Vil du ikke nok bare fucking sove! – Rolf Sparre Johansson SØVN
Landets fødeklinikker og hospitaler burde uddele digtsamlingen SØVN til alle nye forældre, inden de går ud i virkeligheden.
Citat
jeg ligger på knæ på madrassen i stuenMed ansigtet presset ned i lagenet
vera der græder inde på soveværelset
malou siger et eller andet, vera holder op
begynder igen, jeg holder mig for ørerne
hvisker hold nu kæft, hold nu
fucking kæft, tager tæppet
over hovedet, hold nu fucking, fucking kæft
SØVN er skrevet af den debuterende Rolf Sparre Johansson (født 1985) og handler om at blive far og efterfølgende ikke lukke et øje. Digtsamlingen er tilmed udgivet på indieforlaget Kronstork, der udgiver få, men altid læseværdige bøger, og mere behøvede jeg sådan set ikke at vide. Den bog var skrevet til mig.
Så jeg købte bogen på udgivelsesdagen og gik hjem og læste den på en halv time. Og så en gang til. Jeg fløj igennem den. Det er ikke en bog, man slår sig på. Men det er ikke en dårlig ting. Det er bare sådan stilen er. Helt bevidst. Bogen er delt op i to dele med titlerne ‘november 2013 – maj 2014’ og ‘oktober 2014’.
Digtene i bogens første halvdel er helt enkle, slaviske og nøgterne betragtninger over livet som nybagt far. Og som titlen indikerer, går meget af tiden som nybagt far med at få barnet til at sove. Og – når barnet så endelig sover – at bekymre sig over, hvor længe det nu sover, og om man selv kan nå at få sig noget søvn, inden barnet vågner igen. Og sådan bliver virkeligheden jo ved, og derfor bliver digtsamlingen også ved på den måde. Sparre Johansson skriver godt med en original og personlig stemme og observerer helt præcist.
Den underliggende frustration, vrede, bekymring og stille afmagt over barnet, der ikke vil sove, lyser ud af hvert enkelt ord, hvor Sparre Johansson især benytter sig af to gennemgående lyriske virkemidler, gentagelser (jeg’et tager sin datter op, lægger hende og tager hende op igen i en uendelighed) og demonstrativt upoetiske iagttagelser ‘(hun havde det varmt da vi stod op i morges/ jeg tænkte godt at hun måske havde feber / efter jeg tog hendes natdragt af / havde hun det ikke varmt længere)’.
Der er enkelte afstikkere og overrumplende mavepustere undervejs, og det er her, at digtene for alvor løfter sig. Sjovt nok når de handler mindre om den manglende søvn og de konkrete hverdagsting og mere subtilt, vævende og famlende om storheden i at være blevet nogens far. Ikke storheden som i at det er fantastisk at få et barn, men som i at jeg’et pludselig kan fornemme tidens gang på en ny måde. Livet og ikke mindst døden er nu hele tiden nærværende:
– Jeg spørger, om hun kan huske
at vi mødte eigil i dag på legepladsen
hun siger mormor, jeg siger
ja, nej, han var sammen med sin farmor, din farmor er død
sorgen går gennem kroppen
som en kuldegysning.
De to sidste linjer er blandt bogen bedste, synes jeg, og der er et par stykker af den slags. Linjer, der tager pusten fra en, og som pludselig står og sitrer inderligt og sårbart imellem de helt nøgterne hverdagsbetragtninger.
Alligevel er det hverdagen, med sit daglige trommerum og trivielle pligter og ritualer, der ender med at være limen, som holder sammen på livet. For sådan er det jo også. Som Søren Ulrik Thomsen engang skrev: ‘En gang om dagen er ensomheden så stor, at man ikke kan stille noget op med den. Og én gang er lykken. Ind i mellem må man så se at få ordnet sine ting’. Her eksemplificeret smukt i billedet af et par regnbukser, der kastes ned af trappen af den ængstelige far:
– lyden af deres stemmer på vej ned ad trappen
jeg kiggede ud ad vinduet
regnen faldt i en
lige vinkel ned mod gaden, straks en fantasi om
hvis de blev kørt over og døde
hvordan min sorg ville komme til udtryk
jeg står til begravelsen uden at tale med nogen
malou ringede og spurgte
om jeg ville kaste hendes
regnbukser ned ad trappen til hende
I bogens sidste halvdel ændrer stilen og sproget sig pludseligt. Som et direkte resultat af, at jeg’et ikke har sovet i et år (hej Kesi). Der famles efter ordene, der nu står oplistet abrupt og hakkende på siderne i modsætning til den sirlige orden, der prægede første del.
Der er et godt drive i dette sidste langdigt, hvor jeg’et bevæger sig søvndrukkent rundt i sin by skubbende på en barnevogn. Nu er der tilmed et nyt barn på vej, nye bekymringer, nye scanninger og intet overskud. Jeg’et kan hverken stave eller formulere sig korrekt længere. Eller tænke klart for den sags skyld. Al sund fornuft er forduftet, og overalt findes farer for den lille familie. Væk er tolerancen pludselig for kvarterets narkomaner, og så tænker jeg’et som et sidste borgerligt og resignerende suk, inden vi forlader ham og denne fremragende digtsamling:
‘nogen burde gøre noget ved det her
der er for mange af dem’
1 kommentar