på det amerikanske samfund, består USA’s kulturelle og institutionelle særegenhed således også af dødsstraf, af drakoniske strafferammer, af en langvarig ’krig imod stoffer’ og af en markant racemæssig slagside i straffevæsenet. Flere strafferetseksperter betegner ligefrem samtidens amerikanske fængselsfænomen som en ’masseindespærring’ i familie med det sovjetiske Gulag, og for en national kultur, som ellers har friheden som sit varetegn, er dette nye nationale særkende naturligvis påfaldende. |
I USA sidder 2,3 millioner mennesker lige nu i fængsel. Det svarer til, at der for hver 130. amerikaner er én, der afsoner en dom. Det tal er der ikke noget andet land i verden, der overgår. I Danmark er det fx ikke engang én pr. 1.600 indbyggere. Hertil kommer, at fængslet er gået fra at være en rehabiliterende og disciplinerende institution til i dag at være fokuseret på gengældelse, risikostyring og segregering.
Med disse tankevækkende perspektiver indleder Devika Sharma sin bog AMERIKANSKE FÆNGSELSBILLEDER og får hermed fra start åbenbaret, hvor omfattende en rolle fængslet spiller i den nation, der ellers bryster sig af at være the land of the free.
I bogen, der i øvrigt er blevet til på baggrund af Sharmas ph.d. om emnet, ønsker hun:
- dels at diskutere de centrale aspekter af samtidens amerikanske fængselskultur, dels at analysere en række væsentlige amerikanske kunstneres værker, og dels med fængselskulturen som prisme at give et frugtbart signalement af amerikansk kultur i dag.
Det er et voldsomt stort brød, Sharma hermed slår op, ikke mindst set i lyset af, hvor besværligt det er alene at fastslå, hvad begrebet amerikansk fængselskultur i al sin mangfoldighed egentlig dækker over.
Sharma betragter denne kultur i relation til fem temaer – race, uskyldighed, undtagelse, umenneskelighed, hjem – og under hvert af disse gennemgås et par amerikanske samtidsværker med et fremtrædende fængselsmotiv. Da de analyserede værker er så forskelligartede med hensyn til form, stil og kulturel gennemslagskraft, gør man dog klogt i ikke at lægge for meget betydning i denne organisering af stoffet. I hvert fald er det svært at se mere end en papirtynd relation mellem filmene SHAWSHANK REDEMPTION og THE GREEN MILES sukrede fængselsromantik og Taryn Simons Innocent-projekt, der via en række fotografier af uskyldigt dømte beskæftiger sig med fotografiets ontologi og rolle i politiets opklaringsarbejde. Godt nok handler alle tre værker om uskyldigt dømte, men hvad og hvor meget de har at sige om dette fænomen er ganske forskelligt.
I AMERIKANSKE FÆNGSELSBILLEDER bevæger vi os vidt omkring – fra Susan Criles Abu Ghraib-tegninger til Matthew Barneys filmiske umenneskeliggørelser i CREMASTER 2 til Jonathan Franzens hjemlige fængsler. Da fængselstematikken læses med så mange forskellige briller på, fremstår bogen som helhed trods det specifikke omdrejningspunkt en anelse rodløs og ufokuseret.
Ser man derimod på Sharmas værkanalyser hver for sig, udmærker de sig ved netop at være umådeligt fokuserede. Sharma modstår fristelsen til at fare på afveje og formår at holde et fast greb i fængselsmotivet hele vejen igennem. Det er en sand fornøjelse at læse analyser med en så selvsikker præcision og så overbevisende konklusioner. Især vil jeg fremhæve Sharmas behandling af racetemaet, hvor både analysen af Jonathan Lethems ENSOMHEDENS FÆSTNING og Walter Mosleys THE MAN IN MY BASEMENT er blændende veldrejet. Alene dette tema er købet værd.
Nyeste anmeldelser i kategorien 'Samfund' 15-06 2012 Fagre nære fremtid – Chan Koonchung DE FEDE ÅR 06-06 2012 De satans jøder – Umberto Eco KIRKEGÅRDEN I PRAG 30-11 2011 Venstrehåndsteorionani – Johannes Andersen m. fl. KUNDER I POLITIKKEN 21-11 2011 Egalitarianere, kom ud af skabet! – Richard Wilkinson og Kate Pickett LIGHED 01-08 2011 Syng os om vreden - Tahar Ben Jelloun DET ARABISKE FORÅR 26-10 2010 Det genetiske horoskop – Lone Frank MIT SMUKKE GENOM - HISTORIER FRA GENETIKKENS OVERDREV 20-05 2010 Ulæselig fornuft om indvandring - Paul Scheffer INDVANDRERNE 23-04 2010 Indien Business Light – Thomas Sehested INDIEN – VERDENS NÆSTE STORMAGT 15-07 2009 Den perfekte storm - Jesper Berg & Morten Bech FINANSERNES FALD 03-06 2009 Frankofon panarabisk weltschmerz – Samir Kassir AT VÆRE ARABER Kunst & Kultur
Oversigt over alle anmeldelser
|