Med blod og fattigdom på samvittigheden – Philipp Meyer SØNNER
Tilspidsningen af USAs flygtningekrise ophøjer en nogenlunde bog til en tankevækkende kommentar til aktuel storpolitik.
Citat
Selv hvis Gud fandtes, ville det være grotesk at sige, at han elskede menneskeslægten. Det kunne lige så gerne være omvendt han kunne meget vel bedrage os systematisk. At tro at en almægtig skabning skulle skabe en verden til nogen anden end sig selv, at han skulle bruge al sin tid på at varetage laverestående væseners interesser, det stred mod al fornuft. De stærke tog fra de svage, kun de svage troede noget andet, og hvis Gud var derude, var han nøjagtig som grækerne og romerne havde haft mistanke om; en drilleånd, en ældre bror der bruger al sin tid på at finde måder at straffe én på.
Når man samler Philipp Meyers SØNNER op, tror man, at man har hørt historien før. En ung mands møde med indianere udvikler sig til sympati, og i stedet for at bekrige dem slutter han sig til dem. DANSER MED ULVE, POCAHONTAS – to name a few.
Men hvad sker der, når vi træder ud af eventyret, helt derud hvor realismen bor, og den hvide mands loyalitet alligevel ligger hos de hvide? Når Kevin Costner smider lændeklædet og trækker i Rangeruniform? Hvem har så ret til rødhudernes land? Og hvordan vil den unge mands efterkommere tolke spørgsmålet om ejerskab af Det Vilde Vesten, når også mexicanerne har meldt sig på banen?
Det er med disse spørgsmål in mente, at Meyer sætter ud for at fortælle en skabelseshistorie om USA, der ligger langt fra den patriotiske stolthed, man almindeligvis får serveret på de længdegrader. Romanen fortæller historien om, hvordan USAs grænse mod syd blev til som resultatet af den hvide mands morderiske bøllemetoder (se også BLODETS MERIDIAN). Og ved at trække romanens slægtslinje op til i dag stiller Meyer spørgsmål ved de nuværende tilstande på den amerikanske grænse.
For historien er hyperaktuel. Når man tænder for CNN i disse dage, ser man hjerteskærende billeder fra det sydlige USA. Tusindvis af immigranter – hovedsagligt børn – der i disse måneder vælter ind over grænsen. Sendt af sted af desperate forældre, der håber, at den amerikanske regering snart ratificerer den lov, der gør illegale indvandrere til statsborgere. De flygter fra fattigdom og stofkartellernes voldsregimer mod et forhåbentligt bedre liv, hvor selv bunden af det amerikanske samfund forekommer mindre slem end det liv, de flygter fra.
Tv-billederne viser også amerikanske borgere, der med skilte påskrevet tekster som ‘Go home, immigrants!’ og ‘Protect our borders!’ forsøger at beskytte DERES land og DERES grænse. For dem, som for CNNs dækning og i almindelig daglig tale, forekommer det at være en selvfølgelighed at kalde grænsen mellem USA og Mexico for USAs grænse til Mexico. Det er USA, der beskytter den. Den tilhører USA.
Eller gør den? SØNNER synes at foreslå, at grænsen kun går, hvor den gør, fordi de hvide var i stand til at begå større nederdrægtigheder end mexicanerne og indianerne. Så hvorfor skulle disse mennesker ikke have lov til at udfordre den? Han beder sin læser se ud over historien om Uafhængighedskrigen og The Founding Fathers og huske på, at USA også er blevet til med blod og andres fattigdom på samvittigheden.
Men selvom den er en vigtig og også en god bog, bliver SØNNER aldrig en stor roman. Den er udmærket skrevet, men det litterære bliver i sidste ende ofret for den politiske sag. Karaktererne bliver soldater for sagen, og så er der for langt mellem de store indsigter (om end der gives et par stykker, hvoraf en er citeret i boksen ovenfor). Men til dem, som måtte ønske et nuancerende perspektiv på den nuværende krise og USA i det hele taget, må bogen alligevel siges at være et must read.
Og til sidst et virkeligt surt opstød til den danske udgave, hvor man ud over den håndfuld slåfejl, der nu engang er uundgåelige i en bog på over 500 sider, finder en fejl, som ikke blot er pinlig, men RIGTIG pinlig. Et sted i korrekturen må man være kommet i tanke om, at en amerikansk Ranger skal skrives med stort. Det har man valgt at rette ved en gang ‘søg-og-erstat’. Det kan man jo godt, for Ranger er jo trods alt ikke et ord, man støder på så ofte på dansk, vel? I hvert fald ikke, hvis det ikke var fordi, ‘søg-og-erstat’ erstatter, hver eneste gang ordkombinationen r-a-n-g-e-r forekommer. Dermed er bogen nu fyldt med spændende og eksperimenterende nygloser som for eksempel arRangerer. Forstyrrende. Pinligt.
————————–