Fejllære – Peter Handke DET STORE FALD
Peter Handkes mærkelige roman flakser forvildet og finurligt rundt i tid og rum. Det er især dejligt, når flakseriets sus ophvirvler åbnende sprogperler.
Citat
Ligeledes med korte mellemrum skulle der, overtydeligt, langs stien være udlagt ting, som lignede andre ting så meget, at man ved første blik måtte tro, at de virkelig var disse andre ting. Og disse foregøglede andre ting udgjorde, i modsætning til de faktisk eksponerede, ting for ting en værdi. En sammenblæst bunke særlig gule blade kunne for eksempel arrangeres og fikseres på en særlig mospude på en sådan måde, at den, der kom gående ad lærestien, ikke kunne undgå at se dem som et tæppe, overdådigt, af kantareller/setas de San Juan, og refleksagtigt bøjede sig ned for at plukke. Eller: en glimmerklump, der tydeligt skinnede frem fra den sorte eller røde jord, gav forestilling om en sølvåre. Et sammenrullet stykke birkebark, stiplet i linjeform, kunne se ud som en middelalderlig håndskriftrulle. En firkant af den ægte kastanjes sammenknyttede blomstersnore kunne være et orientalsk tæppe. En kugle vildsvinelort en sort trøffel.
Den østrigske forfatter Peter Handke er nærmest lige så kendt for sine personlige dispositioner som for sine romaner, der ellers, når de endelig nævnes, betragtes som den geniale litterære modvægt til det politiske keglevælteri, han har forvildet sig ind i med sit stædige forsvar af serbiske krigsforbrydere – kulminerende i en gravtale ved Slobodan Miloševićs begravelse i 2006.
På den led er myten om Handke nærmest en kliché, og det er let at svælge i spændet mellem den store litteratur og det lille menneske. Et paradoks, der føjer sig til andre mørke ædelsten på den politiske vulgaritets desværre overlæssede perlekæde af mesterforfattere, hvis politiske aktiviteter eller polemiske skrifter for tid og evighed har vanskeliggjort læsningen af dem. Tænk bare på Knut Hamsun, Hitler-fan, eller Louis-Ferdinand Céline, rablende racist og barnligt ekskremental antisemit.
Når den slags historier fascinerer, har det vel netop noget at gøre med, at bøgerne er fantastisk gode romaner, og at det derfor virker paradoksalt, når de er skrevet af mennesker, hvis holdninger går stik imod, ja, frastøder store dele af læserskaren. Således også med Handke. Havde han været en dårligere forfatter, ville det have været lettere.
Om det politiske ubehag har været årsagen til, at vi hidtil kun er blevet begunstiget med en lille del af Peter Handkes omfattende produktion på vores eget kartoffelsprog, ved jeg ikke, men det er måske også ligegyldigt, for nu ligger DET STORE FALD her jo, og det er en gave til den flove læser, hvis hakkende skoletysk ikke ville have en chance for at forstå et klap af den kringlede prosa (det er sgu svært nok på dansk!).
Romanens handling er nærmest til at overse og består mest af alt i en bevægelse. En skuespiller vågner i et hus i en skov uden for en by, gør lidt rent og bevæger sig så ind mod byen gennem skov og forstæder. Turen mod centrum organiseres nærmest som hos Dante; tværs gennem løgringsagtige sfærer ind mod et punkt. Udgangspunktet, skovene, lysningen, rækker tilbage forbi Dante ned i urdybderne af europæisk litteratur, og det idylliske, fredfyldte sted finder således sin moderne aktualisering også hos Handke.
Det er meget symptomatisk for romanen, at et klassisk sted som en fredfyldt lysning i skoven hos Handke bliver invaderet af fredsforstyrrere. Motionsløbere og mobiltelefontalere kappes om at være mest irriterende, og de hjemløse har sået deres telte i skovbunden. På den led lader DET STORE FALD en helt særegen tid spænde sig ud. På den ene side er der noget kontinuerligt, noget alment over romanens rum med skoven og lysningen som mytologiske steder, men samtidig er tiden i høj grad forankret, aktuel. På den måde iscenesætter Handke (nu)tidens dårskab spiddende uden at prøve alt for hårdt på at spidde. Som at citere fyldigt fra en dårlig tekst og lade teksten selv foretage den nådesløse nedsabling.
Ikke sådan at forstå, at Handkes bog er mavesur eller for den sags skyld overhovedet en samtidskritik. Den er i langt højere grad gennemskåret af en vilje, en vilje til at hjælpe, til at redde. Skuespillerens færd formes af denne vilje i en sådan grad, at han drages frem, selvom han ikke er sikker på, at der er nogen at redde, nogen at ofre sig for. Men alligevel må han søge det. Den dragning mod at redde, mod at ofre sig for andre giver en meget velkommen og virkelig fin sanselig indlevelse, der skinner ud fra teksten.
Derudover synes jeg, at det, der virkelig står tilbage og blinker for mig efter endt læsning er en skærpet bevidsthed om det litterære blik som verdensåbner. Handke selv kalder det fejllære og lader sin skuespiller betræde en fejllæresti, hvor alt han ser, ligner noget andet (se citatboksen til højre). Meningen med denne fejllæresti er at lade fejltagelsen strukturere erkendelsen:
– Det øjebliks lynglimt, der fulgte med erkendelsen af fejltagelsen, ville skærpe blikket og få fejltagelsesgenstandene til at virke som studieobjekter. De ville blive noget nyt, ukendt, noget, der i hvert fald ikke havde været set på den måde før.
Det er en meget potent mulighedernes åbne poetik, der ligger i det her, synes jeg. I fejllæren ligger muligheden, muligheden for at alt kan være noget andet, og denne mulighed kan indfanges smukt i det litterære blik, hvis blikket er skarpt nok.
Handkes stil er tæt og potent og leder tankerne hen på en anden østrigsk mester. Nemlig Tomas Bernhard, der også om nogen havde sans for de smukke ordsammensætninger, som strukturen i vores germanske sprog giver os mulighed for at producere. Ord som ’eftertordenstilheden’, ’sfæreflugtlinjer’, ’blomstersnore’ og den før omtalte ’fejllæresti’ betyder noget mere end bare summen af deres dele. De skaber noget. Og de skærper noget. De skaber forbindelser, og de skærper vores evne til at sanse disse forbindelser. Det er da små mirakler i sig selv.
Det er for langt allerede, det her, men jeg er altså nødt til også afslutningsvis at rose Hanne Lunds træfsikre oversættelse. Jeg har virkelig nydt at få tilføjet visse Handkefarver i mit danske.
Kunne journalisten ikke blot forholde sig til det konkrete, til romanen. Hvorfor ødelægge en ellers udmærket anmeldelse ved indledningsvis at udstille sin blinde tiltro til wikipediaopslag, eller gud-ved-hvor han nu måtte opspore sine informationer.
Endnu en kedelig og forudsigelig genfortælling af “historien” om forfatteren, denne kontruktion som dovenskaben tager for gode varer, bestemt af selvudnævnte “sandhedssøgere” som ikke ved, hvad de taler om. Har de – har journalisten – (hånden på hjertet) virkelig læst, hvad forfatteren selv har skrevet, hørt hvad han har sagt – og i så fald også: hvad han ikke har skrevet eller sagt ?
Kære Poul,
Tak for din kommentar, som jeg (journalisten, der ikke er journalist) gerne vil svare på:
Jeg er ked af, at du følte dig stødt over wiki-opremsningen. Den kan bare undertiden forekomme nødvendig som en service for læsere, der måske ikke ved lige så meget om Handke som du selv eller Wikipedia. Dovenskab er det jo netop ikke! Sur pligt og brødarbejde, vel snarere. Men også nødvendigt, synes jeg, i forhold til oversættelsens timing og forfatterens reception. Så det er absolut ikke et ‘blindt valg’. Længere nede i teksten forholder jeg mig jo netop til romanen – og ganske fyldigt i forhold til den ‘forudsigelige genfortælling’.
Og her er så et modspørgsmål: Skal man virkelig selv have været til stede og selv have hørt, hvad der blev sagt før man kan udtale sig om det? Skal man have læst en forfatters samlede produktion på originalsprog og i manuskript for at kunne skrive om den nyeste bog? I så fald bliver det svært at sige noget om noget.
Og til sidst en opfordring: Det lader til, at du selv har lyst til at skrive anmeldelser, så jeg synes da bare, du skal se at få skrevet nogle. Forhåbentlig bliver de så uden de kedelige opremsninger.
God aften til dig, og skriv endelig igen – det er sjældent andre end min far, der kommenterer, så jeg er kun glad for at have udvidet læserskaren (for det er da vel ikke dig, far?)
Mvh Troels Hughes Hansen
Hej Troels,
Nej, mig bekendt er jeg ikke din far. Men spøg til side. Jeg synes som sagt, at selve din anmeldelse af ”Det Store Fald” er udmærket (ellers havde jeg ikke ulejliget mig med at skrive), den er netop vedkommende og konkret, fordi den alene tager udgangspunkt i det enkelte værk og din læseoplevelse.
Men den meget usympatiske beskrivelse af forfatterens person er ærgerlig, først og fremmest
fordi den er usand – den er også farlig.
Og ja, når man taler om ” politisk vulgaritet” og ”stædigt forsvar af serbiske krigsforbrydere”,
så mener jeg rent faktisk, at man burde læse ikke hele det samlede værk men i hvert fald de tekster (i deres helhed), som har givet en række journalister (ikke dig – der ikke er journalist) anledning til at ytre ligende og grovere og endnu mere firkantede beskyldninger. Det skylder man måske nok forfatteren selv men allermest den kompleksitet, som han jo netop søger at forsvare.
Men det ligger jo – som du sikket ved – i journalistikkens natur at opstille én sandhed,
(hvem er de gode, og hvem er de onde), med litteraturen forholder det sig andeledes, og litteraturen taler for sig selv (og måske – og heldigvis – også for os) – om verden og os.
Men vi må da for Guds skyld ikke gøre det alt for vanskeligt for den at komme til orde!
Kære Poul,
Tak for dit svar. Jeg tror egentlig, at vi er på nogenlunde samme side her. Jeg er nok enig med dig i, at Peter Handke i tilfældet med Milošević ikke som sådan var ude på et ‘stædigt forsvar’, som jeg skriver, men netop insisterede på at bevare åbenheden og uvidenheden i mødet med den anden og i mødet med verden. Jeg synes bare grundlæggende, at det er en naiv og farlig position, som fint understreger, at store forfattere ikke nødvendigvis begår sig godt på den politiske scene.
Det bliver jo netop til et stædigt forsvar: Skal vi fortsætte med ‘ikke at vide’ om Srebrenica? Hvor længe skal vi fortsætte med ‘ikke at vide’ om andre forbrydelser? Vi er vel nødt til på et tidspunkt at have et fortolkningsgrundlag. Er det ikke i orden, at en del af den kompleksitet, som Handke forsøger at forsvare, hvor godt han så end gør det, engang imellem må gå fløjten til fordel for en domsafsigelse og en historisk bearbejdelse og fortolkning? Problemet kan (måske?) opsummeres i, at Handke har forsøgt at presse litteraturens kompleksitet ned over jura og historie. Det mener jeg fint, at man kan, men i en anden form – romanens form, der netop byder kompleksiteten velkommen på et andet niveau.
Jeg er for så vidt enig i, at det kan være trættende igen og igen at høre disse positioner ridset op. Jeg har selv skrevet om og oversat Céline, hvor de samme problemer og den samme spænding mellem forfatteren som menneske og hans værk går igen. ‘Det store røvhul vs det store værk, bla bla bla…’ Alligevel synes jeg ikke, at anmeldelsen her forsøger at opstille én sandhed om Handke, men derimod pege på det paradoksale og smukke ved litteraturen, at den er i stand til at åbne verden i muligheder snarere end at lukke den i sandheder. Det er både Handke og Céline nogle af de mest potente eksempler på – også hvis man intet kender til deres person. Men jeg synes magien bliver større, ikke mindre, af at kende konteksten.
Så jeg mener netop, at den kompleksitet, han forsøger at forsvare, spejles helt fint i spændingen mellem hans ageren i offentligheden og hans værk.
Mvh Troels
Kære Troels
Min første kommentar var nok alene udtryk for en frustration over en situation, som du selvfølgelig kun opridser. – Nej, forfatteren er ikke politiker, og hvis man læser begravelsestalen, vil man forstå, at den er rettet mod det jugoslaviske folk, almindelige, arbejdende mennesker (som fylder så meget i hans forfatterskab, og som han også selv er en del af – ikke ”små” men almindelige), for hvem landets opløsning var en kæmpe sorg – det var et farvel til et land, et fællesskab. Hvis du besøger Serbien i dag vil du endnu høre fra dem, at Jugoslavien var det bedste land i verden. Han nægter på intet tidspunkt nogen massakre, men spørger kun: ”Hvordan kunne det ske?”
Og ja, så kan eksperterne selvfølgelig analysere og dømme osv. – det tror jeg ikke, at forfatteren vil nægte dem.
Men synes du virkelig, at man kan adskille værket og forfatterens person fuldt og helt? Det synes jeg ikke. Hvis jeg vitterligt følte, at forfatteren var ”et røvhuld”, ville jeg ikke have lyst til at læse hans bøger (særligt når der er tale om en nulevende forfatter), og sådan tror jeg, at mange andre mennesker ligeledes har det. Derfor tror jeg måske også, du har ret, når du spørger, om ”det politiske ubehag” har været årsagen til, at P.H. i så ringe grad har været oversat og læst i Danmark – og det mener jeg på ingen måde er ligegyldigt.
Kompleksiteten lever bedre i hans bøger – men jeg tror ikke, det betyder, at forfatteren er en rablende galning i det virkelige liv – vi som læsere tillader jo også kompleksiteten på en anden måde i litteraturen, end vi gør ”i det virkelige liv”. Og det er ærgerligt.
Men jeg synes også, at du i dine svar har skrevet mange fine og rigtige ting – og jeg tror egentlig, at vi er enige om rigtig mange ting. Tak for det – og tak for at give mig lyst til at læse Céline netop nu.
Mvh. Poul