Utæt virkelighed – Gerd Laugesen PLET
PLET er feberdrømme fra barndommens land.
Citat
Feberen fik små svedperler til at løbe ned over ansigtet. Det var rødt og ophovent. Jeg rejste med mine forældre, kørte hele tiden på sådan et mærkeligt løbebånd. Ved en trappe glemte jeg min kuffert. Jeg ringede, og med dig i røret prøvede jeg at finde tilbage til kufferten, mens du fortalte at jeg skulle gå en anden vej. Men jeg gik på mine egne fodspor, lod som ingenting, for jeg skulle finde den kuffert, og jeg ville ikke indrømme, at jeg havde mistet den. Imens løb kaninen ind i et trædehjul, den løb og løb, og da den var færdig, havde den tabt sig så meget, at den ikke var større end en lille hvid mus. Den hoppede ud i mine hænder, helt fuldstændig tam og færdig, æltet som dej.
Kæledyr har en litterær aura i Laugesenklanen. Peter Laugesens kanoniserende hund, Chenga, afgik desværre ved døden for et par år siden, men nu melder endnu en pelset ven af familien sig som litterær karakter: dværgkaninen Plet, som Gerd Laugesen – datter af den brabrandske beatpoet – havde som barn. Plet har lagt navn til PLET, den yngre Laugesens nye prosabog, som lover læseren en række ’virkelighedsudflugter.’ Det er både et meget G. Laugesensk ord og en ganske rammende betegnelse for den strømmende tekst i bogen, som bevæger sig i slalom mellem prosaisk virkelighed og feberdrømmende fantasier, der giver køb på al logik og på de fleste fysiske love.
PLET er en erindringsbog, der ikke skelner kritisk mellem det forestillede og det oplevede. Laugesen låner stedvis sin form fra den amerikanske digter Joe Brainards digt I REMEMBER – som når hun beskriver sin morfar:
–Jeg husker de små fedtede gule bolcher, jeg husker dem, de smagte af appelsin. Jeg husker hans ravnenæse, den let buede næse, jeg husker hans øjne og de hvide øjenbryn bag de firkantede briller med sølvstel (…)
Det originale greb i PLET er, at de ting, jeget husker, lige så ofte er begivenheder fra det indre liv som fra det ydre. Her er både dværgkaninen og jeget selv flere gange omdrejningspunkt og offer for stressdrømme om oversvømmelser, højdeskræk og opløsning. Det hele berettes i samme opremsende stil, hvilket giver et ganske effektfuldt indtryk af den forvirrende mellemtilstand mellem den simple hverdag og den tunge angst, som måske især ligger barnesindet nær:
–Jeg boede i et stort hus, alene ude i skoven, listede let, tilbagelænet på tåneglene, der nærmest havde modhager. Jeg lignede en gammel mand, der havde tabt håret, og jeg havde vinger med forvredne fjer. Jeg havde et mærkeligt næb, mine øjne var sorte og stive. Jeg kunne ikke tale.
At Laugesens blik på verden først og fremmest bærer præg af barnets ufiltrerede kreativitet, er tydeligt i PLET, der sågar bruger små piktogrammer som kapiteloverskrifter i stedet for ord. Det er et barnligt system uden faste kategorier. Under denne form ligger dog en voksen indignation, som måske er den vigtigste referenceramme for drømmenes desperation. Mod slutningen af PLET dukker flere og flere episoder op om de irakiske asylansøgere i Brorsons Kirke, og de kulminerer med en drøm, hvor jeget slutter sig til dem:
–De sad der i klynger, tøjet lå i dynger. De smilede og gjorde plads, og jeg satte mig i kredsen og varmede hænderne over ilden. Vi spiste af den samme ske.
Selvom jegets indre univers er en drivkraft, finder man altid et solidarisk og medmenneskeligt budskab hos Laugesen – hendes stil er uimodståeligt sympatisk. Der er en gennemgående, personlig stemme i Laugesens prosabøger, og selvom hun er uddannet journalist, udmærker hendes skrift sig ved en kvalitet som er få journalister forundt: en usårlig og ligefrem, menneskelig ærlighed med alt hvad dertil hører af skønhedsfejl og halvnaive udsagn. Journalistens spørgende indstilling er dog også karakteristisk for Laugesen, og sammen med en særegent umiddelbar, empatisk og nysgerrig tilgang til andre mennesker bliver det en helt magisk cocktail, hvilket man kan forvisse sig om i Laugesens klummer fra Jyllands-Posten og Politiken, og i reportagebøgerne MØDER (2009) og HJEMSTED (2011).
Hvis umiddelbarheden er Laugesens styrke, er den dog også hendes akilleshæl, hvilket bliver endnu tydeligere i PLET end i de andre bøger – måske fordi fantasien får mere plads. De klare glimt af hverdagspoesi og barnlig sensibilitet blander sig med ufærdige strøtanker, og skarpheden er ikke konsistent. Man kan ind i mellem få den tanke, at man står med forfatterens notesbog i hånden – en privilegeret indsigt i den kreative proces, men også en læseproces af svingende kvalitet. Det, der kunne være kim til en fabelagtig Laugesensk fabulering, får således indimellem lov at stå alene som relativt banale sproglege – som når hun skriver ’Der er en by i Rusland, der vil jeg gerne hen’. Lidt banale udsving accepterer man gerne i bytte for den oprigtige skrift, men PLET kunne godt være holdt i kortere snor. Det er dog ikke noget, der afholder mig fra at have lyst til at følge med i, hvor Laugesen og hendes dværgkanin hopper hen næste gang.
