Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Specialer

 

 

 

Asta Olivia Nordenhof omkring nytår, foto fra basilisk.dk

 

 

Festen er ikke lukket – Asta Oliva Nordenhof ET ANSIGT TIL EMILY

 

Klichéerne hænger faretruende lavt i Asta Oliva Nordenhofs debutbog ET ANSIGT TIL EMILY, men debutanten forstår at styre indenom, udenom, over og – allerbedst – under.

 

Kortprosa | Anmeldelse af Søren Langager Høgh

 

Citat

6/10 – 76
Dagen efter i går!

Humøret er steget. Dan irriterer mig stadig. Min irritation skyldes tildels hans uvidenhed om turen, ‘Mali, hvor ligger det??’ og så hans irriterende historier. Snak om damer etc. Han bliver også rød af solen, der er noget pinligt, noget skændigt ved det, den måde hans hud lar sig forfjamske, lillepiget med de glorøde kinder, ørt. Han sagde om kærligheden, evigt sludrende, at den var som en dirrende kompasnål der vender sig i alle retninger. Hvorfor skal alting dirre og rasle. Knogler, sener, sol.

Landskab: fra Gabes til Touggart → kørsel i dag fra Nafta til lidt nord for Touggart

Dessert: til dessert fik vi würste. Alt er blødt, stenene, skrøbelige, modtagelige.

 

23-årige Asta Olivia Nordenhofs debutbog ET ANSIGT TIL EMILY er rigtig god. Den balancerer på poesiklichéer og vrængende grimhed, og efterlader sin læser med summende, ømt hoved. Nordenhof spiller på hele klaveret, som søgte hun efter et sikkert sted at skrive fra. Eller også skyder hun blot med alt, hvad hun har?

Det lyder eksempelvis gumpetungt poetiseret, når ’mørket havde antaget en stoflighed’ eller når ’En ny dag er begyndt for os som skibsbrudne’. På den anden side bruger Nordenhof straks disse højsproglige udsving til at få fart på nedstyrtninger i vulgærregistret: ’satte med min mestruationsklistrede kusse et aftryk på forruden’ eller ’Nu Daniel, strømmer blodet til mine kønslæber. Det er ikke en lukket fest.’

Til tider er det manieret. Andre gange er det dragende godt. Og sådan – søgende, sprukken med en skævert her og der – skal det være, når det skal være interessant. Festen er ikke lukket.

ET ANSIGT TIL EMILY er hakket op i små bidder, der stammer fra en sammenhæng, som man tydeligt mærker, har været der. Opmærksomhedens centrum er flyttet væk fra overblik over - og kontinuitet i - fortællingen og hen til udsigelse og udsigelsens sted, hvilket giver udslag i konsekvent tydelige markeringer af den, der taler. Afsenderen er hovedperson, hvad enten det er brevskriveren, dialogens samtalepartnere, notatskriveren eller (gen)fortælleren.

Disse gennemgående udsigelsesfigurer beskriver kærligheden som et fælles omdrejningspunkt for bogens heterogene tekstfragmenter. Det er kærligheden i sin korporlige version men også kærligheden i sin fritsvævende og umulige idealversion. Kærligheden er ’som en dirrende kompasnål, der vender sig i alle retninger’, som det hedder et sted.

Bogen er inddelt i tre tidsstemplede sektioner. De udvides, videreføres og fortsættes på Nordenhofs blog ind imellem mangt og meget andet. I bogens første afsnit, ’Italien nu’, møder vi Rosas uforløste kærlighed til den vilde og rastløse Emily. Emily indtager det italienske setting promiskuøst og alkoholslugende, mens Rosa nænsomt og tænksomt indfanger de smukke og historiemættede omgivelser i sine notater.

I det midterste afsnit er en række logbogs- og dagbogssekvenser gengivet. De er skrevet af Rosas afdøde (og i første afsnit spøgende) far, og Rosa ’genskriver- dem nu. Tredje og sidste del, ’Bornholm senere’, består af en brevveksling mellem Emily (der nu bor sammen med Rosa) og Daniel. Et centralt sted i brevvekslingen - og i hele bogen som sådan - hedder det:

- Jeg har truffet en beslutning: jeg vil begynde at svare for dig. Det er vel det nærmeste, jeg kan komme dig (?): At begynde at skrive i dit navn.

Emily skriver breve til Daniel og skriver svarbreve til sig selv på vegne af Daniel og skriver til ham, at det er dét hun gør. Denne udsigelsesforskydning går igen som et vandmærke i bogens tekster. Alle er de i en eller anden forstand uautentiske replikker i munden på karakterer, og det fine ved Nordenhofs bog er, at den insisterer på at dét i sig selv er pointe nok.

 

 

Lagt online 01-12 2011Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Kortprosa'

17-12 2012  Den sidste terpentindrøm - Gyrdir Elíasson VED SANDÅEN

15-11 2012  Ved du ikke engang det? - Majse Aymo-Boot SPØRGSMÅLENE

17-10 2012  Fast og løst – Pia Juul AF STED, TIL STEDE

10-08 2012  Skilsmisseprosa – Ida Jessens RAMT AF INGENTING

31-07 2012  Tilbage til Berlin – Jens Blendstrup og Lars Gundersen BERLIN – ØJENVIDNEVARIATIONER

22-05 2012  Forudsigelig undersøgelse af rummet – Ide Hejlskov RUMMET

11-05 2012  Den polske albatros – Czeslaw Milosz EN HUND VED VEJEN

29-12 2010  Skilsmissens ofre er bør…, nej skriften – Pablo Llambías UD OVER HAVET

03-02 2010  Elektrisk debut - Ida Marie Hede SEANCER

20-09 2007  Ørene i forhørsmaskinen – Max Frisch SPØRGESKEMAER

 

Skønlitteratur & Lyrik

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2014