Vi er natdyr – Mette Zingenberg MIN LILLE HORROR

I en urolig debutbog skriver Mette Zingenberg fabulerende noveller om fortabte eksistenser. Det er herligt ambitiøst, og MIN LILLE HORROR holder sådan nogenlunde niveauet.

Citat

Det var også på Plaza del Sol, hun drak sig fuld første gang. Snurrede rundt med en sværm af stjerner hoppende op og ned på sit hoved. Kom hjem med forstuvet fod og blackout. Et mørkt hul midt i hovedet. Hun pillede det sorte ud med en pincet. Røde pletter foldede sig ud som blomster, og hænderne strøg nervøst hen over det. Hullet lukkede sig heldigvis af sig selv efter et par uger. Men hun har et ar efter det på halsen, der ser ud, som om hun er blevet bidt af en hund. Underligt, at arret havde flyttet sig helt derned.

Fremmedgørende. Ubehageligt. Uforklarligt.

Det er de første ord, der falder mig ind efter at have læst Mette Zingenbergs debut MIN LILLE HORROR fra Forlaget Gladiator. Det er ikke gys på den der motorsavsagtige måde. Snarere er stemningen kvælende, uhumsk, grum. Og så er der meget varmt i novellerne. Sved føles som ’fed margarine på huden’, som insekter ’mæsker sig i’. Den slags varme.

Bogen består af seks noveller, ofte lokaliseret i Barcelona eller på Filippinerne. Det er eksotiske steder, hvor det seksbenede og treleddede, det forpuppede og indspundede, giftige eller følehornsagtige har en foruroligende tiltrækningskraft. Det kribler og krabler i og omkring karaktererne. Sandheden må ofte findes i det spejlvendte: Mennesker ligner til forveksling fluer om en disney-besjælet lort. Fluer ligner dumt dyr på to ben.

I de bedste noveller fører en fantastisk unøjagtighed i detaljen til, at verdenen, karaktererne eller begivenhederne bliver skubbet en lillebitte smule, men tilstrækkeligt ud af virkelighedens hængsler. En opsvulmet testikel kunne forklares (læge-)videnskabeligt, men det gør Zingenberg heldigvis ikke. I teksternes univers er forklaring for tabere. I novellen ’Eugenios klagesang’ får den ømme testikel lige et ekstra, ubehageligt tvist af at være rugeklunk for en personificeret byld kaldet Goiter. Eugenio jamrer og holder sig om skridtet, men:

– Goiter har vokset sig stor og stærk. Er blevet en tæt, lille, sort mand, der banker på døre. […] Han har rigtig været heldig med den her krop. Snart er han klar. Snart er han stor nok. Men først mere næring.

Fy for den lede rødbede! Goiter er en sygdom, der normalt udvikles i skjoldbruskkirtlen (på dansk struma; bare google løs), men det uhyggelige består snarere i tekstens underrapportering, altså hvor lidt viden læseren får adgang til. Er det en sygdom? Eller et overnaturligt fænomen? Måske en dæmon? Gys! Og klart, så består uhyggen også i, hvordan synsvinklen skifter og hæftes til Goiter. Hvordan bylden udstyres med vilje og følelser. Bvadr!

Noget af det samme er på spil i titelnovellen, hvor Daniel er inficeret af en tand, som gror dybt oppe i næsen. Under operationen finder kirurgerne den mystiske tand ’perfekt’ og ’gribende’, og scenen, novellen og dermed hele novellesamlingen slutter hypnotiserende, abrupt og uforklarligt, mens Daniel er i narkose:

– De står i stilhed i noget tid og beundrer tanden. En hvid brud. I rødt blod. ”Man skal rive kjolen af,” siger Sanz overstadigt. ”Ja,” siger Courchesne, ”… men med kærlighed.”

På tværs af historierne kan karakterernes situation forbindes: De sveder, de lider, udmattede af feber eller angst. ’Svagt vand løber igennem hjernen’, står der et sted. De kan godt høre den konstante gnasken i det svampede panikområde, men de er ikke i stand til at navigere rundt i tilværelsen. De har hver især kun overskud til sig selv. Eller som det fortælles om Andy og Beckys venskab i novellen ’Everything OK’: ’De har en pagt. Et væddemål om, hvem der kan miste mest. Man skulle ikke tro, det var muligt at miste mere.’ Det er en slags røvtur i den indre biograf, som de, karaktererne, er på, de rækker ud efter en læskende Nestea, så de i ren nydelse kan falde bagover og forsvinde i et køligt hav. Dødsdriften er overvældende. Turister, er de. På den der ansvarsløse måde. Og de kan lide det. Darkness they seek!

Så gør det mindre for helheden, at flere af novellerne knirker på en ærgerlig måde. De kæntrer en smule, det bliver en anelse upræcist, når teksterne, lidt for smart og forceret og hidsigt, vil krydsklippe og afslutte i det ultraabrupte. Her virker det til, at Zingenberg prøver for hårdt, det bliver en kunstfærdig retningsløshed og en tom gestus. Men det lever man med. Og man lever også med, at ikke alle metaforer er lige træffende, apropos: ’Nina føler sig spændt ud som en flitsbue. Med skyggen af en jagende pil, der flyver af sted. Men det er pilespidsens træfning, der har betydning’.

MIN LILLE HORROR minder mig om Ursula Scavenius’ FJER (2015). Begge er de lovende debutantudgivelser, mørke heksegryder af fantastik og imaginær kvalitet. De har også begge fanget en tone, en nerve, som er yderst fremmedgørende og ikke minder om særlig meget af det, der publiceres i Danmark. Stor ros for det. Når Zingenbergs noveller er bedst, er det ligesom at bore ansigtet ned i et svedent pudebetræk. Tung vejrtrækning, eksistentiel kvalme. Og gud ved, hvor mange væggelus, der gemmer sig dér og roder rundt i håret, mens man sover.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Noveller,

Læs også

Om Joachim Sømark

Cand.mag. i Dansk og Filosofi med speciale i kynisme i dansk litteratur efter årtusindeskiftet. Redaktør for LitteraturNu siden juni 2016.