Den type værdi en oplæsning repræsenterer – Stine Pilgaard ROSKILDE FESTIVAL

Forfatterskabet på Roskilde Festivalen blev åbnet tirsdag formiddag af en velplaceret Stine Pilgaard, der havde taget kunstneren Martin Larsen med i baglommen.

Reportage | Artikel af Louise Rosengreen

Efter at have ventet en halv times tid i den træiglo ved Angora L, som udgør de fysiske rammer for festivalens oplæsninger (fordi en skruemaskine, fire farverige træplader og nogle stolper lige skulle finde hinanden i den skønneste treenighed, og fordi mikrofonstativet først ankom længe efter at oplæsningen skulle være gået i gang), bød Rosinantes Anette Øster velkommen til formiddagens læsetime og til ’tre skønne kvinder og en vidunderlig mand’: Stine Pilgaard, Olga Ravn, Mette Moestrup og Jens Blenstrup.

Igen i år er størstedelen af de litterære aktiviteter på Roskilde Festivalen samlet i Forfatterskabet, som det hedder. Det er et samarbejde mellem festivalen og forlagene Gyldendal og Rosinante. Programmodellen er meget lig sidste års med daglige lektioner i opvarmningsdagene af henholdsvis oplæsning, tekstperformance, debat og en time med tidsskriftet Hvedekorns bidragsydere. Denne såkaldte Hevdekornstime præsenteres af Lars Bukdahl, der også selv skal læse op både onsdag og torsdag. Jens Blenstrup og Josefine Klougart er gengangere fra 2011, så helt progressivt kan programlægningen ikke karakteriseres. Til gengæld lagde Forfatterskabet hårdt ud med en dejlig uprætentiøs, men yderst underholdende, oplæsning af Stine Pilgaard.

Hun indleder med at læse et par stykker fra en bog, hun ikke selv har skrevet, men som har inspireret hendes egen skrivning: Martin Larsens HVIS JEG VAR KUNSTNER. Pilgaard kunne ikke have valgt en mere rammende tekst til at introducere litteraturens altid lidt malplacerede position på et sted som en stor musikfestival:

- Hvis jeg var kunstner ville jeg undertiden gå til digtoplæsninger og undre mig over, at digterne, skønt de var lykkelige over at være blevet inviteret til at læse deres ting op, optrådte, som om det var en forfærdelig trist og trættende oplevelse at skulle stå over for et publikum, og publikum kedede sig gudsjammerligt det meste af tiden og ventede blot på, at forestillingen skulle slutte, så de kunne tillade sig at snakke med hinanden (…) og mens jeg en aften stod og for længst var holdt op med at lade som om jeg lyttede, ville jeg tænke på, hvad det er for en økonomi, der er i spil her, hvad det er for en type værdi, en oplæsning repræsenterer – en anledning til at samles for en sædvanligvis yngre gruppe mennesker, et ritual man skal igennem, før man kan gå videre til at drikke øl.

Denne beskrivelse passer heldigvis ikke på de lyttende tilhørere, og det er Pilgaards egen fortjeneste, at den yngre gruppe af mennesker, der er samlet, lytter med både ører og mund.

Stine Pilgaard romandebuterede tidligere på året med MIN MOR SIGER. En lang, kværnende monolog fra et forsmået jeg, der er blevet forladt af sin dyrepasserkæreste og derfor bor hos sin godmodige far, den piberygende Pink Floyd-fan af en præst. Glæden ved musik er et lille, men dog alligevel centralt, tema i romanens narrative del, og fortællingen om hvordan jeget langsomt kæmper sig tilbage op på kærlighedens hest, passer derfor godt til den overskyede festivalmorgen:

- Jeg står lidt væk fra min far og hans kone og ser hvordan de med simultane bevægelser vipper i takt til musikken. En ung mand nærmer sig og spørger om jeg har lyst til en øl.

Pilgaard fanger uden de store armbevægelser publikum med sin mørke, lidt hæse oplæsning af teksten, der jo mere den hiver og slider i talesprogets mange klichéer, får skabt en bevidsthed hos lytteren(/læseren) om sprogets sløsede metaforbrug, men samtidig også den store rytmiske glæde, der kan opstå i brugen af gentagelser. MIN MOR SIGERs andet spor består af nummererede kortprosastykker med titlen ’Monologer fra en søhest’. Pilgaard læser højt fra nummer fire, og publikum reagerer på tekstens du-form ved at svare med en kærlig latter på passager som:

- Og til dig der siger at Anne Linnets tekster er banale: Det kan du selv være, og jeg bliver vanvittig af at du ser OL i stangspring, at du rent faktisk interesserer dig for stangspring, og dig der refererer til bøger som jeg ved du ikke har læst.

Pilgaard har tydeligvis læst meget Martin Larsen, hvis humor også ligger i den sproglige gentagelse og de præcise, kritiske menneskeskildringer. Hurra for det. Og til dig der ikke skal på Roskilde Festival, kan HVIS JEG VAR KUNSTNER og MIN MOR SIGER kun anbefales. Det er gode bøger at referere til, fordi de er gode bøger, skrevet af gode forfattere.

Nyeste artikler

22-10 2012  Tintin og leoparden Leopold – TINTIN I CONGO

19-09 2012  Pladderpamfletter - Richard Millet LANGUE FANTOME suivi de ELOGE LITTERAIRE D’ANDERS BREIVIK

31-08 2012  Jonathan Safran Foer & Jeffrey Eugenides LOUISIANA LITERATURE 2012 - lørdag

28-08 2012  Jeg har aldrig rigtig følt, at jeg blev voksen – Patti Smith LOUISIANA LITERATURE 2012

12-07 2012  Bruce: Bedre i virkeligheden end pÃ¥ bog – ROSKILDE FESTIVAL 2012/Karsten Jørgensen BRUCE SPRINGSTEEN

09-07 2012  Højspændte hyggeonkler - Morten Søndergaard og Q pÃ¥ Roskilde festival

07-07 2012  Høje hæle i støvet pÃ¥ Roskilde festival - Mette Moestrup og Miriam Karpantchof SHE’S A SHOW

21-06 2012  Hockeystav og tændstikker – Deirdre McCloskey BOURGEOIS DIGNITY

06-01 2012  Montanas Litteraturpris 2011

31-12 2011  Vesterhav, LSD og Mao – De bedste tegneserier i 2011

Oversigt over alle artikler