Velkommen i den lumre lund – Theodor Storm SKOVBRYNET
Tag ikke fejl af det vamle omslag: Der er masser af saft og kraft i denne novelle af Thomas Manns store forbillede, Theodor Storm.
Citat
Engang efter en lang vandring, da solen funklede og allerede sendte sine middagsstråler lodret ned, var de uventet kommet ud, hvor skoven endte. Blødt opadstigende bredte en uendelig kornmark sig ud foran dem, det var rugens blomstringstid. Af og til blæste lette duftskyer hen over den, helt ud til horisonten så man ikke andet end denne blåligt sølverne flods vage vuggen.
Da lød i det fjerne en klokkes kimen. Langt ude bagved, ovre fra det område, hvor slottet vel måtte ligge, tonede det som et råb gennem den stille middagsluft, og som trukket med af lyden gik Franziska ind i den bølgende kornmark, mens Richard, lænet mod en bøgestamme, så efter hende. Stadig længere gik hun. Det bruste og strømmede omkring hende, og stadig længere væk så han hendes lille krop svømme over det ukendte hav. Da faldt det pludselig over ham, som kunne hun på grund af en eller anden hemmelig kraft derinde blive borte for ham. Hvad kunne der ligge på den usynlige bund, som hendes små fødder nu berørte? Måske var det ikke blot en fabel, høstbarnet, om hvem de gamle siger, at den, der så det ligge i kornet, ville få brustne øjne! Der ligger jo så meget på lur for at gribe fat i vores hånd, i vores fod og så vælte os omkuld. – ’Franzi!’ råbte han, ’Franzi!
Borgerlig – eller lidt mindre marxistisk: poetisk – realisme hedder den litteraturhistoriske periode i Tyskland, som man har proppet den slesvig-holstenske hjemstavnsdigter Theodor Storms (1817-1888) værker ned i. Det lyder måske ikke så sexet, men faktisk skorter det ikke på kødelige lyster i denne lille frækkert af en novelle, som Storm selv kaldte for en ’lummer kærlighedshistorie’.
SKOVBRYNET er skrevet i 1874 og handler om Richard, en livsled botaniker i fyrrene, der flytter ind i et forladt skovhus langt uden for lands lov og ret og forelsker sig stormende i Franzi, en stakkels forældreløs stuepige på 17. Hun er netop sluppet af med sin gamle værge, magisteren, pga. mistanke om seksuelt overgreb, og Richard ser nu sit snit til at overtage formynderskabet ad kærlighedens snirklede veje.
Men, men. Ungdommens lidenskaber er en flygtig størrelse, og før Richard får overvundet sine moralske skrupler og vil smede ægteskabets bånd – man forstår hans tøven: sidste ægteskab endte med, at han skød sin utro kones elsker – er jernet ikke længere varmt.
Men det er der til gengæld en andens, der er. En listig junker fra naboslottet er ude med halen så lang, og snart vender Franzi hjem fra sine spadsereture med blussende kind og skinnende blik.
Richard bliver ’upasselig’, måske mest fordi han allerede har læst skriften på væggen. Bogstaveligt talt. For over døren i stuen hænger et billede af to unge elskende på flugt. Indskriften lyder:
Din unge fælle i pligt og tro
rettede sine skridt mod dig og dit bo.
Da kom andre unge skridt,
tog din unge fælle kvit og frit.
De vandrer efter lykkens dage,
ser sig ikke mere tilbage.
Og som skrevet står. En mørk nat slipper Franzi væk og efterlader vor helt så bittertligt ene. Vi forstår nu, at den unge kærligheds spæde blomst ej lader sig plukke og indespærre i en halvgammel botanikers kasse.
Det interessante ved dette i sig selv ikke synderligt kontroversielle plot er ikke overraskende den måde, det er fortalt på. Sproget svulmer af vulgærromantisk idyl, som Storm dog formår at tæmme i en stram, ordknap stil. Det giver fortællingen noget ildevarslende, en uforløst spænding, der sine steder kan virke helt erotisk.
Som hos realisterne generelt er det, lidt firkantet sagt, hos Storm netop dét ved totaliteten, han meget dygtigt ikke viser os, der er det sigende. Lige under biedermeieridyllens fernis fornemmer man de beskidte realiteter – dem, som senromantikkens glansbilledvirkelighed ikke længere er i stand til at udtrykke. I SKOVBRYNET titter de frem, mellem træerne, i en kornmark, gennem Franzis slangeøjne og i form af Richards komisk store nøgle (!), der hverken er i stand til at holde naturkræfterne ude eller inde af ’Skovbrynet’s port.
Det er bl.a. dette diskret parodiske blik på tidsalderen, der har bragt Thomas Mann til begejstret at tale om ’den stormske følsomheds raffinement’ (hvilket bogens i øvrigt lidt diffuse efterord gør så rigeligt opmærksom på). ’Han skiller sig ud fra alt det slattent borgerlige’, skriver Mann. Og man kan kun give ham ret: Der er intet slattent på færde i SKOVBRYNET.
