Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Specialer

 

 

 

Annie Proulx. Foto venligst udlånt af forlaget.

 

 

 

Vilde tyre og westernromantik – Annie Proulx BROKEBACK MOUNTAIN. HISTORIER FRA WYOMING

 

Tag med til Wyoming – staten, hvor mænd er mænd, ærlighed en sjælden dyd og hvor fængende historier findes.

 

Noveller | Anmeldelse af Sofie Helqvist

 

Citat

En hånd klappede ham to gange på højre skulder, en eller anden spurgte, ’Kan du gå selv?’ Han rystede over det hele, forsøgte at nikke, men kunne ikke. Hans venstre arm hang slapt ned. Han var overbevist om, at døden havde udset sig ham, havde redet ham lige til stregen, men af en eller anden grund sluppet grebet igen. Manden stak hovedet ind under hans højre arm, der var en, som greb ham omkring livet og halvt slæbte, halvt bar ham ind i et rum, hvor den lokale knoglesnedker sad og vippede med det ene ben og røg en cigaret.

Fra ’I sølet’

 

Titlen BROKEBACK MOUNTAIN leder tankerne hen på Hollywoodfilmen af samme navn, der i 2005 blev berømt for kærligheden mellem to cowboys (åbenbart banebrydende!). Filmen er skrevet ud fra amerikanske Annie Proulx’ novelle af samme navn, og selvom titelnovellen står stærkt i samlingen BROKEBACK MOUNTAIN. HISTORIER FRA WYOMING, er de resterende 10 noveller også værd at stifte bekendtskab med.

Novellerne, der tidsmæssigt strækker sig fra depressionen i 30’erne til starten af 00’erne, tegner et stærkt portræt af en stat, hvor folk er ’temperamentsfulde, hurtige på aftrækkeren og fulde af fysisk længsel’. Det går ikke stille for sig i Wyoming. I novellen ’55 miles til den nærmeste benzintank’ finder en kvinde, efter hendes mands selvmord, ligene af alle hans elskerinder i det aflåste loftsrum. Tørt konkluderes det: ’når man bor langt væk fra alting, har man kun det sjov, man selv laver.’

Livet i Wyoming står i skarp kontrast til verden udenfor. Mens industrialisering og kvindefrigørelse breder sig i resten af verden, er kvinderne i novellerne ligeså lidt værd i slutningen som i starten af 1900-tallet. Kvinden forbliver en birolle, der bliver giftet væk, hvis hun er køn, og er hun mindre heldig at se på, bruges hun til hårdt arbejde i stalden.

Proulx’ karakterer er ikke videre sympatiske. Jungleloven hersker, og selvtægt lever i bedste velgående. I det rå landmiljø er mændene rutinerede i at ’flå de varme nosser ud med en kniv’ – hvad enten det er på en tyr eller en voldtægtsmand. Men livet er heller ikke let for Proulx’ karakterer. Novellerne indvier én i de barske vilkår, de alle kæmper imod – et benhårdt klima, en svigtende indkomst og mistillid folk imellem. Diamond Felts opdager i novellen ’I sølet’ sit (eneste) talent for rodeoridning, og efter at han har slidt sin krop op på dyreryggen og behandlet kvinder værre end tyre, må han erkende, at livet er ’et hårdt, intenst ridt, som endte i sølet’.

I titelnovellen ’Brokeback Mountain’ forelsker de knap 20-årige Ennis og Jack sig, mens de vogter får på Brokeback Mountain. Fortællingen er en art Romeo og Julie-historie, men her er det ikke stridende familier, men homohad, der skiller dem ad. For bøsser bliver dræbt med dækjern i Wyoming, og desuden vil Jack ikke vedkende sig sin seksualitet. Gennem 20 år mødes de i skjul, men deres forhold får en tragisk udgang, da Jack bliver offer for dækjernet.

Der er ikke meget stillingtagen fra Proulx. Hun konstaterer frem for at vurdere, men det bliver samlingens styrke, da det er med til at skabe et nærværende og troværdigt portræt af menneskene i Wyoming. Proulx bruger ikke tid på følelsesbeskrivelser, men lader karakterernes handlinger tale for sig selv.

Forlaget Klim løfter sløret for, at Proulx og Ang Lee, instruktøren af ’Brokeback Mountain’, er ved at indgå et samarbejde om filmatisering af de øvrige noveller til en tv-serie. Jeg håber, serien bliver lige så værd at se, som novellerne er at læse.

 

 

Lagt online 07-09 2011Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Noveller'

10-09 2012  Being Jackson Pollock – John Haskell JEG ER IKKE JACKSON POLLOCK

27-08 2012  Lidende kvinder og poetisk føleri – Linda Boström Knausgård GRAND MAL

23-05 2012  Bizar kvindeporno er bedre end den gængse – Anaïs Nin VENUSDELTAET og DE SMÅ FUGLE

10-02 2012  Begavet realisme - Alice Munro FJENDSKAB, VENSKAB, ÆGTESKAB

05-12 2011  Kunsten og livet lægger arm – Benjamin Lunøe EN DAG UDEN SOL

24-11 2011  Ugler i mosen – Iben Krogsdal TERAPI OG DYR I BAGHAVEN

25-10 2011  Forhåbentlig fiktion - Raymond Carver BEGYNDERE

27-09 2011  Dansktimens lyksaligheder – Gyrðir Elíasson MELLEM TRÆERNE

18-07 2011  Forudsigelige og fortættede spændinger – Mikala Rosenkilde LEGETØJ

28-04 2011  Finurlige hovedspring – Trine Andersen DET VED VI IKKE ENDNU

 

Skønlitteratur & Lyrik

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2014