Det psykotiske kludetæppe – Line-Maria Lång ROTTEKONGE
ROTTEKONGE er en imponerende stærk og original debutbedrift. Over de 21 ultrakorte noveller demonstrerer Line-Maria Lång et talent for sproglig og rytmisk sans, som selv erfarne forfattere har svært ved at hamle op med.
Citat
Jeg skal nå at blive blød, hårløs, tynd og brun. Jeg starter med blød. Jeg vil være blød som en regnorm, en hvid kattekilling, en mor, en glemt portion cornflakes. Jeg putter en fed hårkur med hvedeprotein og enzymer i mit hår. Jeg tager et stykke franskbrød med hindbærmarmelade, så jeg ikke er så sulten senere, når vi skal spise. Jeg skal være Lady Marmelade. Jeg skal være Lady. Jeg skal være fin cockerspaniel og krølle mit krøllede hår og kramme det. Jeg skal kramme håret. Give håret et ordentligt klem og bruge, hvad der svarer til en ært af produktet. Håret bliver glansfuldt og blødt, jeg fortjener det, jeg smører mig ind i creme og tager regntøj på, han fortjener det. Jeg bruger flittigt hamphandsken overalt. Nu er jeg blød.
Fra ’Perfekt’’
Novellerne er gennemsnitligt en 3-4 sider lange. Den længste er ’Splinter’ på 7 sider, og den korteste ’Lange drag’ på under 2. Men selv på den ekstremt begrænsede plads, Lång tildeler sig selv, formår hun at fremmane et komplet og unikt univers. Da jeg efter læsningen kiggede ned over titlerne på de 21 noveller, stod de hver for sig stadig klart i min erindring, hvilket talent!
Gennemgående for novellernes tematiske indhold er en undersøgelse af forholdet. Det være sig mellem en mand og en kvinde, en far og en datter, to legekammerater eller det tilfældige møde på gaden. Lång er interesseret i at udforske mennesker og deres indbyrdes roller som de bestemmes af køn, alder og identitet, og hun formår at udrulle hele den menneskelige natur fra det patetiske til det noble.
Men der er meget mere på spil end en undersøgelse af menneskelige relationer. Novellerne besidder alle noget grotesk og psykotisk i sig. I ROTTEKONGE formår Line-Maria Lång i bedste David Lynch-stil, at tage en uskyldig kendt hverdagssituation, som fx børn der leger i ’Roger’ og ’Dukke’, og fremmedgøre den totalt, så det knuger i maven, ofte uden at man egentlig er helt bevidst om, hvorfor det er sådan. Og også uden at der egentlig sker noget særligt på handlingsplanet, andet end at nogle børn bliver uvenner over hvem, der er hvem i legen, eller at Barbie-dukken knalder med Heman-dukken.
ROTTEKONGE formår i den forbindelse at udviske grænserne mellem det reele og det fantastiske i en herlig nordisk afart af den magiske realisme. Der er især den anlagte subjektive synsvinkel, der forvrænger virkelighedsbilledet og stiller én i tvivl om, hvor hallucinationerne slutter, og virkeligheden begynder. Utvivlsomt en af hovedårsagerne til denne uhyggelige fremmedgørelseseffekt.
Så er der dyrene. De er en fast bestanddel i novellerne, om det så er den sværm af rotter, der lever i baggården i titelnovellen, eller det er de mere metafysiske af slagsen, som i ’Kyllingen, kaninen, koen, aben og hesten’, hvor dyrene optræder dels som fortællerens psykotiske gestaltning af sine egne karaktertræk og dels som fingerdukker. Dyr har i ROTTEKONGE en skæbnesvanger og ildevarslende rolle. Menneskene er bange og utrygge ved dem. Ofte må de dog på tragisk vis lade livet, som i ’Splinter’, hvor en aggressiv mus bliver reddet fra toiletkummens malstrøm, kun for at blive most under dynen.
Rottekonge er et begreb fra kryptozoologien (læren om mytiske og uddøde dyr, groft sagt), som beskriver det fænomen at en klump rotter er viklet sammen ved halen, og fungerer derfor som en god analogi for Line-Maria Långs noveller, som også stritter i mange retninger, men dog har en fælles tematisk knude. ROTTEKONGE er en imponerende debut fra en utrolig lovende ung dansk forfatterinde.
