Verdens klogeste mand – Anna Engberg-Pedersen og Karsten Wind Meyhoff AT SE SIG SELV SANSE

Dansk/islandske Olafur Eliasson er med sine spartansk dragende værker et lysende hotspot på den internationale scene for samtidskunst. Det er ikke blot offentlighedsappeal men også veltalenhed uden mindste slinger, de har fået fyldt på ham inde på Kongens Nytorv nr. 1, hvilket de godt kan være stolte af.

Forleden købte jeg en fadøl i Fælledparken. På plasticglasset sad et hvidt klistermærke med en reklame fra Studieråd for Ingeniørstuderende i Danmark: ’Vidste du at: Der findes over 20 forskellige retninger inden for ingeniør kunsten?’

Udover at jeg stadig ikke ved, hvorfor de har skrevet ingeniørkunsten i to ord, så vidste jeg heller ikke, at der var forskellige retninger indenfor den. Men at der i hvert fald findes én, ved jeg nu efter at have læst AT SE SIG SELV SANSE: Olafur Eliasson er nemlig lige nøjagtigt Ingeniørkunstner.

Ingeniørens kunstprojekt er gennemkalkuleret indlysende og bliver nærmest målbart rigtig i de syv samtaler, der udgør AT SE SIG SELV SANSE. Koncepterne serveres råt for usødet, men kosten er så relevant og interessant øjenåbnende, at den videnskabelige klarhed i ræsonnementerne, der som kanyler suger væsentlighed ud af begreber som kunstinstitution, samfund og Skandinavien, slet ikke føles tør og træls men snarere vældigt vedkommende.

Gennem letforståelige og dræve udkig til Eliassons 15 årige værkproduktion formår AT SE SIG SELV SANSE at gøre et ganske højtravende spekulationsapparat nærværende og brugbart. En lignende videnskabelig pragmatisme er en af de trumfer, Eliassons værker har.

’Det at være kunstner’ indleder Eliasson, ’er for mig ensbetydende med at deltage i samfundsdebatten.’ Kunsten skal ikke virke autonomt som en samfundets liniedommer men deltage aktivt inde på banen som spiller. Ikke ved opsætsigt revolutionerende og gebommerligt omstyrtende doktriner, men ved at lade kunsten fokusere på områder, som samfundet ellers ikke levner megen plads; det være sig den helt nære og individuelle sansning, følelse og kropslighed.

Det relative kunstbegreb, som kommer ud af disse overvejelser, indfries i værker, der alle inddrager beskueren, eller ’deltageren’, som vedkommende sigende nok døbes. Ved at hælde lavasten udover et museumsgulv i Paris og dermed lave et ’Lava floor’, hvis ujævne belægning publikum kunne forcere som kunst, blev balanceevnen fremhævet som noget helt centralt men ofte overset i perceptionsøjemed.

Ved at lade en megastor kunstig sol skinne i Tate Moderns ligeså megastore turbinehal blev lyset, som det medie eller den mediefremkalder vi alle i bund og grund oplever igennem, udstillet – og sammen med lyset kom også socialiteten i rampelyset i og med at over 2 millioner (!!) besøgende kom, så og så sig selv blandt andre her.

I Eliassons lækkert minimale og kløgtigt deobjektiverede værk, der ofte ligner praktiske fysikforsøg fra gymnasiet og slet ikke ophøjet kunst fra elfenbenstårnet, skabes der plads for udfoldelse og opdyrkning af den helt singulære og taktile oplevelse. ’The only thing we have in common is that we are different’, som et af hans værker træffende hedder. Ingen normativ pådutning af kunstnerens agenda, men gennemsigtig og introspektiv kritisk konstruktion, der sætter beskueren som medingeniør foran værket.

De forskellige og vidtløftige efterspil af denne strategi gives der et koncist snit af i AT SE SIG SELV SANSE. Denne anmelder er blevet 33% klogere på kunstinstitutionens, rumopfattelsens og samfundets virkelige sammenhænge, og det kan enhver anden også blive ved at sætte et par eftermiddage af til livseliksir i ordform fra verdens klogeste mand.

Hvis jeg afslutningsvist skal lave et par ridser i lakken, så kunne bogen med fordel have bragt et afkridtende forord. Dertil kunne de to interviewere godt have gået lidt mere til Eliasson, der så åbenlyst er en mand med ordet og refleksionerne i sin magt. De kunne med fordel have betvivlet mere og sagt mere imod, for nok er Eliasson klog, men guddom er han vel næppe?

Er eksempelvis den superreflekterede og skudsikre kunstbearbejdning ikke steril og kedelig livløs? Er Eliasson ikke en syg kontrolfreak og ville værket (og bogen) ikke vinde ved, at der blev slået et par skæverter i ny og næ? Og hvad med kønnet? Kunne man forstille sig en kvindelig kunstner lave noget, der bare lignede Eliassons Art-Technic? Og hvad med humoren? Er der ikke noget herre (dvs. ufrivilligt) morsomt ved f.eks. det umuligt-mulige ’Reversed Waterfall’, der falder opad? Og hvad med…

Nyeste anmeldelser i kategorierne Interview,

Læs også

Om Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren