Down by the river – Claudio Magris DONAU
At rejse med Claudio Magris gennem Europas hjerte er krævende, men lader man sig langsomt glide med strømmen belønnes man også med en usædvanlig og usædvanligt lærerig læseoplevelse.
Citat
Men bevægelsen i sig selv er trods alt bedre end ingenting: man ser ud ad vinduet fra toget der skyder gennem landskabet, man løfter ansigtet mod den friske brise der fra træernes kroner strømmer ned over alléen og smyger sig om folk, og noget uforklarligt strømmer gennem kroppen, luften trænger sig ind mellem tøjets folder, jeg’et udvider sig og trækker sig sammen som en vandmand, lidt blæk flyder over blækhusets rand og forsvinder i et blæksort hav. Men denne blide opblødning af sammenhængene, der erstatter uniformen med en natskjorte, er som et frikvarter på en lang skoledag, snarere end løftet om den store opløsning.
Nogle gange, mens jeg har læst Claudio Magris’ DONAU, har jeg været lidt frustreret, men det er altid gået over igen. Bogen er ret lang, prosaen ofte ret tung, men alle mine æselører, som jeg har lavet hver gang jeg læste noget bemærkelsesværdigt godt, tjener vel som en slags beviser på, at den har været al tiden værd. Magris’ hybride værk er nemlig en klog, underholdende og usædvanligt detaljeret fortælling, der i en blanding af elegant essayistik, dagbogslignende notitser og nøgterne rejsebeskrivelser (a la ‘her finder du Freuds gamle lejlighed i Wien’) fører sin læser med Donaus strøm mod det sydøstlige Europa.
Fortælleren og hans rejsefæller driver langsomt og modstandsløst langs Donau fra dens udspring i den sydstyske Schwarzwald, gennem et melankolsk og historiemættet Mitteleuropa og hele vejen til flodens udløb ved Sortehavet. Undervejs kommer man som medrejsende vidt omkring. Med Magris er det nemlig ikke, præcis som når man rejser, så meget bevægelsen fra A til B, der er det væsentlige og det interessante. I stedet er hvert af de små miniessays eller kapitler, som bogen er sat sammen af, øvelser i digressionens og refleksionens kunst. Eller som han selv formulerer det et sted, drejer det sig om ’rejsens uforudsigelighed, stiernes virvar og forgreninger, afbrydelsernes tilfældighed, aftenens usikkerhed, hver lille stræknings asymmetri’.
Det er en voldsomt velbelæst (og, synes jeg, sine steder lige vel belærende) professor i germanistik, der drager gennem Centraleuropa og – i en meget mættet og selvbevidst prosa – fremstiller flodens rolle i Centraleuropas dramatiske historie, hvor storriger er blomstret ligeså hurtigt som de er forgået.
DONAU kommer vidt omkring, men handler nok primært om Europa og det stof og de folk, der har formet kontinentet på godt og ondt. DONAU prøver at gøre historien levende, og overalt dukker halvskøre generaler, tuberkuløse bøhmiske forfattere og Det Tredje Riges uhyrlige skikkelser op og bliver genstande for fortællerens analyserende blik.
Litteraturen står centralt, og DONAU handler også meget om det at skrive og læse, og om hvordan virkeligheden ikke altid lever op til de forestillinger, man kan få af begge dele. Og det er tit her, bogen er bedst, i sine kloge og poetiske beskrivelser af sammenstødene mellem den virkelige verdens goldhed og forestillingens problemfri sfære:
– At skrive burde være som disse vandløbs rislen gennem græsset, men denne friske, sky og dog uudtømmelige kilde, livets sagte tilbageholdende sang, minder mere om Maddalenas dybe koncentrerede blik end om skriftens uklare goldhed – det at skrive er snarere som en vandledning der skiftevis lækker og løber tør
Det lyder jo alt sammen ret alvorligt og tungt, og det er det også. Men selvom det langt hen ad vejen er store emner, Magris behandler, opblødes beretningerne også af hans evne til at overgive sig til absurditeter og lade små humoristiske scener få plads ved siden af forfatterne, filosofferne og de politiske analyser. Eksempelvis når han i selskab med sine medrejsende litterater ikke kan opstøve en øl i hele den dengang sovjetstyrede Bratislava: ’En af os tilskriver vores resultatløse jagt et pludseligt svigt i distributionsnettet og begynder at tvivle på sin socialistiske overbevisning’.
DONAU, der udkom på italiensk i 1986, er genudgivet i Rosinantes klassikerserie og er udstyret med et underholdende, personligt og biografisk fokuseret forord af centraleuropakenderne Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis. Den fine, gamle rejsekuffert der pryder omslaget tjener som et meget godt billede på, hvad det er for en rejse gennem verdner af i går, man med Magris som intelligent fortæller tages med på.
Engang rejste jeg selv langs Donau i godt selskab i et par uger. Næste gang kommer DONAU nok også med, hvis landskabet langs floden skal tilføres lidt farve og stedernes og befolkningernes historie gøres endnu mere levende.
