Woolf er træt af at gå – Virginia Woolf ÅRENE

ÅRENE er en slægtsroman, der viser den engelske middelklasses sæder og vaner fra 1880 til 1930. På trods af det poetiske sprog er den lidt af en ørkenvandring.

Citat

Det var et ustadigt forår. Vejret, evigt omskifteligt, sendte blå og violette skyer i flugt over riget. Ude på landet blev bønder bekymrede, når de så ud over deres marker, i London blev paraplyer slået op og siden slået sammen igen af folk, der så op på himlen. Men sådan er vejret jo i april.

Virginia Woolf er en mester i moderne litteratur. En flanør, der gennem et imponerende forfatterskab har transformeret gåture til samfundskritik. Men med den standard hun selv har lagt for dagen med mesterværker som MRS DALLOWAY, BØLGERNE og utallige fortrinelige essays, når ÅRENE, Woolfs sidste roman, ikke det niveau, hun selv har lagt.

ÅRENE er klassisk Woolfsk: Hvert kapitel indledes med en års- og månedsbetegnelse og med en længere beskrivelse af træernes og gadernes melankolske indflydelse på mennesket. Bogen følger familien Pargiter gennem 50 år – det er dem, der er Woolfs udgangspunkt, dem hun observerer, dem hun bevæger sig flygtigt forbi og bruger som afsats til en større sædeskildring. Der er ti kapitler, med hver deres årstal fra 1880 til ‘Vore dage’ i 1930. Over det tidsspand viser Woolf, hvordan slutningen af 1800tallets viktorianske London påvirkes af industrialiseringen, hvordan sociale klasser inddeles i etager, fra køkkenpigen i kælderen til fruens værelse på øverste etage, og hvor svært det er for en kvinde at sætte sig ud over sin mands behov. Første kapitel indledes i april måned – hvilket må være en varsling om frygtelige tider, da forfatterkollegaen T.S. Eliot på dette tidspunkt allerede havde slået fast, at ‘April is the cruellest month’.

Og første kapitel er da også noget skyggefuld. Mor Pargiter ligger for døden. Det har hun gjort længe. Far Pargiter, som er oberst, har indledt en affære, og alle virker til at vente på, at døden skal indtræffe. Og da det endelig sker, bliver begravelsen en skelsættende begivenhed for hele familien, ikke mindst for datteren Delia:

– Deres forhold til hinanden havde på en eller anden måde ændret sig. De var mere betænksomme og en lille smule betydningsfulde, som havde deres mors død pålagt dem et nyt ansvar. Men de andre vidste, hvordan de skulle opføre sig. Det var kun hende, det kostede en kraftanstrengelse.

Vi oplever begravelsen gennem Delia, som reflekterer over, hvad der foregår. Hun tænker på fætterens gravtale, hvori ‘han syntes at gå fra det kendte til det ukendte; fra det, han troede på, til det, han ikke troede på… Men hvad mente han med det han sagde?’ Hendes tanker vandrer videre til resten af selskabet og bliver til en meget detaljeret tankestrøm, hvor hun tænker over måden der bliver talt – helt uden at gengive, hvad der egentlig bliver sagt.

Anderledes muntert er det i starten af 1900tallet. I lune sommernætter går de unge til bal, oberst Pargiters svigerinde fortæller historier om sit romantiske ungpigeliv og som en ældre dame inviterer oberstens datter Kitty til middagsselskaber.

Woolf tager os frit og fint fra grå familierealiteter til hvert familiemedlems personlige tanker og barnlige eventyr og viser, hvor svært det kan være at få de to til at mødes. Hun svælger i hver persons indre, kun for pludseligt at lade sig afbryde af ydre impulser: talestrømme er fragmenterede, og vi får sjældent lov til at høre en samtale til ende. Og første verdenskrig opleves som en hverdagstilstand. Det er samlet set mange øjeblikke, der skildres i ÅRENE, og mange livsbegivenheder, der gengives, som giver et fuldendt billede af en families udvikling og forgrening. Det enkelte medlem er ikke vigtigt, det er deres brik som del af en større helhed, der betyder noget.

Det er alt sammen meget fornemt, meget gennemført – men det bliver også kedelig læsning. Min anke er primært, at den er for langsom og dvælende, at jeg tidligt i romanen tænker om Delias indre eventyrland, at ‘jaja, hun er en drømmer, det har jeg forstået.’ Nok er Woolf en moderne flanør, men ÅRENE er lidt af en ørkenvandring. Dét jeg altid har elsket og stadig elsker ved Woolfs tekster, bliver i ÅRENE kedsommeligt. Det skuffer mig, men det siger måske også noget om, hvad vi forlanger af hende: Det kedsommelige er måske bare en pointe i sig selv.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Henriette Klejs Engelberg

Henriette er cand.mag i Engelsk og har en skotsk MSc i Moderne Litteratur. Hun med-driver boghandlen ark books i møllegade, sælger bøger for at fremme kendskabet til obskure udgivelser og læser nok mest for også at skrive selv.