Tidsbilleder uden tid – Thorstein Thomsen SNE PÅ HENDES ANSIGT
Tiden er omdrejningspunktet og samtidig fuldstændig fraværende i Thorstein Thomsens generationsportræt af tre kvinder, som alle kæmper mod at få fortiden med ind i fremtiden.
Citat
Jeg har længe tænkt, jeg kunne samle mine historier, dem jeg har fortalt, dem jeg ikke kunne bruge på scenen, og dem jeg har inde i mig, og som er stillet væk lidt på samme måde som skinnerne fra mine fætres Märklin-togbaner, der stadig står i papkasse på et loft og kan pakkes ud og sættes sammen til et mønster. Jeg kunne sætte mine historier sammen, så de fik lov til at sno sig gennem det landskab, der er min familiekrønike.
Fine og skrøbelige snekrystaller fordeler sig på en mørk og truende himmel på forsideillustrationen til SNE PÅ HENDES ANSIGT. Det er fristende at overføre symbolikken til romanens tre kvindeskæbner, som trods deres sarte fremtoning forsøger at bevare en anstændig tilværelse i barske rammer og hadske omgivelser.
Thorstein Thomsen har i sin seneste roman taget familiekrønike-trenden til sig og lader via den yngste kvinde, historiefortælleren Michala, de tre generationer folde sig ud i tidsrummet 1936-2006.
Det kunne være ren Danmarkshistorie, men SNE PÅ HENDES ANSIGT er sælsomt renset for historiske begivenheder og andre hyggelige genkendelsesfaktorer, som typisk knytter sig til litterære tidsbilleder. De tre kvindeskæbner, som begynder med skildringen af Michalas mormor, berører kun flygtigt tredivernes depression, de dunkle krigsår, de pomadiserede halvtredsere og de løsslupne år efter ’68. Det er nemlig ikke kulturhistoriske kendetegn, som danner grundlaget for de tre hovedpersoners udviklingsforløb, men derimod de forskellige årtiers eksistentielle begrænsninger og muligheder.
Først fremhæver romanen tidens negative konsekvenser i forhold til Michalas mormor, som i 1930’erne tvinges til at blive i ægteskabet med en skrigende psykopat, hvis visitkort både indeholder seksuelle overgreb og umotiverede voldshandlinger. Herefter skildres halvtredsernes begrænsninger i relation til Michalas mor, som må gå på kompromis med uddannelse og kærlighed for at kunne brødføde Michala, hvis skæbne bliver, at gamle begrænsninger opløses, og at hun derfor i 1970’erne står over de frie muligheders forbandelse.
Den ultimative frigørelse er nemlig ikke problemfri for Michala, hvis livsforløb udgør to tredjedele af romanen. Hendes liv dominerer altså i høj grad SNE PÅ HENDES ANSIGT, hvilket er synd, da det især er i skildringerne af mormoren og moren, at romanen får en vigtig kant, som langsomt forsvinder i den noget langtrukne beskrivelse af Michalas liv. Samtidig forsvinder den humoristiske tone, som følger de to første kvindeskæbner og efterfølges – lidt ærgerligt – af en voksende selvhøjtidelighed.
Træg handling og svindende humor til trods er SNE PÅ HENDES ANSIGT en fantastisk læseoplevelse, som lader individets eksistens komme foran historiske dvælerier. En slags erindringsformidling, der i sine velkomponerede fragmenter spreder sig som snekrystaller på en mørk og truende himmel.
