Et forsuttet bolsje – Bue P. Peitersen BLACK BOX
Bue P. Peitersen har skrevet en sjældent selvudleverende, men kedeligt uvedkommende digtbog om sin stormende forelskelse i en kvinde, der tilfældigvis er sexarbejder.
Digt
Endelig ringer jeg til hende men hun svarer ikke
og jeg tænker at hun måske bare ikke
kan snakke lige nu
og jeg ringer til hende igen men hun svarer stadig ikke
og jeg tænker at hun måske bare ikke
kan snakke lige nu
fordi hun er inde i byen
og jeg ringer til hende igen men hun svarer stadig ikke
og jeg tænker at hun måske bare ikke
kan snakke lige nu
fordi hun er inde i byen
og mødes med en
og jeg ringer til hende igen men hun svarer stadig ikke
og jeg tænker at hun måske bare ikke
kan snakke lige nu
fordi hun er inde i byen
og mødes med en mandFra ‘JEG RINGER OTTE GANGE’
Bue P. Peitersen øser ud af detaljer fra et omtumlet, besværligt og glødende kærlighedsforhold. Desværre er det svært at få øje på de litterære kvaliteter og på bogens relevans for andre end forfatteren selv. BLACK BOX kommer til at fremstå som et alt for privat terapiprojekt, der krampagtigt og koldsvedende skubber sig selv frem i rampelyset.
Digtenes jeg hedder ligesom forfatteren Bue. Bue forelsker sig hovedkulds og stormende i X, der arbejder som prostitueret. Og hun forelsker sig ligeså hovedkulds og stormende i ham. Men selvom X stopper som sexarbejder, kæmper Bue med at rumme hendes fortid. Og billederne af de mange fremmede mænd og deres pikke og deres sæd. For sammen med billederne kommer jalousien, mistroen og de smålige og perfide afhøringer. Og så kommer en brusende liderlighed og tårevædede forsoninger.
BLACK BOX fremstiller ærligt og selvudleverende detaljerne i forholdet mellem digtenes Bue og X. Digtsamlingen vedkender sig en meget høj grad af sammenfald mellem den Bue, der er inde i bogen og ham, der er uden for bogen. BLACK BOX kommer for sent til den store debat om autofiktion og performativ biografisme, og hvad det ellers har heddet de sidste mange år. Og selvom det er tydeligt at digtene skrevet meget tæt på forfatterens helt ikke-litterære hverdagsvirkelighed, er det bare ikke det samme som, at det fungerer som litteratur.
Sladderpotentialet er stort, men Bue P. Peitersens selvudlevering er hverken rørende, interessant eller vedkommende fremstillet. Det tørre og nøgterne sprog savner simpelthen noget poetisk overskud – som Bue P. Peitersen, i parentes bemærket, er flittig leverandør af i sine andre udgivelser, både på forlag, egentryk og online.
Digtene i BLACK BOX er ofte episoder fra Bue og X’s kærligheds- og sexliv. Det ene digt glider over i det andet på tværs af siderne forbundet af et kolon. BLACK BOX er en collage af private sms’er og breve, referater af samtaler, tankestrømme og readymades som et tusind (!) <3-hjerter over tre sider eller udskriften af et ‘menukort’ over sexydelser fra X’s hjemmeside.
Uden for bogens kontekst giver disse ikke meget mening, men indenfor kommer der et sørgeligt skær over menukortet, der virkelig hjemsøger Bue, mens de tusind hjerter på deres egen underligt kluntede måde bliver en euforisk, barnlig og meget oprigtig kærlighedserklæring.
Bogens bedste digt er faktisk også det eneste ud over hans readymades, der for alvor fungerer. Digtet, med titlen ‘JEG RINGER OTTE GANGE’, udstiller i et monotont men stædigt taktfast gentagelsesmønster Bues mistro, der trapper op og eskalerer i et vildt sexorgie. Bue finder på skrækscenarier, fordi X ikke tager sin telefon. Han bliver jaloux og ringer igen og igen. Men han kæmper også for undertrykke følelserne og spille cool og ligeglad. Men desperationen ligger og dirrer under den fattede overfade.
BLACK BOX er langt fra stor litteratur. Og måske ved Bue P. Peitersen det godt. Måske har han bare virkelig meget brug for at skrive og udgive de her digte. Måske er han nødt til det. For den bedste karakteristik af bogen står faktisk i titeldigtet: ‘Det eneste middel mod latterliggørelsen / er at skrive de her tekster / (der opsamler revl og krat / som en black box) / for på én og samme tid / at komme helt tæt på tingene / (gøre det til min ejendom) / og spytte det ud af mit system / (som et lille, forsuttet bolsje)’.
