En tidlig fremavling – Friedrich Nietzsche SCHOPENHAUER SOM OPDRAGER
Et tidligt skrift fra Nietzsches hånd byder på en kritisk gennemgang af begrebet dannelse, lidt genidyrkelse af Schopenhauer og selvfølgelig et sprog af poetiske dimensioner.
Citat
Når vi engang imellem indser dette, så undrer vi os såre over al den svimlende angst og hast, og over den drømmeagtige tilstand i vort liv, der tilsyneladende gruer for at vågne op og drømmer desto mere livligt og uroligt, jo mere denne opvågnen nærmer sig. Men vi føler samtidig, at vi er for svage til at udholde den dybeste introspektion særlig længe ad gangen, og at vi ikke er de mennesker, som hele naturen for sin forløsnings skyld styrer hen imod: Det er i sig selv en bedrift, hver gang det lykkes os at hæve hovedet over vandoverfladen og mærke, hvilken strøm vi er prisgivet. Men heller ikke dette, at komme op til overfladen og vågne for et kort øjeblik, vil lykkes os af egen kraft, vi skal løftes – og hvem er de, der skal løfte os?
Friedrich Nietzsche (1844-1900) var i 1874, hvor SCHOPENHAUER SOM OPDRAGER blev udgivet som et af fire essays, kun 30 år og ansat som professor i filologi ved universitetet i Basel. I forhold til Nietzsches livsværk må denne titel altså anses som et af de tidligste filosofiske skrifter, kun udgivet to år efter hans første større filosofiske værk, TRAGEDIENS FØDSEL.
SCHOPENHAUER SOM OPDRAGER er kulturkritisk af natur, og som andre af Nietzsches værker angribes især den tyske kultur i samtiden. Selvom titlen antyder en gennemgang af Schopenhauers filosofi, handler bogen i højere grad om en kritik af dannelsesbegrebet, og Schopenhauer bruges i den sammenhæng som eksempel på en god opdragelsesfigur – en person, der opdrager i form af sit væsen.
Nietzsche fremstiller i bogen den gode opdrager som et menneske, der hjælper dig med at finde dig selv, at turde dig selv som mere end blot menneske. Dannelsen, der her sidestilles med opdragelsen, skal gøre dig til et menneske, der ikke frygter sine omgivelser og ikke er bange for at stå alene. Den dannelse, der derimod foregår i Tyskland, ser Nietzsche som overfladisk, den tjener ikke kulturen, men søger kun at øge rigdommen og ikke ånden: ‘Mennesket tillades kun kultur i det omfang, der tjener erhvervslivet og verdenhandelens interesser, men det kræver man også af det.’ I den forbindelse er kritikken i høj grad relevant idag, hvor staten også søger at få de studererne så hurtigt igennem uddannelsessystemet som muligt, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet, hvorfor de mindre og, i økonomisk øjemed, irrelevante studier, lukkes ned.
I Nietzsches senere filosofi findes stadig den genidyrkelse, der udtrykkes i SCHOPENHAUER SOM OPDRAGER. Det handler her om fremmelsen af de enkelte personer, hvis fremkomst er samfundets mål og målestok, de enkelte, der skal løfte menneskeheden. Geniet, den enkelte, der rejser sig over pøblen, er det kulturelle højdepunkt, i modsætning til de mennesker, der som før nævnt blot er avlet af staten til at tjene penge. Et sådant geni var Schopenhauer, hans person fordrede dannelse af en højere art, ifølge Nietzsche, der blandt lignende genier identificerede Wagner, som han senere tog stor afstand fra.
Nietzsches samlede forfatterskab er ikke direkte sammenhængende, han modsiger i senere værker direkte sig selv fra tidligere skrifter. Der findes derfor i SCHOPENHAUER SOM OPDRAGER både ideer, Nietzsche fastholdt gennem alle sine værker, og ideer, som han senere tog afstand fra. Heriblandt hans grundlæggende forhold til bl.a. Schopenhauer og Wagner som kulturelle kæmper. Bogen er derfor interessant som et indblik i Nietzsches tidligere filosofi, og man kan spore kimen til mange af hans senere værker i hans tanker fra dette skrift. På baggrund af afvigelserne mellem disse tidligere tanker og den senere Nietzsche vil det dog være en fordel at have et kendskab til Nietzsches andre værker, inden man giver sig i kast med SCHOPENHAUER SOM OPDRAGER.
Hvis man føler sig godt nok rustet til at begive sig ud i den unge Nietzsches tanker, vil man glæde sig over, at hans sprog allerede i 1974 var en både dramatisk og poetisk affære. Den slagkraftige retorik, der kendetegner Nietzsche, er i SCHOPENHAUER SOM OPDRAGER ikke så hårdtslående som i andre værker. Skrivestilen synes mere overvejet og tilbageholdende, men heldigvis ikke mindre nietzscheansk: ‘Ak, dine døve øren, dit sløve hoved, din flakkende forstand, dit indskrumpede hjerte, ak, alt det, jeg kalder mit! Hvor jeg foragter det! Ikke at kunne flyve, men kun flagre!’
