Tæppe for Zuckerman – Philip Roth EXIT GENFÆRD
Syge, inkontinente, bitre, gamle og impotente. Philip Roth og Nathan Zuckerman er tilbage.
Citat
HAN
Så din elsker kan ikke rigtig pirre dig. Og dit ægteskab kan ikke rigtig pirre dig. Havde du forventet at dit ægteskab ville være pirrende?HUN
(Griner) Ja.HAN
Havde du virkelig?HUN
Ja.HAN
Lærte I slet ingenting på Harvard?
Gode, gamle Nathan Zuckerman. Igennem flere bøger er han blevet ført igennem den ene misere efter den anden: Først smerteligt jagtende den litterære berømmelse, så smerteligt gennemlevende den og til sidst smerteligt forsøgende at flygte fra den. Undervejs har han nedlagt dusinvis af skønne kvinder, plejet sit overordentligt svulmende ego og gennemgået flere ydmygende og pinlige sygdomsforløb end man kan tælle på et par hænder. Har man fået en kraftig overdosis livsglæde og kvalm familieidyl (som fx i juledagene), er der altid hjælp at hente hos Philip Roth og hans hypokondriske, hårdkogte og hårdføre alter ego.
Og nu er han tilbage en sidste gang. I EXIT GENFÆRD vender Zuckerman tilbage til New York, hvor han ikke har sat sine ben de sidste 11 år. I den tid har han ført en eremitagtig tilværelse i sit lille hus dybt inde i skoven, uden at lave andet end at skrive bøger. Han er blevet gammel, syg og indelukket og kræver nu intet andet end fred og ro til at leve de sidste år af sit liv ensomt til ende.
Grunden til at Zuckerman vender tilbage, er en tiltagende (og udførligt beskrevet) inkontinens der måske kan kureres af New Yorks førende urolog. Men mens han er i New York, gør Zuckerman tre bekendtskaber der rykker ham ud af sit sikre skjold en sidste gang. Den første er Amy Bellette, som Zuckerman for første gang mødte som ung forfatter hos sin store litterære helt, forfatteren E.I. Lonoff. Dengang havde den unge, smukke Amy en affære med Lonoff, men nu er hun gammel, slidt op af sygdom, og vogter på Lonoffs litterære arv. Det andet møde er med en ung, ærgerrig mand, der vil skrive Lonoffs biografi – og derigennem afdække Lonoffs ‘store hemmelighed’. Det sidste møde er med et ungt forfatterpar, som Zuckerman impulsivt beslutter sig for at bytte bolig med. Her vækker den unge kvinde, Jamie, Zuckermans ellers for længst hengemte erotiske drifter til live igen.
EXIT GENFÆRD er således en direkte efterfølger til den allerførste Zuckerman-bog fra 1979, FORFATTERSPIRE, dog med det tvist at handlingen udspiller sig mere end 50 år senere. Og her ligger en af bogens store styrker: I de mange års afstand mellem handlingen i de to bøger, ligger en vemodighed og en underspillet følelse af tab, det ikke er kutyme at finde i Roths ellers usentimentale Zuckerman-bøger. EXIT GENFÆRD er stadig kompromisløs i sin hudløshed – der skjules således ikke noget, når Zuckermans forskellige lidelser bliver udpenslet – men samklangen med vemodigheden gør, at stemningen i bogen er mere kompleks end man er vant til.
Når EXIT GENFÆRD alligevel ikke kommer op på siden af en del af Roths tidligere produktion (som fx den fremragende ZUCKERMAN UNBOUND fra 1981), skyldes det at handlingen ikke helt formår at gribe læseren. Det står fx ikke klart hvorfor Zuckerman kaster sig ud i dette eventyr og forlader sin selvvalgte eksil, når han nu hele tiden forsikrer sig selv om, at han i virkeligheden ikke ønsker at gøre det. Og de plotmæssige tvists, der uden varsel skal føre handlingen helt nye veje, er ikke så overrumplende eller overraskende som man kunne have ønsket.
Philip Roth mestrer dog stadig den erotiske, underspillede dialog. I EXIT GENFÆRD slår det således gnister mellem Zuckerman og den unge kvinde Jamie – på trods af (eller måske netop fordi) at dialogen kun udspiller sig i Zuckermans hoved.
Sammenlagt er EXIT GENFÆRD en fin bog, der dog desværre kun sporadisk løfter sig helt derop, hvor Nathan Zuckerman fortjener at befinde sig i denne sin sidste optræden inden tæppefald.
_____________________________________________________________________
Litteraturnu anmeldte i november 2007 den engelske udgave. Læs anmeldelsen af EXIT GHOST her.
