LitteraturNu har været på Roskilde og spurgt de glade festivalgængere om bogtips.

Ocean Vuong er tilbage med sin hidtil længste bog, en 450 siders lang roman om hukommelsens vold, amerikanske fastfood-familier og en svigtende omsorgssektor.

Er du quiet luxury-forlags-Louisiana-chic? Mere til vandresandaler og verdenslitteratur? Eller hvad med litterære talks som fx "Pornoens idéhistorie"? I LitteraturNus store guide til sommerens bogfestivaler kan finde lige præcis den festival, som passer til din type.

Efter at have læst de første par sider, er der allerede sket noget i mig, som jeg ikke helt kan identificere. Er jeg selv ved at blive skruk? Eller har jeg nærmere fået en underlig trang til at være den baby, som bliver vugget i jeg’ets arme, strøget over ryggen og set på med hans milde øjne? 

Christine Kærulvs debut Motherlode er en hårdtslående digtsamling, der portrætterer en 13-årig piges opvækst på en svinefarm i Midtjylland med en mor, der mest af alt minder om et minefelt. Tis i bukserne, plet på trøjen, uglet hår, ren eksistens eller forkerte øjne. Ja, alt kan i princippet være katalysator for Mors uproportionelle og pludselige verbale overfusninger, der konstant vælter ind over jeg’et og hendes lillebror. Det er derfor med god grund, at jeg’et flygter og forsvinder ind i årtusindeskiftes helt geniale computerspil The Sims.

Jeg kan ikke lide ting i tuber. Jeg kan ikke lide tandpastarester i mundvige. Jeg kan ikke lide fornemmelsen af større, hvide solcremeformationer på huden. Min kæreste ler af mig og mine kuldegysninger, når mayo’en sprutter ud af sin beholder og kalder mig “meget gay” – og det har hun jo ret i, selvom jeg vægrer mig ved idéen om, at det skulle have noget med sagen at gøre. Således udfordres jeg altså hurtigt af Brian, Stefan og al deres sperm og sprog, som også er en slags sperm, der løber løbsk.

Forsidens lyserøde kærlighedskrystal nærmest hvisker tilnærmende hypnoser til læseren mens den svæver foran en sort intethed. Lysten til at proppe den i munden, knuge den i hånden eller kigge væk sammenfiltres med titlen der hænger ovenover stenen; Den første lidenskab. Og gisp, lidenskab det får man i dette værk af Ida Marie Hede.

Det online litteraturmagasin LitteraturNu leder efter et nyt hold redaktører, der fremover vil drive siden og være med til at udvikle litteraturkritikken

Klapteksten afslører det: Litteraturen er et smykke. I al fald fortæller den, at forfatteren til ‘Hænderne formes som en skål og deri ligger jeg’, Emma Kruse Villumsen, er smykkehåndværker. Således kan læseoplevelsen af denne debutbog, hvor forelskelser (eller mangel på samme) på tværs af tid og sted er omdrejningspunktet, også føles som at åbne et smykkeskrin.

I 2020 udgav vi Harald Toksværds forlagsguide til den udgivelsesparate frænde i nød. Den har lige siden været vores mest læste artikel. Her kommer endelig den opdaterede version til 2025, med mange, mange flere forlag og cirka ligeså meget galde.

Da jeg samler En Færdig Mand, anmelder emeritus og forfatter Klaus Lynggaards seneste murstensroman, op, er det med en vis nysgerrig skepsis.

LitteraturNu’s anmelder fandt sig ved et tilfælde til UP-festivalens prisuddeling en søndag aften – den danske comedy-branches forsøg på en genopfindelse efter

”Og så vil vi gerne takke Marx og Engels for vores politiske uddannelse.” Sådan sagde den estiske tekstforfatter Helen Hindpere i takketalen,

Bogforum anno 2024. Den overspændte stemning foran det rød-hvide afspærringsbånd ved indgang 4 til Bella Centeret fredag formiddag blev forløst i det øjeblik, hvor jeg åbnede døren til toilettet i et forsøg på at udnytte ventetiden.

Asta Lucia Bonifacini Jensen er taget til Bogforum for at se hvad dette års debutanter på programmet kan og hvilken ilddåb de bliver budt i de hellige haller i Bella Center. 

Anmeldelse af Vilhelmine Zahles Vildsomme vejeForlaget Escho, september 2024 I denne nyudgave kommer et litteraturhistorisk og banebrydende værk til sin ret. Omslaget

Anmeldelse. D. 23. oktober lader stjernerne os forstå, at en ny bog er født, nedkommet af J. Eika. Det er en mangehovedet,

Anmeldelse af Mette Marie Toftdahl. Da jeg satte mig til at læse den nye danske udgave af Kavans hovedværk, den eksperimentelle roman