|
|
Virkelighedens monstre - Henriette Sørensen SERIEMORDERE. USA’S UHYGGELIGSTE FORBRYDERE
Hvis du altid har ønsket at komme tæt på virkelighedens mest radikale dræbere og deres perverterede vrangforestillinger, er psykologen Henriette Sørensens bog lige sagen.
Psykologi | Anmeldelse af Karsten Wind Meyhoff
Citat Vi myrdede dem på alle mulige måder undtagen en. Jeg har ikke forgiftet nogen… Vi skar dem op. Vi hang dem. Vi kørte dem over. Vi stak dem med knive. Vi tæskede dem, vi druknede dem. Der var korsfæstelse – der var mennesker, vi filerede som fisk. Der var mennesker, vi brændte. Der var mennesker, vi skød i biler… vi kvalte dem med vores hænder. Vi kvalte med reb. Vi kvalte med telefonledninger. Vi stak dem endda med knive, mens vi kvalte dem. Vi bandt dem også, så de ville kvæle sig selv.
Seriemorderen Henry Lee Lucas’ beskrivelser af sine misgerninger. |
Seriemordere må være vor tids mest overeksponerede minoritet. Film og bøger har skildret seriemordere i en sådan grad, at vi efterhånden finder deres ubegribelige adfærd og motiver trivielle. Seriemordere har således i en vis forstand overtaget rollen som den personificerede ondskab efter at monstre, trolde, vampyrer, uhyrer og spøgelser er gået af mode.
Man går dog forgæves, hvis man leder efter Freddy Krueger, Norman Bates eller Hannibal ”the Cannibal” Lecter i psykologen Henriette Sørensens SERIEMORDERE. USA’S UHYGGELIGSTE FORBRYDERE. Til gengæld får man et omfattende kompendium om virkelighedens seriemordere i USA og det begrebsapparat, psykologer og FBI anvender i jagten på disse menneskejægere.
Bogen lægger ud med at redegøre for forskellen mellem den organiserede, den uorganiserede og den sadistiske seriemorder, samt seriemorderes iscenesættelse af gerningsstedet og specielle mordsignatur. Begreberne anvendes herefter i en række hårrejsende portrætter af nogle af alle tiders mest berygtede seriemordere. Vi møder den intelligente og charmerende Ted Bundy, der i løbet af sin dubiøse løbebane myrdede mindst 35 kvinder; vi stifter bekendtskab med Henry Lee Lucas og hans kumpan Ottis Elwood Toole og deres mordturné rundt i USA; vi møder sektlederen Charles Manson og hans mordlystne disciple; og mange flere galninge på menneskejagt. Bogens sidste del er et fagligt supplement om gerningsmandsprofilering og psykopater. Den er i og for sig spændende læsning, men står og flagrer lidt for sig selv efter 200 siders tour de force gennem ubegribelig grusomhed og vanvittige handlinger.
Selvom Danmark stort set ikke har seriemordere (enkelte undtagelser har Sørensen dog fundet!) er bogen i mange henseender fascinerende læsning. Portrætterne af gennemført forstyrrede personer og misgerningernes bestialitet er tankevækkende og rystende. Dog kan bogens indpakning og det biografiske fokus på seriemordernes liv og levned godt give det dybt alvorlige emne et skær af underholdning og effektjageri. På den anden side set er der så meget genuin ondskab til stede i verden, at man igen og igen sidder med en klump i halsen og må sande, at virkeligheden langt overgår fantasien, når det handler om seriemordere.
Da danske læsere nok mest kender til seriemordere fra krimigenren kunne det have været interessant, hvis bogen havde diskuteret seriemorderens rolle i populærkulturen. Et portræt af galningen Eddie Gein, der i 1957 rystede verden med sine morbide gerninger, kunne i denne sammenhæng med fordel være medtaget. Gein var nemlig forlæg for en lang række af fiktionens monstrøse skikkelser – fra Norman Bates-figuren i Robert Blochs kultgyser PSYCHO over Leatherface i MOTORSAVSMASSAKREN til seriemorderen Buffalo Bill i Thomas Harris’ ONDSKABENS ØJNE. Når dette er sagt, skal Henriette Sørensens bog alligevel anbefales, fordi dens portrætter af virkelighedens monstre længe efter endt læsning rumsterer i hjernen som radikale eksempler på den menneskelige civilisations yderste grænse.
Nyeste anmeldelser i kategorien 'Psykologi' 20-11 2008 Shamaner og charlataner – Alfred Lehmann OVERTRO OG TROLDDOM 24-07 2008 Gen-op-lev - Michael White KORT OVER NARRATIVE LANDSKABER 10-04 2005 Kvinde kend din kamp - Mette Terkelsen og Nina Vedel-Petersen KAMPTEKNIK PÅ CHEFGANGEN Samfund, Filosofi & Debat
Oversigt over alle anmeldelser
|