1,2 kg Ursula, tak – Ursula Andkjær Olsen SAMLET, POESI 2000-2010


Ursula Andkjær Olsens format fejres med format i stort format i ny opsamling af de fem bøger, digteren har givet verden i 00’erne. Andkjær Olsens præstation svarer lige netop til den telefonbogstykke bog, jeg sidder med: Mastodontisk.

Citat

Har du noget at skulle have sagt? Nej.
Har du ikke noget at skulle have sagt? Jo.
Har du fået bank [altså Nordea, SLH]. Der er kludder i årsregnskaberne.
Har du givet bank? Av!
Har du kastet først? Lad være!
Har du kastet? Æh bæh!
Har du kastet sidst? Forbier …
Er du blevet ramt? Av!
Er du blevet skubbet? Uhu!
Er du faldet? Den var værre.
Har du holdt kæft? Pardon.
Har du sunget højt? Hva? 

Fra ATLAS OVER HULLER I VERDEN

At læse i den i-en-bogryg-samlede produktion af Andkjær Olsen, der nu foreligger, er i en særlig forstand at læse Andkjær Olsen på ny. Fortjenesten er ikke mindst kunstneren Sophia Kalkau, der i kolofonen er angivet som ansvarshavende for ’Omslag og sats’. Andkjær Olsens fem bøger er i første omgang slet ikke genoptrykt eller reproduceret, men sat op på ny i cool serif-løs font, der er (og det er vitterligt noget nyt) gennemgående. Fonten kaldes instrumentelt og sejt ’Swiss 721’ i samme kolofon.

Der er undtagelser, f.eks. de håndskrevne cirkel-tekster fra HAVET ER EN SCENE (2008), som har fået licens til at vedblive runde og håndskrevne, mens f.eks. de tegnede, broderede og klippede bogstaver fra HAVE OG HELVEDE(2010) er blevet klemt ned i, om man så må sige, standardtypografien. HAVE OG HELVEDE fremstår således som gængs tekst, hvilket på en måde er rart nok men også et frygteligt overgreb.

Andkjær Olsens bøger er i den nye bogs papirstabel, der tæller over 400 stykker papir, adskilt af labre blanksider udfyldt til kanten af guld-print. Herudover er forskellige småtekster, som ikke tidligere har været bragt i bogform, spredt ud – ikke inde i bøgerne, som ellers ville have været befordrende, men i mellemrummene mellem bøgerne. Jeg glæder mig allerede til prædiken fra Sankt Jakobs Kirken, der må komme med i næste opsamling i 2021.

Jeg er en smule beklemt ved den ryddelighed og ordentlighed, der hersker, når Andkjær Olsens tekstmassiv således er struktureret bog for bog. Jeg synes, vi misser en helt oplagt mulighed for at blande bøgerne, rode dem sammen og dermed accentuere, at de jo udover at være forskellige bøger også er den samme kæmpebog, som SAMLET er. Peter Laugesen-opsamlingen RETRO (1984) kunne have været eksemplet til efterfølgelse.

I en af de nye gamle tekster, forfattet til Den Anden Opera i 2002, kaldet ’Miki Alone’, lyder det, efter at Menneskeheden er budt velkommen:

– I vore dage betragtes friheden som en lagkage, og man tager det største stykke til sig selv. Ha, jeg vil have det stykke med jordbærret på.

Her har vi Andkjær Olsen som bedst. Det er økonomernes, de liberale økonomers, favoritmetafor, lagkagen, som digteren fisker op, vender og drejer og – skal vi sige – kaster tilbage i hovedet på dem. Økonomerne bruger lagkagen som en meget løs metafor for samfundets samlede værdi, hvad det så end er? Lagkagen kan gøres større, den kan skæres, den kan deles og omfordeles. Andkjær Olsens lagkage kan og vil begæres og ædes, hvilket jo sætter metaforen i et alt andet end neutralt, deskriptivt lys.

Det er det, Andkjær Olsen kan: Genvise os det sprog, der er vores samfund eller det samfund, der er vores sprog. Det gælder politik og køn. Det gælder identitet og fællesskab. Det gælder tradition og fremtid. I SKØNHEDEN HÆNGER PÅ TRÆERNE hedder det:

– Når man
først har
åbnet munden.

Så bruger man
resten af tiden på

at gøre
alting godt
igen.

Nemlig, Andkjær Olsen gør alting godt igen.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *