1- 0 til historikeren – Dan H. Andersen SKJULTE MAGTER? HEMMELIGE SELSKABER I 1000 ÅR
Dan H. Andersen blæser til kamp mod usaglig historiskrivning. Med benhård historisk kildekritik afmonteres nogle af nutidens mest populære myter og konspirationsteorier. Lyder det kedeligt? Det er det bestemt ikke!
Citat
Jeg er ikke bange for hemmelige selskaber. Jeg er mere bange for folk, hvis verden er befolket ad hemmelige selskaber og sammensværgelser….De fleste hemmelige selskaber er ikke hemmelige eller selskaber eller eksisterende. Hvad angår de for tiden mest berømte, Illuminati og Sions Priorat, så findes det første ikke mere i sin oprindelige form, og det andet har aldrig eksisteret, som det er blevet beskrevet, men er et bedrag fra ende til anden. Engang var der hemmelige selskaber. I vore dage eksisterer de mest i cyberspace og paranoia.
På 178 velskrevne sider præsenterer Dan H. Andersens de historiske fakta bag Kalis Kvælere, Assassinerne, Tempelridderne, Illuminati, Sions Priorat, Thuleselskabet og myten om Kongehuset og den hornede gud.
Der lægges ikke skjul på, at den amerikanske forfatter Dan Browns kontroversielle bestseller DA VINCI MYSTERIET, har været stærkt medvirkede til Dan H. Andersens egen interesse for de populære konspirationsmysterier, og Dan Browns bøger tildeles da også et helt afsnit for sig selv.
I afsnittet præsenteres faghistorikerens version af konspirationsteorierne i den amerikanske forfatters to mest kendte bøger ENGLE OG DÆMONER og DA VINCI MYSTERIET. Ud over de faktuelle historier fortælles også historien om konspirationsteoriernes tilblivelse.
I Dan H. Andersens version af DA VINCI MYSTERIET er hovedpersonerne: ”en bedragerisk fransk præst, en restauratør, en fransk antisemit, tre godtroende eller uredelige efterforskere og en amerikansk forfatter, med gæsteoptræden af Jesus, Maria Magdalena, merovingerne, Tempelridderne, Vatikanet og en masse reklamefolk.” Netop blandingen af faghistorie og historien bag teoriernes tilblivelse giver bogen et ekstra løft og hæver den over det ordinære.
Selvom Dan Brown fylder meget i bogen, er der dog også plads til andre gode fortællinger. Især den folkekære Palle Laurings konspirationsteori om Kongehuset og den hornede gud stikker ud. Kort fortalt mente Lauring, at de danske konger gennem historien havde skullet forny deres lykke hvert syvende og niende år. Dette skete ved at enten kongen eller en stedfortræder blev ofret til den gamle hornede frugtbarhedsgud. Eksempler på denne slags ofringer var mordet på Kong Niels i Slesvig By 1134 og mordet på Erik Klipping i Finderup Lade år 1286. I afsnittet hedder det: ”Umiddelbart virker tesen så absurd, at den kan afvises uden videre diskussion, men sammenlignet med teorierne bag Da Vinci Mysteriet og de utallige sammensværgelsesteorier, der udbasuneres på internettet, er den vel ikke noget ud over det sædvanlige.”
Ud over den historiske redegørelse indeholder bogen også en personlig advarsel fra Dan H. Andersen. For hvad sker der, når konspirationstanker eller myter bliver til fakta? Hvis myten omhandler salt over venstre skulder eller vejrkyndige mariehøns, kan det virke harmløst. Drejer det sig derimod om sex med en jomfru som kur mod AIDS eller udryddelsen af en zionistisk sammensværgelse, kan myter blive farlige og underminere f.eks. politiske beslutningsgrundlag.
Samlet set fremstår bogen som et sagligt supplement til alle der er fascineret af konspirationsteorier.
Mennesket har til alle tider haft en længsel efter alternative forklaringer på verden omkring sig. Lægger man rationaliteten fra sig og begynder en bevidst søgen efter hemmeligheder og tegn, kan man finde sammenhænge alle steder. Geometriske figurer eller hemmelige koder kan nemt konstrueres. Måske endda i denne anmeldelse?
Man kan tro på Dan Brown, nisser eller påskeharen. Når det handler om konspirationsteorier, tror jeg på Dan H. Andersen.