Sort er det nye poesi – Lene Asp SORT
Lene Asps lille digtbog snakker sort om sort. Det er frydefuld og frustrerende læsning.
Citat
Hvid er den sorte galde som havde forbindelse med melankolien.
Ved farveblanding absorberes varme farver.
Den kinesiske kejser Shi Huang-Ti valgte sort glorie.
Guder knyttet til lysets bølgelængde: rød, blå, som vor hjerne omformer til dødsriget.
Det er en flot bog (eller hæfte eller chapbook), Lene Asps SORT, udgivet på digteren Rasmus Graffs énmandsforlag OVO press. Den er trykt på tykt papir med store typer, omslaget er helt sort med sort prægning af titlen. Jeg kommer til at tænke på et menukort på en meget fin restaurant, eller måske et vinkort. En mærkelig association måske, men jeg tror, at det har noget med det stilrene design at gøre. Jeg ser på bogen og tænker, at ordene indeni er dyre som vine.
Selve teksten er en slags undersøgelse af farven sort, begrebet sort, ideen om det sorte. Og alt hvad der følger med af historie og symbolik og betydning. Mange steder mimer teksten en slags videnskabelighed eller faglighed. Når der for eksempel står:
– Alle spektralfarver og substraktive blandinger er perfekte komplementerfarver.
Eller når når der står:
– Ved farveblanding absorberes varme farver.
Men meget hurtigt finder man ud af, at videnskabeligheden kun er tilsyneladende, idet den forvrides og forvandskes og bliver til decideret, ja – sort snak. Hør for eksempel et stykke som dette:
– Inde i 1704 antog Newton, at det oprindelige nordiske ord er den betragtede genstand, der ikke sender lys ind i Vesten.
Det ligner cut-up, og måske er det cup-up. Måske har Asp kørt forskellige tekster igennem en cut-up-maskine, som så har spyttet dem ud i en ny rækkefølge. Eller måske har hun, som Burroughs, selv klippet tekster i stykker med en saks og sat dem sammen på en ny måde. Jeg ved det ikke, men det er den fornemmelse, jeg får, når jeg læser en sætning som denne:
– Den hinduistiske gudinde Kali er afhængig af om urets oversværte har et mellemtidsforbrug og af den synlige del af farvet lys.
Jeg har ingen anelse om, hvad meningen er. Og det er heller ikke meningen, tror jeg. For bogens ærinde, ser det ud til, er ikke at være saglig, selvom mange af ordene ser ud til at komme fra et slags fagsprog. Den er ikke ude på at give mening, men snarere at undersøge, hvad mening i det hele taget vil sige.
Lene Asp har oversat Gertrude Stein, og jeg kan ikke lade være med at læse bogen med det in mente. For det er det samme med Stein. Man kommer ikke langt, hvis man forsøger at forstå hende logisk. Fordi det ikke handler så meget om semantik, som det handler om lyd, rytme, klang. Og hvis man lytter efter, er SORT fuld af musik. Ord og sætninger gentages, varieres, vendes om, så der sker små skred i betydningen. Aleksander den Store bliver pludselig til Aleksander den Sorte.
En linje som ’Jeg’ets farve, egoet, selviskhed’ går igen mange gange. Det samme gælder en linje som ’Moderkompleks, frugtbarhed, hemmelighed’. Det giver den her fugaagtige kvalitet, som vi kender fra Paul Celans ’Dødsfuga’ (hvis mest berømte billede som bekendt indeholder farven sort). En anden bog, jeg kommer til at tænke på (for nu at namedroppe lidt mere), er Lyn Hejinians MIT LIV, som Asp helt sikkert har læst. Her er der en linje, som minder meget om de ovenfor citerede fra SORT, nemlig linjen ’En pause, en rose, noget på papir’, der også gentages igen og igen og skaber sammenhæng i den fragmenterede tekst.
Jeg vil anbefale alle at anskaffe sig SORT. Det er hjernevridende og vanskelig læsning, men det er også berigende læsning. Og så er bogen som sagt flot. Lad ikke tjeneren tage den med igen. Sig, at du overvejer en dessert.
1 kommentar