Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Specialer

 

 

 

 

Yes we can’t – George W. Bush KRITISKE BESLUTNINGER

 

Der kunne ikke have været en Obama uden en Bush eller et ’Yes We Can’ uden et ’Yes We Can’t’. Meningsmålinger om amerikanske præsidenter stabiliserer sig først 20 år efter, de har forladt embedet. Til den tid vil Bushs selvbiografi være længe glemt, som et underholdende og personligt punktum for velkendt politisk retorik, snarere end oprigtig historisk refleksion for eftertiden.

 

Biografi | Anmeldelse af Aleksander Bjerrum

 

Citat

Den 11. september omdefinerede begrebet offer. Den omdefinerede begrebet pligt. Og den omdefinerede mit arbejde. Historien om den uge er nøglen til at forstå min tid som præsident. Der var så mange beslutninger, som fulgte, mange af dem kontroversielle og indviklede. Men efter den 11. september mente jeg, at mit ansvar stod mig klart. I al den tid, jeg sad som præsident, kunne jeg aldrig glemme, hvad der skete med Amerika den dag. Jeg ville lægge al min energi i at beskytte landet, koste hvad det vil.

 

Tematisk og ikke-kronologisk springer George W. Bush mellem sine mange kritiske beslutninger, som at lægge alkoholen på hylden, stamcelleforskning og, nå ja, historiske interventioner i Irak, Afghanistan og økonomien sideløbende med orkanen Katrinas rasen.

Styrkepunktet er viljen til at blotlægge personlige detaljer. Anekdotisk, selvsikkert, muntert og i sit talesprog fortæller Bush, hvordan Donald Rumsfeld i ’The Oval Room’ græder på grund af sønnen Nicks stofmisbrug; og hvordan Air Force One ikke havde satellit-tv efter 9/11, så præsidenten måtte holde sig orienteret via kortvarige signaler fra de lokale tv-stationerne, han fløj over.

Vi har fornemmelsen af at komme helt tæt på mennesket Bush og hans tro på loyalitet og gensidig respekt i personlige relationer. Dette forklarer langt hen ad vejen, hvordan Bushs inderkreds forblev den samme gennem næsten alle otte år ved magten, ligesom det understreger den magt, de fik.

Desværre nivellerer fortællingen fokuset på beslutninger. Præmisserne for sine kritiske beslutninger gemmer Bush væk i et slør af stærkmandsretorik, henvisninger til omkomne i 9/11 og selvopofrende breve fra soldater.

Eksempelvis er efterrationaliseringen over krigen i Irak nærmest verdensfjern, og beslutningen børstes af ærmet som ’et efterretningssvigt’. Kun kvajebajeren mangler her. Oplysningen om at yndlingsbogen i Guantanamolejren var Harry Potter på arabisk, gør nærmest spot til hån og giver yderligere en ubehagelig følelse af at blive ført ved hånden gennem en selektiv historieskrivning.

Meget lidt hjælper det, at oversætteren har valgt en tekstnær gengivelse af det bøjelige amerikansk-engelsk. Resultatet minder om en dansk kartoffelwestern fra 70’erne, hvor Dirch Passer og Karl Stegger rider rundt på Rømø og kalder hinanden for ’Hank’ og ’Shorty’. Særligt tåkrummende er oversættelsen af James Carvilles mundrette og letfordøjelige slogan ’it’s the economy, stupid’ med det rustikke ’det er økonomien, dompap’. En mere målsprogsorienteret og grundigere oversættelsesstrategi burde have været anvendt.

Bush forsøger ihærdigt at skrive et historisk eftermæle i kaliber med den bortløbne slave Frederick Douglas’ livsberetning, landsfaderen Benjamin Franklins breve til sønnen eller Præsident Harry S. Trumans selvbiografi. Gennem mødet med cigartyggende oliefolk, professorer på Yale, kvægavlere og mexicanske immigranter, samt kaldet til det højeste embede, gør Bush da også et hæderligt – men fejlslagent – forsøg, som næppe vil følge ham over i historien.

 

 

Lagt online 20-07 2011Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Biografi'

02-01 2013  Sex, drugs og modeltog – Neil Young EN HIPPIEDRØM

06-03 2012  Venskab og visdomsord – Carl Seelig VANDRINGER MED ROBERT WALSER

25-01 2012  Forlægger af den gamle skole – Otto B. Lindhardt ”VAR DET IKKE NEMMERE AT KØBE GYLDENDAL?”

29-11 2011  Den misbrugtes Stockholm-syndrom – Margaux Fragoso KUN HVIS DU HAR LYST – EN SELVBIOGRAFI

26-09 2011  Den nye far fortæller – Morten Sabroe FADER VOR

06-09 2011  Ingenting til læseren – Boris Vejdovsky HEMINGWAY – ET LIV I BILLEDER

11-08 2011  Sæt farven fri! – Troels Andersen ASGER JORN – EN BIOGRAFI

03-05 2011  Hvem er inden i Master Fatman? – David Pepe Birch MASTER FATMAN

11-10 2010  Skolelærer og folkehelt – Jens Andersen OLE LUND KIRKEGAARD – EN LIVSHISTORIE

05-07 2010  Jeg er i virkeligheden en prins, sagde frøen – Martin Larsen HVIS JEG VAR KUNSTNER

 

Samfund, Filosofi & Debat

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2014