Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Specialer

 

 

 

Hermann Broch med en pibe

 

 

Digterens sidste døgn – Hermann Broch VERGILS DØD

 

Den åbenlyse storhed i Brochs modernistiske hovedværk skal på ingen måde betvivles. Der skal bare på det kraftigste advares om, at dette er en urimelig svær bog at komme igennem.

 

Klassiker | Anmeldelse af Anders Gudmundsson

 

Citat

... mens han mod bedre vidende håbede, at skønhedens magt, at sangens tryllekraft til slut ville bygge bro over den sproglige stumheds afgrund og ophøje ham, digteren, til den, der bringer indsigt til det genoprettede menneskelige fællesskab, den, der er hævet over pøbeltilstanden, og netop herigennem også selv er den, der ophæver pøbeltilstanden, Orfeus, der er kåret til fører for menneskene. Ak, ikke engang Orfeus var nogen sinde nået så vidt, ikke engang han ville i hele sin udødeligheds storhed kunne retfærdiggøre så indbildsk forfængelige stræberdrømme og en så skammelig overvurdering af digtningen!

 

Digteren Publius Virgilius Maro levede fra år 70 til år 19 f.v.t. Hans helteepos, ÆNEIDEN - en stort anlagt hyldest til romerriget - blev skrevet på Kejser Augustus’ bestilling og betragtes i dag som et af verdenslitteraturens absolutte hovedværker.

Hermann Brochs fortælling fra 1945 om den store romerske digter starter med Vergils ankomst til havnebyen Brundisium. Efter at have været i Athen nogle år som Kejser Augustus’ følge vender den berømmede poet nu endelig hjem. Men på rejsen har han pådraget sig en alvorlig feber, der har svækket ham og som snart vil tage livet af ham.

Han indlogeres i Augustus’ residens, hvor resten af bogen finder sted. Den sengeliggende Vergil tager med sine sidste kræfter sit liv, sproget og kunsten op til revision; først i en 150 sider lang indre monolog, og derefter i samtale med sin læge Charondas, forfatterkollegaerne Lucius og Plotius og endelig med Kejser Augustus himself, hvor der også reflekteres over staten og demokratiet. Vergil er en tvivler, og hans tanker kredser specielt om ÆNEIDENS værd. Han besættes snart af ideen om at brænde den, da den for ham blot er et udtryk for Augustus’ magtbegær og egen forfængelighed.

VERGILS DØD er altså en decideret idéroman, hvor luftige emner bliver vendt og drejet, samtidig med at den mesterligt eksperimenterer med sproget og romanformen. Villy Sørensen beskrev den som en prosasymfoni, hvilket er ganske rammende – sproget er svøbt i overvældende poesi. Oversættelsen, der må have været et kolossalt arbejde, er ganske enkelt glimrende, og formår at få de ekstremt lange og knudrede sætninger til at flyde med ynde.

Men så holder begejstringen også op. Hermann Broch skrev sig med denne bog ind i en modernistisk tradition (eller modelune), som bl.a. omfatter James Joyces ULYSSES og Robert Müsils MANDEN UDEN EGENSKABER, og den er - akkurat lige som disse mesterværker - alt, alt for lang samt noget nær ulæselig i lange passager. Specielt Vergils indre monologer rangerer som noget af det tætteste litteratur kan komme på kinesisk vandtortur.

Undertegnede måtte under læsningen konstant stoppe op og indrømme overfor sig selv, at tankerne igen var gået på vandretur, mens øjnene læste videre. Så er der jo ikke andet for end at gå tilbage og begynde fra sidste punktum – og dem er der for øvrigt ikke særligt mange af. Tag den meget velskrevne, men noget nær uigennemtrængelige mur af prosa, som befinder sig i citatboksen, gang den med tusind, og du vil få en nogenlunde ide om, hvad denne bog er for en størrelse. Det er hamrende flot, men samtidig til at få galt i halsen.

En stor ros skal der dog, og alting til trods, gives til Gyldendal, simpelthen for at ville satse på en så snæver udgivelse. Det ville nemlig være principielt forkert at fraråde en bog, som er så opfindsom, intelligent og velskrevet, som tilfældet er her. Lad det derfor i stedet være en anbefaling, at man beundrer værket på behørig afstand. Nu er alle advaret; VERGILS DØD var nær også blevet denne anmelders død.

 

 

Lagt online 29-10 2006Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Klassiker'

08-08 2012  En klassiker iklædt forskning – Karen Blixen SYV FANTASTISKE FORTÆLLINGER

18-06 2012  Åååh, hvor romantisk! – Alexander Pusjkin og Mikhail Lermontov FONTÆNEN I BAKHTJISARAJ og DÆMONEN

07-05 2012  Lusens amputerende kys – Comte de Lautréamont MALDORORS SANGE

24-01 2012  Dagbog fra spærreilden – Ernst Jünger I STÅLSTORMEN

18-11 2011  Passageprosa - Louis-Ferdinand Céline DØD PÅ KREDIT

07-10 2011  Længe leve grantræet – Tomas Tranströmer SAMLEDE TRANSTRÖMER

11-05 2011  Hjernens utilregnelige maskineri – Virginia Woolf BØLGERNE

14-02 2011  En hest, en hest! Mit rige for en hest! – William Shakespeare SAMLEDE SKUESPIL 1

09-08 2010  Karen Blixen på ny – Karen Blixen VINTER-EVENTYR

17-06 2010  Et spring over kulturkløften – E.M. Forster VEJEN TIL INDIEN

 

Skønlitteratur & Lyrik

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2014