Beslægtet med potens – Thomas Gravgaard VI ER VÅBENBRØDRE


Fodbold er vold, nazihilsner og rigtige mænd. Hooliganisme giver mænd lov til og mulighed for at udleve maskulinitet i en feminiseret verden. Det er svært at være fan.

Citat

Et sted mellem det rene testosteron og de kulturelle idealer, jeg voksede op i, og som stadig i tidevandsbølger, under en præmenstruel månes kommando, hjemsøger samfundet, prøver ihvertfald en artig tøsedreng, der så gerne vil være vellidt af alle og en påtaget hooligan, der bærer sin Stone Island-uniform som et panser og bruger f-ordet i hver anden sætning for at lyde lige så hård, som han forsøger at se ud, nu at holde fred.

At læse Thomas Gravgaards roman som kvinde og fodboldnovice er måske ikke i sig selv en queer læsning. Det skal dog alligevel slås fast til en indledning, at der er en hovedvej i bogen, som denne anmelder vil have svært ved at se de finere nuancer i. Det drejer sig om et meget autobiografisk spor, hvor den lille søn fra et trygt, jysk lærerhjem bruger fodboldmarken som eneste ventil for sin ibosiddende vrede. Forældrene løser alle konflikter uden, at de bliver til konflikter, og det gør den lille Thomas til en blød dreng, der har alt for mange pigevenner, tårer og weltschmertz til at kunne spille på de andre drenges banehalvdel. I stedet spiller han fodbold alene, han løber rundt på marken og forestiller sig de jublende folkeskarer – men afstraffer også jævnligt sig selv med at banke hovedet ind i målpælen.

Man kan med god grund sige, at den unge Thomas fortsætter i det spor. Han spiller ikke selv fodbold, men bruger gennem hele sin ungdom sporten til at udleve både sine drømme og sin aggressivitet. Sammen med nogle af Europas mest berygtede hooliganbevægelser arrangerer den unge journalistspire massebevægelser på tilskuerrækkerne såvel som uden for stadion. Han starter med romerlys og slutter med at sparke en anden fan i nyrerne.

At være ultra, causal eller hooligan er at være en støttebevægelse for meget mere end fodbold. Det, man støtter, er ikke bare et holdets spil, men holdets mentalitet, som rækker langt længere tilbage end klubbens historie og forbinder spillet med landsdelens politiske kamp. Man støtter fodboldens politiske og kønspolitiske holdningsbevægelse inklusiv en skarp højredrejning eller endda slagside. For som hooligan støtter man i sidste ende vold for voldens egen skyld; det er lysten til at slå på tæven, der driver værket. Det er sådan, man bliver en mand.

Det er meget svært for mig at være andet end dybt uenig med Gravgaard i hans syn på køn, på politik og på vold. Især irriterer det mig, at det er forældrenes og samfundets skyld, at han hader kvinder og tæver mænd, som mener noget andet end ham selv. Som beskrivelse af et bestemt perspektiv og dets yderste konsekvens kan jeg imidlertid sagtens sætte pris på bogen. Vi ved for lidt om, hvad der er motivationerne, kendetegnene og oplevelserne, når ensidige holdninger bliver til voldelige massebevægelser.

Ligger der virkelig et særlig maskulint frihedspotentiale gemt i fodbold, sådan som Gravgaard påstår? Hvilke redskaber har den moderne mand til at håndtere aggressivitet, depression og selvhad – og er fodboldfællesskabet i sig selv en copingsstrategi? Hvad adskiller hooliganisme fra andre voldelige fællesskaber, og hvordan arbejder de forskellige ’firms’ sammen internationalt? Gravgaards bog præsenterer nogle holdninger, som udfordrer den måde, feminister og forskere tænker kønsidentitet på. Stilen er meget grundigt beskrivende, dvælende, forklarende, grænsende til det gentagende, og derfor er der nok at arbejde videre med for den, der vil undersøge fænomenerne nærmere.

For de uindviede er der altså nok at undre sig over i Thomas Gravgaards bog. Den er et sted at starte med at tænke over mænd, fodbold og fællesskab. For allerede etablerede fodboldelskere er der måske endda nogle svar at hente på spørgsmål om, hvad det er samfundets feminisering har gjort dem til: indestængte, voldsforherligende og højredrejede maskulinister. Det er en svær cocktail at holde af, både for det omgivende samfund og for de stakkels mænd selv. Selvom det er et interessant og underbelyst fænomen, er jeg ikke en fan af VÅBENBRØDRE, og jeg ville ønske at det kun var på fodboldbanen og ikke i hele det omkringliggende samfund, at de spillede deres spil.

Skrevet af Sidsel Kirstine Harder

Sidsel er sociolog, hvilket mest er en undskyldning for at mene noget om seksualitet, rusmidler, kriminalitet og anden elendighed. Hun har små børn, der skriger meget, hvilket har gjort hende til en aggressiv læser og en tilsvarende idiosynkratisk anmelder.Skriv til Sidsel

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *