Enlig dame 40 år – Douglas Coupland ELEANOR RIGBY
Aaah, look at all the lonely people (whua-wha-whuau-wha-wha (Det er en cello)). Aaah, look at all the lonely peoAaah, look at all the lonely people (whua-wha-whuau-wha-wha (Det er en cello)). Aaah, look at all the lonely people (whua-wha-whuau-wha-wha (Det er celloen igen)). Det er omtrent sådan omkvædet i Beatlesnummeret ELEANOR RIGBY går. Og det er her, Douglas Coupland har snuppet titlen til sine nye roman, der ligesom sangen handler om ensomme mennesker.
Det er ikke første gang Coupland låner fra popmusikken – hans 1999-roman KÆRESTE I KOMA lånte fra The Smiths GIRLFRIEND IN A COMA, men 1994-klassikeren GENERATION X var helt og aldeles i den grad hans egen titel. Senere er den blevet hele verdens og Coupland er blevet en mand som man lytter til.
Couplands ensomme hovedperson i ELEANOR RIGBY hedder Liz Dunn. En ikke helt ung og ikke helt gammel, overvægtig canadisk kvinde med stabil indkomst fra et udefinerbart kontorarbejde, egen klinisk upersonlig lejlighed og ingen omgangskreds. Der er dog lige noget familie: travl bror, ditto søster og en humørsvingende mor; men deres funktion begrænser sig til at bekræfte Liz Dunn i hendes ensomhed.
Alt dette vil dog ændre sig. Det ved vi fordi Liz fortæller sin historie med 7 års tilbageblik, og fordi hun siger, at det altså har ændret sig. Spørgsmålet er hvor meget og helt præcis hvad, Liz skal igennem for at komme ud på den anden side, og det er romanens motor.
Benzinen i motoren er Jeremy – Liz’ bortadopterede søn, undfanget på en skoletur til Rom da Liz var 16, der pludselig en dag åbenbarer sig i Liz’ liv. Eneste problem er (og hold fast) at Jeremy har sclerose. Hans krop og hjerne kobler langsomt, men sikkert, fra på vej mod en uundgåelig tidlig død.
Jeremys sygdom betyder, at han fra tid til anden får trancelignende anfald – komplette med syner om verdens undergang. Disse visioner giver anledning til indsættelsen af en tung symbolisme som ikke er Coupland fremmed. Til trods for at han er modernitetskritiker til marven afholder han sig ikke fra at flirte med det transcendentale – Gud er måske nok død, men det forhindrer ikke Couplands hovedpersoner i at drømme om ham. Bevægelsen ude på realismens overdrev klæder Coupland. Jeremys visioner og et meteorit fra himlen er velkomne elementer, men de mere jordnære mellemmenneskelige dramaer har en tendens til at udvikle sig i en klæg retning.
Coupland har tidligere flirtet med patos af den helt heftige slags. Eneste grund til at han som regel slipper fra det er at han altid befolker sine romaner med superintelligente og ironiske kynikere, der formår at spidde egen og hele den vestlige verdens situation med deres spidse penne. Anderledes er det ikke i ELEANOR RIGBY; blot er kleenex-indekset mod slutningen helt oppe i de lag hvor amerikanske tv-film bevæger sig, og end ikke Liz Dunns tørre fortællerstemme kan trække handlingen tilbage på et sundt niveau.
Romanen mavelander i en vel bittersød happyending, der sikkert nok har de bedste intentioner om at vise at mirakler og kærlighed er at finde, selv i en nok så postmoderne verden, men som i stedet giver mistanke om blot af være motiveret af at bogen trængte til at slutte.
ELAENOR RIGBY er i mangel af bedre et lidt vel sukret fix for Coupland-narkomaner. Andre kan med fordel starte i forfatterskabets tidligere fase.