Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Specialer

 

 

 

Venligst udlånt af forlaget.

 

 

 

Livets lille fortvivlen – Peter Mouritzen OM GUD VIL OG FANDEN IKKE SÆTTER SIG IMOD DET

 

Ofte er lyrikkens sprog karakteriseret ved et fortættet billedunivers, hvor faren er den fortænkte og statiske metafor, der sætter sig bevidst på læseren og måske i sidste ende spænder ben for en form for udsigelse. Peter Mouritzen griber lyrikken ganske anderledes an og fortæller i prosaiske og afsluttede sætninger gribende historier om barndom, angst, skriftens livstegn, tro og tvivl – og ’livets lille fortvivlen’.

 

Digte | Anmeldelse af Anna Møller

 

Digt

Da mormor døde
genlød naturen af tordentrommer
lynildsøkser
flækkede skyer af bly
til basundyrs dommedagsbrøl
skjalv verden i sin grundvold
alle oceaner steg
rasende pisket op til
giganter vandskorpioner
og solens skærebrænder skar
med sådan en styrkegrad raseri
at Jorden kun mirakuløst
undgik krakelering til
tørre humpler rugbrød, hør
trompeterne skreg i Det Høje:
Peters mormor er død!
Peters mormor er død!
Peters mormor er død!
Min mormor sov for stille ind.
Nu er hun engel i humbughimlen.

DIGT TIL HUMBUGHIMLEN

 

Peter Mouritzen kender jeg primært fra børnebogsverdenen, hvor han har forfattet geniale børnebøger som børnegyseren HALTEFANDEN (1984) og billedbogen NEJ SAGDE KAJ fra 1998. Begge har ganske u-barnlige emner som vrede, trodsighed og ondskab. Og de er i den grad ikke set fra den vinkel, at vores barnefortæller kæmper imod det onde – tværtimod er det onde en central del af deres fortællerstemmer.

Mouritzen har udover børnebøger skrevet en mængde anden litteratur, bl.a. digte, der nu er udgivet samlet i OM GUD VIL OG FANDEN IKKE SÆTTER SIG IMOD DET med undertitlen GODE OG ONDE DIGTE 1971-2011.
Samlingens bedste lyrik er i mine øjne, når Mouritzen opholder sig ved det onde – som i PIGEN DER RAKTE TUNGE AD MÅNEN, der har et uafslutteligt og ubehageligt mareridt som omdrejningspunkt. Mouritzen skriver:

- de vil ned i kældre ind i skure
deres stemmer er ikke mere de samme
og ligesom deres navne har forladt dem
kan deres ansigter kun beses
som cykellygteskygger
ustandselig
gemmer de sig bag stativerne
sidder på skraldespandenes låg
krattende
og grinende katte

Digtet er delvist symptomatisk for Mouritzens digtning. Næsten prosaiske fortællinger i et drømmesprog, hvor et til tider surrealistisk og grotesk børneunivers agerer platform for lyrikkens historier. Den barnlige vinkel viser sig i høj grad i sproget, der er ukunstlet og utænkt – ofte på grænsen til det let naive. Dog ikke sagt, at det ikke er tilbageskuende og både roligt og eftertænksomt i tonen, for det er det.

I og med de følelser, der oftest portrætteres eller er omdrejningspunktet for lyrikken, er ren og uforfalsket angst, sentimentalitet eller en fascination af det onde, sker overførslen og indlevelsen desto mere rent og blottet for rationale. Vi, den voksne læser, ved nok godt, at der ikke gemmer sig noget i mørket, men tør vi blive i den irrationelle barnevinkel, får angsten for det ukendte for alvor lov til at sætte sig fast. Og så begynder det at blive spændende.

På den anden side er Peter Mouritzens digte ofte også (umiddelbart) personlige erindringer, hvor flere ender med en slags opsummerende krølle eller detalje, der afslutter hukommelsens associationsrække og efterlader læseren med en lille livssandhed om det at være til. Som f.eks. i DE GAMLE RYDDER SNE, der slutter: ’så længe man kan rydde sit fortov / er man ikke / sne.’

En anke mod de samlede digte er, at man i selve digtenes overskrifter savner årstal på de mange tidligere offentliggjorde og ikke-offentliggjorde tekster. Det er ikke umiddelbart til at gennemskue, om der er en form for kronologi eller anden – måske tematisk – grund til, at digtene kommer i den rækkefølge, de optræder i.

Det fortællende sprog brydes ind imellem af et abstraktionsnivaeu længere ude i den metaforiske sfære, end hvad der ellers er gennemgående. Peter Mouritzen siger nogenlunde det, han vil og det, han har på hjerte, uden at dvæle synderligt ved det rent formmæssige og sproglige aspekt, og som sådan synes der heller ikke at være en overordnet og ordnende tanke med eller ide bag at udgive de samlede digte. Skulle der være noget, kunne et tematisk omdrejningspunkt være: Hvornår slutter barndommen? Læser man Mouritzens nyeste børneremse, den ret fjollede og rimende HATTEMA’R I MALAGA, er svaret: Aldrig.

 

 

Lagt online 22-08 2012Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Digte'

11-12 2012  Solen er så død, far – Jonas Rolsted FLEX DEATH

28-11 2012  Purung Hexia de Trick fortryller læser – Cecilie Lind DUGHÆRGET PUPIL ACCELERERER TUSMØRKE

25-10 2012  Lone Hørslev kan alt - Lone Hørslev LA’OS

07-09 2012  Kompromisløshedens chef – Klaus Høeck LIVE

29-08 2012  Leth som en fjer – Jørgen Leth SAMLEDE DIGTE

23-08 2012  Bøfhjerte – Peter Laugesen YAK OG YETI, BLUES FOR CHENGA

10-07 2012  Digtagtige digte – Pia Tafdrup SALAMANDERSOL

22-06 2012  Det’ Juul, det’ cool – Pia Juul INDTIL VIDERE

07-06 2012  Op ad gadedøren – Mia Degner EN LODRET DRØM

09-05 2012  Suk, fuck, fuck – Mette Moestrup DØ, LØGN, DØ

 

Skønlitteratur & Lyrik

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2014