Yir! Fucking lækker debut – Theis Ørntoft YEAHSUITEN

Theis Ørntofts digte er blevet kaldt generationsportrætter. Hvis det virkelig er tilfældet, ville jeg ønske, at jeg var en del af den generation. Det må være fedt.

Digt

Smuk & daglig

Det er videnskabeligt bevist, at fodboldfans er bøsser/
de knepper deres forældre – sådan er det bare//

jeg er fuldstændig bevist indtil andet er overbevist/
ting går i stykker ved hjælp af sig selv/
smukke/dejlige ting ødelægger sig selv, det skal de nok sørge for/
de sørger for dét, så sørger jeg for resten/
jeg er fuldstændig overbevidst om, at jeg har en grøn trøje på/
den er ny eller flot//

så går jeg ind på en indisk takeaway og virker oprigtigt interesseret/
men jeg kan ikke helt gennemskue, om jeg virkelig også er det/

hvad ligner det også, at en person går på fortovet foran mig?/
hvad ligner det mest?/
det ligner en person/
men også lidt en himmel, hvis jeg kikker op på den//

Der er eddermame knald på Theis Ørntofts debutsamling YEAHSUITEN, som fx her: ”om aftenen fyrer vi så op på ny – sommerferien peaker/ og luften er varm som kogende vand/ vi løber bare rundt i gaderne og råber og skriger/… Uha – se den blå neon!! råber jeg f.eks. og kysser pigers hænder/ vi er fulde – MEGA fulde.”

I første læsning er det svært ikke bare at løbe med og læse digtene hurtigt og i et stræk. I det tempo bliver digtene til popsange, og de højlydte YEAH!, der afbryder digtene, bliver til omkvæd i en rytmisk og glad, lidt pinlig og meget naiv tilgang til sproget. Det er virkelig meget underholdende på sådan en ’It’s funny because it’s true’¬–agtig måde.

På omslaget af digtsamlingen står en gruppe unge mennesker og stirrer ungdomssløvt ud på læseren. Sammen med det ungdomsprægede sprogbrug har det velsagtens været med til at skabe et billede af YEAHSUITEN som et slags generationsportræt. Umiddelbart synes jeg nu ikke, at der er nogen oplagt grund til læse værket som et forsøg på at give lyd til en bestemt generation af unge. Der er snarere tale om, at stemningen og den potente energi i digtene udtrykker en bestemt alder eller periode i livet, hvor alting føles helt tæt på og verden stadig ligger og roder nede ved ens fødder.

Senere har jeg dog hørt Ørntoft læse op fra digtsamlingen, hvilket foregik i et langsommere og mere underspillet tempo end min egen første læsning. Det samme sker, når man genlæser digtene. Der er rigtig mange fucked situationer og langt ude mennesker. Jeget snubler konstant over verden, der er så meget at blive irriteret på, folk, der skal råbes af og situationer, der går den forkerte vej.

Alvoren, eller inderligheden for den sags skyld, får dog aldrig lov til at fæstne sig i digtene, et hvert tilløb afmonteres straks ved hjælp af en vittig sætning eller en flabet kommentar. Men man skal ikke lade sig narre af digtenes umiddelbare og drengede tilgang til verden, det er bare et panser, der formentlig dækker over en stærk blufærdighed. Er det mon derfor forfatteren bærer solbriller på bagsiden af bogomslaget? Hvem ved, måske er det bare fordi solen altid skinner på ham.

Men egentlig er jeg ligeglad, for Ørntoft gør det godt, sproget er lækkert og digtene udtrykker et klarsyn, som det er svært ikke at holde af. Der er en hyperbevidsthed om, hvad et poetisk sprog er, og hvad det kan. Det lover virkelig godt for fremtidige udgivelser, jeg er fan.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Helle Eeg

Helle er cand.mag i dansk.

Skriv til Helle