Ytringsfriheden bliver i hvert fald brugt – Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt DE ANSTÆNDIGE

Ytringsfriheden bliver godt brugt i angrebene på ‘de anstændige’. Men debatten er ovre, og DE ANSTÆNDIGE fremstår som de sidste liberale krampetrækninger i Muhammed-tegningernes tid.

Citat

Det er også et omstridt punkt at hævde, at motivationen bag islamisters voldelige angreb faktisk skal findes i deres sensitive sind, og at de angiveligt er blevet krænkede i forhold til deres ædle ‘muslimske følsomhed’. En mere åbenbar grund for extremisterne til at udøve religiøs terror mod satire over deres fromhed er, at netop satire meget effektivt er med til at udstille dem som latterlige og patetiske, voldelige klynkere.

Hvem er de anstændige? De anstændige er dem, der for enhver pris vil overholde den ‘gode tone’. Dem, der gerne indskrænker ytringsfriheden for ikke at krænke andres følelser, mere præcist dem, der forsvarer de islamister, der opfordrer til vold som reaktion på en følelse af krænkelse. Sådan karakteriserer Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt blandt andet de anstændige: som en omvendt genopstandelse af den bevægelse i 60‘erne, der for alt i verden ville anstændigheden til livs.

Omdrejningspunktet for DE ANSTÆNDIGE er ytringsfriheden og de situationer, hvori den anfægtes. Især sagen om Salman Rushdie og Muhammed-tegningerne er i fokus som eksempler på, hvordan de anstændige til stadighed hellere vil forsvare islamister frem for at fremstå uanstændige og intolerante. I bogen benyttes Uffe Elleman-Jensen og Tøger Seidenfaden som cases, eksempler på dem der kæmper ‘mod ytringsfriheden’ på baggrund af deres frygt for racismen.

DE ANSTÆNDIGE diskuterer mange interessante problematikker ved ytringsfriheden og de spørgsmål, der dukker op i kølvandet på fx Muhammed-krisen. Kan udsigten til vold og terror retfærdiggøre en indskrænkning af ytringsfriheden, eller er vi blot for bange for at blive kaldt uanstændige? Hvad betyder ytringsfriheden overhovedet for demokratiet? Disse spørgsmål og mange flere forsøges besvaret af Eriksen og Stjernfelt ud fra en liberal politisk- og filosofisk tilgang.

Desværre fremstår DE ANSTÆNDIGE ikke som et seriøst bidrag til en saglig diskussion af ytringsfriheden og dens forhold til demokratiet. I kraft af Eriksen og Stjernfelts angreb på den afdøde Seidenfaden og deres offensive, til tider aggressive argumentation, bliver debatten utroværdiggjort. I et afsnit om den norske politiks møde med den ekstremistiske religion skrives for eksempel:

– Det hører til en af de helt centrale tragedier for de europæiske socialdemokratier, at de siden hen er blevet så ædt op af kulturalisme – af anstændig ‘respekt’ over for ‘kulturer’ – at de ikke ved, hvad ben de skal stå på, når Oplysningen angribes.

Kan ytringsfriheden leve side om side med multikulturalismen og den tolerance, vi alle gerne vil bryste os med? For de anstændige er vejen strøet med kompromiser, for Eriken og Stjernfelt må ytringsfriheden være kompromisløs. Linjerne er tegnet, og DE ANSTÆNDIGE er et liberalt bud på, hvilken vej vi må gå. Men debatten er dermed også meget ensidig, hvilket kun underminerer budskabet. Det forholdsvis kortfattede forsvar for Kurt Westergaards tegninger er et eksempel på denne ensidige argumentation: ‘Det var islamismen selv, der med stor kraft associerede islam med terror, og tegnerne henviste bare til hvad de så.’

Dette ihærdige angreb på anstændigheden og den politik, der i Danmark er blevet ført i mødet med islamismen, falder til jorden, idet debatten forekommer for fremprovokeret. Diskussionen har været, og DE ANSTÆNDIGE er kommet for sent til festen. Muhammedkrisen ligger nu 7 år tilbage, og ytringsfrihedsdiskussionen har fået alt, hvad den kunne trække i årene derefter, nu er der simpelthen ikke mere nyt at hive op af posen.

Nu kan man selvfølgelig anklage mig for at være en af de anstændige, der bare ikke anerkender nødvendigheden af denne diskussion om ytringsfrihed, der som sådan altid er relevant. Men den mangel på ‘god tone’, Eriksen og Stjernfelt kan fremmane, virker blot som et overflødigt provokationsmiddel, der ikke yder ytringsfriheden retfærdighed.

DE ANSTÆNDIGE har mange gode pointer – det må man ikke tage fejl af – men dens paranoide offensiv mod den ‘anstændige’ danske udenrigspolitik er uaktuel og overdramatiseret.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Debat,

Læs også

Om Mette Skovdal Clausen

Mette er født 1987 og er cand.mag i filosofi. For tiden arbejder hun som tekstforfatter og manuskriptlæser og prøver stadig at finde mere tid til at læse. I sin fritid læser Mette både filosofiske og skønlitterære bøger og har en forkærlighed for så forskellige forfattere som Friedrich Nietzsche, Douglas Adams og Scott Fitzgerald.

Skriv til Mette