Vi kan stole på bordene – Palle Schmidt DEN NYE GENERATION – DANSK MØBELDESIGN 1990-2005

Endelig foreligger der en rig antologi over nutidige, danske møbeldesignere. Palle Schmidt beviser, at dansk design er kommet videre efter Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Hans J. Wegener og Poul Kjærholm.

12 møbeldesignere er der blevet plads til i DEN NYE GENERATION. Tilsammen giver deres møbler udtryk for en iver efter fornyelse, men stadig med den velkendte danske funktionalitet i højsædet. Der er mange spor efter læremestrene, men alle steder med et personligt præg og et bud på fremtidens møbeldesign. Under gennemgangen af de unge designeres værker springer en ting i øjnene: Møblernes flerfunktionelle aspekt.

Ikke sjældent kan et møbel laves om til et andet, anvendes på forskellige måder i forskellige sammenhænge eller sættes sammen med andre møbler. Når vuggen er blevet for lille, kan den skilles ad og laves til en reol til legetøjet (Christina Strand). En bænk, der ved at blive stablet bliver til en reol (Thomas Winkel). ”Fremtidens arbejdsplads”, hvor en chaiselong med et snuptag kan laves til en arbejdsplads (Kasper Salto).

Kendetegnende for møblerne er også en bevidsthed om bæredygtighed og miljøhensyn. Alene den flerfunktionelle tanke er bæredygtig og viser, at møblerne ikke bare er siddemaskiner, men også kommentarer til den tid, de er produceret i og til. Deres foranderlighed passer til en verden, hvor mennesker flytter (sig) og hvor omstillingsparat er et plusord. Med klædelig humor spiller møblerne op til Det Fleksible Menneske, som det spiller op til tidsåndens mantra om samtale, hengivelse, eftertænksomhed, dynamisk samvær….

Palle Schmidt kender sit fagområde og præsenterer designerne på en personlig og vedkommende måde. Både de konceptuelt orienterede designere og de mere pragmatiske får pæne ord med på vejen og intetsteds hersker der en bedrevidende tone. I stedet fornemmes en stolthed og glæde ved at kunne præsentere så talentfuld en årgang af møbeldesignere. Og selvom tvivlen af og til indfinder sig (Kan man sidde i den?), så kan vi trygt glæde os til de kommende år i dansk møbeldesign. Der befinder sig en ubestridelig talentmasse og en røre i andedammen, som affejer enhver snak om stivnet dansk design af bordet – og lige ned i sofaen/reolen/stigen/skabet.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Design,

Læs også

Om Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne