159,95 – Dan Turèll ONKEL DANNY FORTÆLLER – DET HELE
Den ligner kassen til et nyt brætspil for hele familien. Men det er en uforholdsmæssigt cigaræskeformet og pangfarvet bog af og om Dan Turèll.
Citat
Mine Anders And-blade var klenodier, de var en skat – jeg vidste, at når jeg havde læst dem to gange (først en hurtig sulten for at sé hvad der skete, så en langsom og nydende for at sé detaljer og pointer, det var metoden eller rytmen) – når de var læst disse to gange, så skulle de bare ligge en tid, så kunne de genlæses – og jeg vogtede dem som Den Gode Hyrde sine får over for vandalistiske yngre søskende.
Per Højholt sagde engang, at prisen på en bog selvfølgelig også er en del af dens kunstneriske udsagn – et aspekt man helt vælger at overse, når liberaliseringen af det danske bogmarked diskuteres i disse dage. I tilfældet med de nyligt gensamlede og -udgivne Turèll-causerier, oprindeligt udgivet i bogform mellem 1976 og 1982, er der i den grad noget om snakken.
Når over 700 tætfabulerende sider kan erhverves for den nette (vejledende endda) sum af 160 kugler, som Turèll ville have sagt, så er det en genuint god indikation for den generøse produktivitet og totalt manglende mådeholdenhed, der er Turèlls kendemærke. Jeg har lige vejet ONKEL DANNY FORTÆLLER – DET HELE, og man får altså 884 gram tekst for det, der svarer til 4 fadøl – en bog lige efter bedste jyske kræmmermentalitet.
Turèlls underholdende og letlæste fortællinger ligger i forlængelse af og omkring VANGEDE BILLEDER (1974) og forsøger konsekvent og uden blusel at lyse hver en afkrog af foreteelsen Dan Turèll op. ’Det skal være oplevet for at komme med’ kunne instruktionen, der har hængt foran Turèlls skrivemaskine, have lydt. Hellere erindringens disede uigennemsigtighed end vishedens knivskarpe fokus og hellere afrevne flager med vitsende pointer end store sammenhængende og alvorstunge udviklingsforløb.
Stemmeføringen er stor i slaget, når det drejer sig om barndommens drengede narrestreger og ungdommens mescalinmæskende bohemetilværelse, men bliver både blid og åh så rørstrømsk, når emnet er kærligheden, luderne på Istedgade eller datteren Lotus.
Det indtryk, læseren får i ONKEL DANNY FORTÆLLER – DET HELE er, at der ikke skelnes og selekteres. Der fortælles bare. Ikke sådan at forstå, at der ikke findes idiosynkrasier – dem er der masser af; ordensmagten, psykologi og teoretisering f.eks. Turèll skifter helt gelinde gear mellem lyrik og prosa, mellem brandere og alvor’ere, mellem medieret erindring og faktuel viden og mellem satte parader og sårbar ærlighed.
Diversiteten, eller med en kritisk tunge, udsalget, viser sig tillige i de medier, mange af stykkerne oprindelig har været trykt i og tænkt til. Jeg nævner i flæng: Information, Ekstra Bladet, Viktor B. Andersens Maskinfabrik, Alt for damerne, Hvedekorn, Samvirke, Maersk Air Magazine, Billed-Bladet. Der er ingen smalle steder i Bredgade, i hvert fald ikke for Turèll. Alle, der var rede til at betale tariffen, fik et skud tekst fra den manisk skrivende skriftrobot.
Der er uantasteligt svipsere, flovsere og tåhylerskæverter imellem. Særligt falder intensiteten i sidste fjerdedel, hvor det virker som om Turèll vitterligt har lænset hovedstolen totalt, og derfor nedslidt og udaset må se sig om efter andet og knapt så fængende stof. Skidt og kanel er med, og det ændrer lige netop ikke ved, at ONKEL DANNY FORTÆLLER – DET HELE er et rigtig godt tilbud fra Borgens forlag og en flot fejring af den 60 års fødselsdag, Turèll aldrig selv nåede at opleve.
