Som voksen kan man gøre som man vil, men det vil man ikke altid – Beate Grimsrud EVIGHEDSBØRNENE
EVIGHEDSBØRNENE er fyldt med sære enspændermønstre. Samlet set er romanen et portræt af en gruppe mennesker, der ikke er tilværelsen som voksne voksen nok.
Citat
Hun vil have at nogen råber i hendes øre. Hun vil gøre som hun får besked på. Hun forsøger at give sig selv ordrer. Men majoriteten i hende adlyder ikke. I stedet for at vaske op i går tog hun en snavset gryde og en snavset tallerken og spiste sin mad med snavset bestik. Hun var den som serverede, og den som taknemmelig tog imod, og ingen kunne se at det ikke var gået rigtigt til i køkkenet. Hvem skal hun ringe op og fortælle alt det her til?
I den stockholmske bydel Södermalm er andelen af husstande med én person høj. EVIGHEDSBØRNENE af norskfødte, men stockholmsk bosiddende Beate Grimsrud tager os med hjem til fire nogleogfyrreårige eneboer. De er ude af stand til at tage ordentligt vare på sig selv, og de har et kolossalt behov for at få og give omsorg. De er evighedsbørnene.
André bor sammen med katten Kassandra, som han overøser med kærlighed og kostbar kattemad. Han arbejder som anæstesisygeplejerske på Södersjukhuset. Her spiser han som regel frokost med den kontaktsky røntgenfotograf Tomas. De snakker om fodbold og planlægger en rejse, en bytur, en bowlingaften, men det bliver aldrig til noget, for Tomas’ liv er tilrettelagt i ufravigelige systemer.
Nær André bor Siri. Hun vender hjem fra en jordomrejse med et barn i maven, men lægerne siger, at der aldrig har været noget barn. Graviditeten er indbildt, og hun bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Til kunderne i sin secondhandbutik siger hun, at hun har været på endnu en jordomrejse – den anden vej rundt. Kun elskerinden Louise kender til indlæggelsen. Louise er amerikaner og endte i Stockholm, fordi det var den by i verden, hun kunne komme i tanke om, der lå længst væk. Flugten lykkedes kun rent fysisk. Hun har stadig friske, ophovnede ar efter barberblade over hele kroppen og køber sig fattig i ting, hun ikke har brug for.
Det er på sin vis fire singleklichéer, Beate Grimsrud præsenterer os for: katte(dame)manden, den barnløse kvinde, den kontaktsky særling og den selvskadende shopaholic, der kompenserer for ensomheden med hurtige fix. De er bare på ingen måde klichéfyldt skitseret, og det skyldes, at Grimsrud ikke først og fremmest italesætter sine hovedpersoners behov for at finde en kæreste. Ikke forstået sådan, at drømmen om at finde en at leve sammen med ikke fylder i romanen. Det gør den, men det er evighedsbørnenes sære, barnlige handlingsmønstre, der fylder først og fremmest. Ud fra dem kan vi så læse os til, hvad de måske kunne have brug for.
For eksempel når André møder en sprogløs, spraglet klædt kvinde, der går med fjedrende skridt i parken om natten, tager hende med hjem og beslutter sig for at kalde hende Lena. Det er virkelighedsfjernt og grænseoverskridende, men André er virkelighedsfjern og har oparbejdet et kæmpe kontaktbehov.
Forestillinger og bekymringer blæses op, så de bliver sære og skævvredne. Som når man ligger søvnløs om natten, og selv helt små problemer bliver uoverstigelige og altoverskyggende. Faktisk er evighedsbørnene virkeligt dårlige til at sove om natten, og Grimsrud lader os rode rundt med dem ind og ud ad søvnen. Ofte er det svært at afgøre, hvor drømmen stopper, og hovedpersonernes virkelighedsopfattelser er af og til lige så surrealistisk som feberdrømme.
‘Som voksen kan man gøre som man vil. Men det vil man ikke altid,’ funderer Siri, som er den af de fire, Grimsrud har trukket skarpest og bedst op som evighedsbarn. Hendes trang til at øse omsorg ud over et barn clasher voldsomt med hendes egen barnlighed. Den kommer til udtryk i hendes totale mangel på struktur i den del af hverdagen, der foregår væk fra secondhandbutikken, men også i de helt små detaljer, som hendes dårlige vane med at sutte på hjertet i sin halskæde, som en fireårig pige ville have gjort. Hun kan ikke og vil ikke være voksen. Hendes største frygt er at blive ’en af dem uden’. Uden ægtefælle, børn, kørekort og meningsfyldt arbejde. Hendes amerikanske veninde skubber på for at få hende til at blive ’en af dem med’, men Siri er ganske enkelt ikke opgaven voksen nok.
Beate Grimsrud beskriver tilværelsen i en enmandshusstand på fineste vis. Det handler meget lidt om at finde den eneste ene, og så alligevel handler det måske om netop det. For man kunne jo starte med at finde sig selv.
