Væven og tid – Thomas Boberg FANTOMBILLEDE

Bobergs nye digtbog afsøger følelsesregisterets krasseste farver og mest tågede nuancer. De bedste af dem havde stået klarere frem, hvis bogen var skåret lidt skarpere.

Engledigt

Fordi vi har besluttet at engle

ikke findes

eller i det mindste er meget sjældne

er det et mirakel når vi ser en

englen fx i kastanjekronen

Søborg 19082013, støjen

af de store vinger mellem grenene, de konfuse

svingfjer flagrer ringduen forskrækket op

og ræven står helt stille mens englen

griber de knækkende grene

og river sig til blods.

Men engle bløder ikke

engle farer heller ikke vild

engle findes ikke her i augustnatten brager

englen gennem løvværket

med sit store rynkede barneansigt

forreven og blodig og et skarpt hvin

vikler den sig ud af sit styrt og forsvinder.

Når jeg åbner en bog af Thomas Boberg, forventer jeg en slags spænding, en uro eller utilpassethed. En spænding mellem klassisk digter-etos, og en hurtig hånd, der måske ikke helt køber den fortælling.

I HESTEÆDERNE fungerede denne dynamik som et slags dobbeltspor. Digtene fandt sted i et mareridtsunivers, der, netop fordi det var løst konstrueret, kunne pege spottende og desillusioneret ud mod sin samtid. En slags forskruet spejlbillede, om man vil.

FANTOMBILLEDE har en mere vævende måde at tale på. Som på bogens omslagsillustration (af Christian Lemmerz), er der tale om en slags sløret sindelagsportræt, hvor man lige aner dødningehovedet inde i tågen.  Visse af digtene er prosalyriske, andre ganske traditionelt opstillet, og de er karakteriseret ved skift i stil, temperament og tempo. Bogen er inddelt i syv afsnit, Jeg, kapitalisme, krig, tid, turisme, mellem hugget og halsen, og endelig credo. Vi bringes rundt mellem forskellige løst definerede tidsaldre, ligesom der påkaldes alle mulige og umulige du’er – et hobetal af kvinder, et dreamteam af digteridoler.

Det der er på spil i disse digte, er hvordan jeg’et er i stand til at forholde sig til verden, som socialt, spirituelt, politisk, og selvfølgelig sprogligt dyr. Tiden er en strøm, vilter og omskiftelig, og det er ikke til at sige, hvor man er på et givent tidspunkt.  I stedet for at lede efter et fast ståsted at tale fra, arbejder disse digte med en usikkerhed.  Og som man læser igennem dem, genkender man den usikkerhed som et alment vilkår, der må leves med.

Der reageres omtrent ligeså meget udad, som der reflekteres indad, og af og til virker flowet idiosynkratisk og skødesløst. Boberg slår skodderne op med en af de hidsigere førstelinjer i vor tidsregning: ‘Jeg pakkede fosteret ind i avisen./Jeg pissede i græsset.’ Hen ad vejen køles der lidt ned for temperamentet – senere op igen. Bogens småpolitiske tekster virker som overflødige tics, eller i bedste fald uforløste argumenter . Det bedste sker, når forventningsfuld sansning bruges til at pege på noget metafysisk – som f.eks: ‘Vinduet ser ind i mig med en tom, blå grusomhed,’ ‘Kragen kiggede på mig med en sort pupil omkranset af orange stjernetåger, hovedet lidt på sned som en nathyacinth,’ eller helt kort: ‘Noget der sker i overmorgen for 150 år siden.’

Grundlæggende er der for meget af det associerende ordflow til min smag. I hvert fald er det alt for sjældent komponeret, så jeg bliver revet med af strømmen. Tit ender det højst lidt ufokuseret:

– Hun siger, jeg er din, hun siger, hun siger, jeg savner dig når jeg vil, men i aften må du ikke spise min dild (…) Fordi cirklen begyndte og morgenen var blind og festen blev væk i åhåhåhhh kvindes blik. Og nogen så dig piske en hund din din.

Først rigtig i det sidste afsnit, credo, får det associative sprog en musikalitet og let rytme, der gør at teksten ligesom letter fra papiret til sidst og afrunder bogen. For  Boberg kan virkelig virkelig skrive, og det kan jo ikke undgå  at manifestere sig – selv når han prøver at være skødesløs. Så når der f. eks et sted midt i bogens forløb pludselig står: ‘posthuset er sløjfet og udenfor holder lamperne fest i drankernes øjne’, så slår jeg knytnæven i mit armlæn, ‘Ja gu gør de så!’ Kort sagt er det når Bobergs iagttagelser falder på stribe, rytmisk og sukkende, eller han udvælger sig et motiv og stirrer det i smadder, at FANTOMBILLEDE for alvor fænger. I de øjeblikke er jeg helt med på vognen, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor vildt bogen kunne have blomstret, hvis den var blevet beskåret lidt strengere.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Victor Ovesen

Victor er Cand.mag i Litteraturhistorie, med speciale i blandt andet naturdigtning. Født i Aalborg i 1987, og serielt ulykkeligt forelsket i guitarer han ikke har råd til.

Skriv til Victor