Uden titel
HILMAR IVERSENS ENSOMHED er en velskrevet og indsigtsfuld roman om en stille eksistens’ deltagelse i den spanske borgerkrig. En norsk version af George Orwells klassiker HYLDEST TIL KATALONIEN.
Citat: Borte er raseriet, borte skuffelsen og bitterheden. Tomheden i dit indre er af det gode, siger jeg til mig selv. Er alt idel tomhed? Ja, siger jeg. Det er den der udgør min glæde. Det tomme liv.
Den spanske borgerkrig er en af de mytologiske krige, der til stadighed kan fascinere og forskrække i sin tragedie. Den forvarslede Anden Verdenskrig ved at være det første sted i Europa, hvor fascismen gik i krig. Franco rejste militæret til kamp mod en demokratisk valgt folkefrontsregering, og fik hurtigt støtte fra de fascistiske og nazistiske regimer. Resten af Europa frygtede kommunisterne mere end fascisterne, og under påberåbelse af en indgået ”ikke-interventionsaftale” lukkede man øjnene for Italiens og Tysklands åbenlyse indblanding i krigen. Den støtte der ikke kom den spanske republik til hjælp fra andre regeringer, kom til gengæld fra forskellige enkeltpersoner, der meldte sig frivilligt til kampen mod fascismen. Idealister, lykkeriddere, kommunistiske disciple og andre desperados endte på den måde i kolde spanske skyttegrave, hvor de så kunne spekulere på, om de gjorde nogen nytte. Rigtig tragisk blev borgerkrigen, da den udviklede sig til det perfekte eksempel på venstrefløjens herostratisk berømte interne splid. Stalin blandede sig og sendte en del materiel og udstyr til republikkens Moskva-tro kommunister. Disse begyndte så at bekæmpe deres hidtidige allierede: Anarkister, socialister og andre såkaldte ”trotskister”. Det fik sin sørgelige kulmination med gadekampe i Barcelona og banede endeligt vejen for Francos middelalderlige regime. Alt dette handler HILMAR IVERSENS ENSOMHED om. Hilmar Iversen er kommunist og går rundt i Oslo som arbejdsløs akademiker, da nogen foreslår ham at tage til Spanien. Det gør han så, i håbet om at finde lidt mening og fællesskab dér. Han såres og ser samtidig med tydelig klarhed, at kampen ikke kan vindes. Han var ingenlunde nogen blåøjet idealist, da han ankom, men den totale desillusion rammer ham dernede. Ikke bare denne krig er tabt, men hele kommunismens spøgelsesagtige karakter blotlægges. Det er en drøm, der ikke kan indfries. Det er et fællesskab, der ikke eksisterer. Alligevel er Hilmar stadig medlem af partiet i 1953, det tidspunkt hvor historien fortælles fra (romanen er fra 1992, og skal derfor også læses til lyden af murens fald): – Vanen er blevet mit væsen. Jeg er bange for at mit medlemskab i partiet også er blevet en vane. Er der ikke noget tilbage i mig som kan minde om engagement? Hilmar fortæller med fint fokus på de skæve, afslørende detaljer. Den resignerende og nøgterne efterkrigstone er ramt perfekt, og borgerkrigens dagligdag, paradokser og håbløshed er lige på kornet. Bogen indledes med to citater, det ene fra George Orwells HYLDEST TIL KATALONIEN. Orwell var selv frivillig i krigen og skrev en suveræn bog om de deprimerende oplevelser, ikke mindst de nævnte gadekampe i Barcelona. Hvis man ikke har læst Orwells bog er det sådan set bare at komme i gang. Bagefter kan man så læse HILMAR IVERSENS ENSHOMED; det er en indsigtsfuld og afdæmpet bog om en fascinerende og tragisk krig.
