At kunne klare duften i slagteriet – Kenneth Jensen TRAGEDIE PLUS TID
Kenneth Jensens nye bog byder på lakonisk realisme. Med uaromatisk og uromantisk arbejderetos lader TRAGEDIE PLUS TID os det vide; disse mennesker, deres liv og deres aktiviteter, findes.
Citat
Søren, en af de tre ejere, kommer ind i vakuumpakkeriet med noget i den ene hånd. De har slagtet en gravid ko, og nu går han en runde og viser fostret frem. Det er ikke større end det kan ligge i hånden, men allerede nemt at se hvad det er. Søren er mærkeligt påvirket, jeg har aldrig set hans rødsprængte ansigt ydmygt før, som om det er et lille mirakel, det døde liv i hans hånd.
Det bliver ved med at kunne betale sig at kigge lidt udad i vores litteratursystem. Det lille forlag Antipyrine i Aarhus er aktuelle mere flere fede ting, heriblandt Kenneth Jensens nye roman TRAGEDIE PLUS TID.
Romanen består af en serie korte tekster, oplevede episoder der mestendels portrætterer et arbejdsliv på henholdsvis et slagteri og et dambrug. Og hvis nogen vil vide, om det er for tøsedrenge, skal de bare åbne på første side:
– Han er smurt ind i blod og lort, ham der afliver kreaturerne. Jeg ved ikke hvad han hedder, han siger aldrig noget i pauserne, stirrer for det meste tomt ud i luften, som om det er lykkedes ham at finde et helle i det hele, mellem blod, lort, kollegaer og ledelse(…)
Velkommen til! – og derefter spises der så brunsviger i pauserummet. Bogen skildrer det industrielle arbejdsliv på en sindssygt troværdig måde. Det er nok den underspillede psykologiske minimalisme, som Jensen opererer med, der gør tricket. Vi taler enkle hovedsætninger i præsens, og hvis der er et gearskifte, skrues farten op via opremsninger. Som i denne ompakningsepisode:
– Vi protesterer kraftigt, kødet er fjorten dage gammelt, øjnene løber i vand, når vi sprætter poserne op, det stinker, desuden var den dags produktion så fed, at vi ku ikke ha pakket det anderledes. Karsten gir op og forlader vakuumpakkeriet. Lidt efter dukker Torben op med næseklemmer, han er vred.
Jensen gør det helt uden at svælge i hverken råd eller reaktionerne på det. (NB: ordstillingen ‘at vi ku ikke’ er dælme dialektpræcision!) Og med sine bunker af kød er bogen en fætter til Harald Voetmanns fortræffeligt vamle talgsmelter-roman KØDET LETTER. Men hvor Voetmann bruger industriarbejdet med døde dyrekroppe til at vise os en rædselslyrisk parallelvirkelighed, der kaster sit gustne lys tilbage på vores pæne verden, har TRAGEDIE PLUS TID et helt andet patosmæssigt mådehold. Som om scenerne altid stopper ved den moralske eller emotionelle værdidom, møder alt fra sublimt til absurd med en slags stumhed, en slags kommenterende tien:
– Hvis det ikke var for amerikanerne var vi nazister i dag. Det siger han i pausen, en dag vi sorterer fisk. Hvis det ikke var for amerikanerne, så var vi lige så meget indianere i dag, tænker jeg og tygger videre på den toiletbræt-store kotelet, som hans kone har serveret lige inden. Han er langt oppe i årene, så det kan ikke betale sig at sige noget. Pga. grå stær saver han 10 centimeter af sit jagtgevær, så haglene bliver spredt mere.
Titlen referer jo til den bittersødt brutale oneliner comedy equals tragedy plus time – hvis der er komedie her, sørger Jensen for at joken stopper før punchlinen, så man ikke helt ved om man skal grine eller græde.
Jeg melder mig som fan af den her lakoniske verdensskildring: ’Det er ligesom efter første gang jeg ser Pusher, på vej fra biografen kører jeg over for rødt og ind i en bus. Alle i bilen snakker begejstrede om filmen, da Thomas, der sidder ved siden af mig, pludselig siger, der er rødt. Og da jeg ikke reagerer, når han lige at stikke en finger i sin gyldne dame.’
Læg mærke til, hvordan Jensen ved at skære dramaet i miniatureversion, spiller voldsomt og banalt, stort og småt ud med hinanden med, synes jeg, decideret poetisk effekt som resultat.
Alligevel må jeg indrømme det. Al denne episodiske prosa aktiverer min indre plotdreng – en lidt strammere og mere involverende struktur i fortællingen kan jeg alligevel godt sidde og savne. I disse tider bliver mærkatet ’Roman’ ret tit en måde at iklæde sin eksperimenterende prosa en mere konventionel camouflage. Det kan have sin egen rammeudfordrende dynamik, hvilket vi kunne finde et – to – mange – aktuelle eksempler på. Et eller andet sted ender TRAGEDIE PLUS TID dog med at virke som en bog på Kenneth Jensens vej mod romanen, mere end en udfordring til den.
Men jo, læses bør den. Min største ros til bogen må være, at den skildrer arbejderklassen som mennesker, der er lige så æstetisk i live som alle andre. At det er kødlugt og fiskesæd, hashrøg, film og bajere, gør det ikke mindre vitalt. Tværtimod.
