Af | 16. august 2020

33 timer i Narnia

Under corona-nedlukningen tog jeg en tur tilbage til Narnia. At rejse på lydbølger med C.S. Lewis og møde alle de gamle fantasivenner igen på originalsproget var en oplevelse, der slog den aflyste flyferie med adskillige enhjørninglængder. Her et par nedslag og nyttige rejsetips til andre voksenbørn, der overvejer et besøg.

 

Impulsen, der sendte mig til Narnia her godt 70 år efter udgivelsen af C. S. Lewis’ børneklassiker Heksen, løven og garderobeskabet, udsprang af, at vi mellem jul og nytår 2019 fik adgang til en samlet, uforkortet audioversion af den komplette serie hos den amerikanske gren af streamingtjenesten Audible. Helt konkret drejer det sig om 33 timer og 26 minutters oplæsning med udgangspunkt i en 2005-version på britisk engelsk fra forlaget HarperCollins, som det virkelig er værd at søge tilflugt i, ikke mindst på grund af den lydlige dimension.

Er du en af de mange, der aldrig kom videre end til Heksen, løven og garderobeskabet i første runde, så kommer her en hurtig serviceoversigt over seriens titler i den rækkefølge, de oprindelig blev udgivet på engelsk: The Witch, the Lion and the Wardrobe (1950), Prince Caspian (1951), The Voyage of the Dawn Treader (1952), The Silver Chair (1953), The Horse and His Boy (1954), The Magicians Nephew (1955), The Last Battle (1956).

I HarperCollins audioversion har de syv bind hver sin oplæser, alle prominente britiske skuespillere, hvilket må formodes at spejle et ønske hos forlaget om, at oplæsningen skal være levende og engagere lytteren. Ideen er fin, og sikkert profitabel, men jeg overvejer, om det ikke havde været mere hensigtsmæssigt at vælge den samme oplæser til hele værket. Dels arbejder oplæservariationen imod fornemmelsen af et samlet, ensartet fiktivt univers, og dels påkalder den sig unødig opmærksomhed, fordi lytteren i stedet for bare at give sig hen til historiernes skiftende modi også skal vænne sig til en ny stemme med hver ny bog. Jeg vil dog sige, at selvom lytteoplevelsen varierer, også i kvalitet, så er produktionen som helhed vellykket. 

Særligt er jeg begejstret for Kenneth Branaghs version af The Magicians Nephew, som er underfundigt varm i tonen, klassisk som en Cognac nydt i Chesterfieldstole foran pejsen  og dynamisk uden at være teatralsk. I den anden ende af spektret har vi de sidste kapitler af seriens syvende bind, The Last Battle, hvor oplæsningen varetages af Patrick Steward, måske bedre kendt som Kaptajn Jean-Luc Picard i sci-fi-serien Star Trek, der læser så demonstrativt og højenergisk “spændende”, at det, i mine ører, bliver decideret ubehageligt. Hvis ikke jeg havde sat mig for pinedød at høre udgivelsen til ende, havde jeg slukket for ham. I stedet prøvede jeg at komme gennem de sidste par timer ved at springe de værste passager over, justere på lyden og eksperimentere med læsetempoet. Det sidste er heldigvis en reel mulighed, når man lytter i Audibles app. Et sted mellem x0.9 og x0.8, altså 10-20% langsommere end normalen, viste sig at være det mindst generende tempo; langsomheden modererede Stewards unødvendige energiudladning uden at forvrængningen af stemmen blev forstyrrende. 

Mellem de to kvalitetsmæssige yderpunkter ligger mange timers dygtig oplæsning, hvor man ikke rigtig tænker over oplæserpræstationen, og opmærksomheden kan helliges det egentlige, de gode historier om Narnia. 

Selvom oplæsningen varierer i stil, afhængigt af den enkelte stemmeskuespillers fortolkning, er det karakteristisk for alle bind i samlingen, at den alvidende fortæller taler et formfuldendt, melodisk Oxford-engelsk med fyldig resonans, dramatisk rullende r’er, pletvist svulstige SH-lyde, som i freSCH fiSCH, og en tendens til dvælende diftonger, hvor here and there udtales hiaa og thææa. Modsat samtidige Tolkien, der opfinder adskillige både menneske- og elversprog til sit Lord of the Rings-univers, holder Lewis sig fra lingvistiske eksperimenter og etablerer blot den konvention at i eksotisk-feudale Narnia, taler alle selvfølgelig engelsk. Ud over den nævnte Oxford-variant møder vi også et mix af andre britiske dialekter. Menneskebørnene, som regnes blandt adlen, når de er i fantasilandet, lyder stort set som fortælleren, med en ekstra altmodisch snert af Shakespeare/King James’ Bible, i både ordforråd og syntaks, når de har været i Narnia længe. De talende dyr, og andre mere folkeligt anlagte magiske væsner, gives derimod typisk godmodigt landlige dialekter, som bønder i en engelsk pendant til en Morten Korch-film. Historierne er jo skrevet til børn, så de er ikke sprogligt vanskelige, men der er stadig potentiale for at gennemsnitsdansken kan få udvidet sit engelskrepertoire.

 Gennemgående er produktionens oplæsningskvalitet som nævnt virkelig høj, men ud over Patrick Stewards dramatiske overdrev i bind syv, er en anden specifik svaghed ved lydsiden så irriterende, at jeg lige vil give den et par ord med på vejen. Det drejer sig om den talende mus, Reepicheep, som optræder både i bind 2, Prince Caspian, og bind 3, The Voyage of the Dawn Treader. I Prince Caspian, læst af Lynn Redgrave, får den evigt kampberedte mus en dekadent overklasseaccent, som passer udmærket til karakterens selvbillede, men i The Voyage of the Dawn Treader ødelægger oplæseren, Sir Derek George Jakobi, fuldstændig Reepicheep ved at give ham en irriterende lille og skinger stemme. Til Jakobis forsvar skal det siges, at Lewis selv beskriver musens stemme som shrill i bøgerne, men i lydbogspraksis holder den skingre fortolkning ikke. Heldigvis findes der bedre valg derude, så den talende mus’ ære er stadig i behold. I filmatisering af Prince Caspian (2008), gives Reepicheep for eksempel stemme af den britiske komiker og skuespiller Eddie Izzard, hvis timing og intonation som talende mus er et humoristisk kunstværk i sig selv, et klart highlight i en ellers middelmådig film. Izzards præstation minder både i personlighedsfortolkning og kvalitet om en anden stemmeklassiker, nemlig Antonio Banderas’ bestøvlede kat – Puss in Boots – i Shrek 2 (2014), som Reepicheep har ikke så lidt til fælles med. Begge skuespillere tolker de fysisk små karakterer med den grad af swag og resonans, der klæder deres store personligheder.

Den optimale læserækkefølge af bøgerne i serien er så omdiskuteret, at det også kræver en kort kommentar. Måske er en af grundene til uenigheden, at Lewis selv nægtede at foreskrive en bestemt orden som værende den rigtige. Det er HarperCollins/Audible til gengæld ikke bange for at gøre. Som noget nyt insisterer udgivelsen på historiernes interne kronologi som det ordnende princip. Særligt hvis man har læst serien før, tænker jeg det kan være en udmærket idé, at følge denne rækkefølge, men ellers vil jeg anbefale at man venter lidt med The Magician’s Nephew, som internt-kronologisk ligger først. På grund af dette binds opklarende prequel-natur kan det at begynde her nemlig spolere en organisk, gradvis opdagelse af Lewis’ univers, som jeg synes man bør unde sig selv. Det giver mere mening at høre forhistorien, når man først er blevet forelsket i Narnias på en gang sælsomme og genkendelige (engelske) folk og fæ.

Afslutningsvis vil jeg henlede opmærksomheden på at Audible, som reaktion på de mange coronarelaterede skolelukninger, og stadig i skrivende stund i sommeren 2020, tilbyder en lang række titler til fri streaming. Blandt andre kan man få adgang til endnu en klassiker af C. S. Lewis, denne gang decideret for voksne, nemlig The Screwtape Letters (1942), hvori Lewis satiriserer i brevform over det han oplever som samtidens (dobbelt-) moralske forfald ved at lade en bureaukratisk mellemledertype af en djævel, Screwtape, instruere sin opsendte nevø, Wormwood, i hvordan man bedst lokker briterne i fordærv med henblik på at sikre, at flest muligt kommer i helvede. I rollen som satirisk samfundsrevser er Lewis underholdende spids og overraskende relevant her snart 80 år senere. 

Audibles version af The Screwtape Letters, læst af stemmeskuespiller Ralph Cosham, er behagelig og letforståelig, men jeg lader mig fortælle at Monty Python-komikeren John Cleese’s grammynominerede version fra 1988 er uovertruffen. I den nyeste danske oversættelse hedder den Fra djævelens blækhus (2004).

Bedømmelse: 5 ud af 6 lygtepæle

 

Tina Juul Møller er cand.mag i engelsk og spansk

Nyeste anmeldelser i kategorierne Børnebog, Litteratur, Lydbøger,

Læs også