En vingeskudt engel – Peter Wiingaard PÅFUGLENS TÅRER

Foruroligende førstehåndsberetning om de irakiske ezidiere og deres hvileløse kamp for at bevare håbet, livet og deres religion er en fjer i hatten på debuterende sociolog.

Citat

Mange mennesker har konsulteret vise mænd, fakirer, som kan se ind i fremtiden, for at høre, om det var rigtigt; ville de døde vende tilbage? Nogle påstod, at de er levende. Folk bliver ved med at snakke om det, og de religiøse har forklaret deres synspunkt. Når jeg prøver at forklare min mor, at eksplosive stoffer og eksplosioner kan opløse et menneske, så bliver hun vred på mig. Så ser jeg, at sandheden gør ondt.

Nineveh-sletterne i det nordlige Irak har været skueplads for adskillige folkeslags storhed og fald, og den frodige jord ved Tigris-flodens bred har givet næring til en kulturel overflod, der strækker sine rødder helt tilbage til i midten af det tredje årtusind før vores tidsregning. Siden har assyrere, babyloniere, persere, grækere, makedonere, romere og arabere alle spædet til med deres særlige sprog, kultur og religion, og ezidiernes verdensbillede udspringer af denne kulturelle smeltedigel.

Ezidierne dyrker én gud og har også meget andet til fælles med de store monoteistiske religioner. Samtidig kan man høre ekkoet af tabte tiders naturreligioner, hvor solen og elementerne var i centrum. Det er ikke let at danne sig et overblik over, hvad ezidierne egentlig tror på. En sagnomspunden hellig kanon er for længst gået tabt, og religionens lærdom er de sidste mange århundreder blevet mundtligt overleveret. Det giver masser af plads til usikkerheder, selvmodsigelser og paradokser. Eller, om man vil, til en dynamisk tradition uden pedantisk ortodoksi. Hos ezidierne kan to udlægninger af samme historie således sagtens leve parallelt.

Wiingaard har gjort det eneste rigtige i forsøget på at kortlægge ezidiernes komplekse religion, idet han i 2011 og 2012 rejste dertil for at lade ezidierne selv sætte ord på deres historie. Bogen er således først og fremmest en rejseberetning fyldt med ezidiernes personlige fortællinger, som Wiingaard supplerer på en harmonisk måde med henvisninger til den sparsommelige forskning på området. Selvom mange detaljer er til debat, så ligger visse ting fast: Alle ezidiere er kurdere, og de har et indviklet kastesystem uden plads til konvertitter, da man skal være født ind i religionen. Udover gud lovpriser ezidierne syv engle. Påfugleenglen Melek Taus indtager en særligt vigtig position. Ifølge sagnet blev Melek Taus sendt til jorden af gud for at tæmme jordskælv og vulkaner og gøre jorden frugtbar. Det var også Melek Taus, der pustede liv i det første menneske Adam – en historie, som har givet anledning til en skæbnesvanger misforståelse. Det siges, at gud befalede Melek Taus at tilbede Adam. Melek Taus nægtede imidlertid, fordi han ikke ønskede at modsætte sig en anden befaling fra gud – nemlig befalingen om kun at tilbede ham. Ezidiernes fjender har på baggrund heraf portrætteret Melek Taus som en falden engel, der trodser gud – altså satan.

Den teologiske fejlslutning er blandt andet blevet brugt som påskud for fundamentalistiske muslimer til at udlægge ezidierne som djævledyrkere og dermed legitime mål for had og terror. Og desværre er ezidiernes historie langt hen ad vejen en lidelseshistorie om forfølgelse, undertrykkelse og død. Wiingaard starter og slutter bogen med at opridse de store linjer i de sidste par års udvikling i Mellemøsten. Det Arabiske Forårs indledende optimisme er for længst druknet i en endeløs voldsspiral, der har sendt millioner af mennesker på flugt. Urolighederne i Irak og Syrien har også været skæbnesvangre for ezidierne, da de har banet vejen for Islamisk Stat. Ezidierne har ganske vist mødt modstand, lige så længe som religionen har eksisteret. Men i kraft af en faretruende systematik og blodtørst er islamisk stats bødler tættere end nogensinde før på at kunne skrive det afsluttende kapitel i ezidiernes historie.

At få dokumenteret ezidiernes historie og særegene verdensbillede er derfor bedrøveligt presserende. Og selvom ezidiernes situation har ændret sig radikalt, siden Wiingaard rejste i området, så er PÅFUGLENS TÅRER et vigtigt og velskrevet bidrag hertil.

Eneste anke er bogens lidt fedtede format, der mest af alt leder tankerne hen på en lommeparlør. Det er sjældent, at man kan sætte en finger på Forlaget Vandkunstens trykkekunst, men i dette tilfælde er siderne så små, at Wiingaards fotos fra rejserne i Irak ikke kommer til deres ret. Når man har bidt det i sig, fortjener PÅFUGLENS TÅRER en varm anbefaling.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Religion,

Læs også

Om Simon Lykke

Simon er bachelor i religionsvidenskab med tilvalg i arabisk og cand.comm.

Skriv til Simon