Paradisparkens forbandelser – Faïza Guène KIFFE KIFFE I MORGEN
Fransk romandebut indskriver sig i rækken af velfungerende bøger om den frustrerede ungdom.
Citat
Når Lila måler Sarahs højde, sætter hun blyantstreger på døren til hendes værelse og skriver datoen ved siden af. Det ser ret sjovt ud med alle de små streger lige oven over hinanden. Hun bliver sikkert glad for at se dem, når hun bliver større. Og hjemme hos Sarah er der også en masse billeder af Sarah, fra hun var helt lille til i dag. Hvor er hun bare heldig. Jeg har ikke et eneste billede af mig selv, fra før jeg fyldte 3 år. Og efter det er der kun klassebilleder … Jeg bliver ret ked af det, når jeg tænker på det. Det er, som om jeg ikke rigtig findes. Hvis jeg havde haft en diller, så ville jeg med ga-ranti have haft en kæmpe stak fotoalbum.
Det har altid været forbandet at være ung. Men de bebumsede år som tvær, stædig og bedrevidende teenager har heldigvis afstedkommet en mængde litteratur, der minder den voksne læser om, hvor glad man bør være for at være vokset fra, at have det som Holden Caulfield, hovedpersonen i J.D. Salingers THE CATHER IN THE RYE (1951), eller som Mifti i sidste års omtalte AXOLOTL ROADKILL af den tyske Helene Hegeman.
Det franske svar på sidstnævnte kunne være Faïza Guènes KIFFE KIFFE I MORGEN. Forfatterinden var sølle 19 år da denne, hendes debut, udkom i Frankrig i 2004. Historiens jeg-fortæller Doria er 15 år, bor i Livry-Gargan, en forstad til Paris, i området der meget ironisk hedder Paradisparken.
– Der er en meget tydelig grænse mellem Paradisparken, hvor jeg bor, og parcelhusene i Rousseauhaven. Vi taler kæmpestore gitre, der er så gamle, at de lugter af rust, og en stenmur hele vejen. Så kan Maginot-linjen eller Berlin-muren godt gå hjem og lægge sig.
Med tematikken ung første-generationsborger vokser op i et socialt belastet boligområde har KIFFE KIFFE I MORGEN en række fællestræk med romaner som Jonas Hassen Khemiris ET ØJE RØDT (om en ung svensk-arabisk knægt Halim i Stockholms Söder) eller Lone Aburas FØTEXSØEN (om dansk-ægyptiske Lenes opvækst i Høje Tåstrup). Doria kæmper, ligesom Lene og Halim, med at finde sig selv mellem to kulturer, men hendes etnicitets-identitetskrise overskygges af andre mere presserende problemer som manglende penge til huslejen, skoleopgaver der skal skrives, småforelskelser og den første menstruation.
Sproget er ikke bemærkelsesværdigt, men det er heller ikke nødvendigt, når det, det skal formidle, er en forstadsteenagers tanker om hverdagen, og de mennesker, der påvirker hende, på godt og ondt. Jeg nævner i flæng: skolepsykologen Burlaud, socialrådgiveren Duppedit, den lokale pusher Hamoudi, lektiehjælperen taber-Nabil med flere.
Doria beskriver sine omgivelser i korte, dagbogslignende kapitler med stor humor og heldigvis også en vis politisk ukorrekthed. Det er intet glansbillede, hun tegner af sin analfabetiske mor, der knogler sig halvt depressiv som rengøringskone på et hotel. Det er heller ingen tung socialrealistisk karakteristik, hun giver af sin alkoholiserede far, der har forladt dem og Frankrig til fordel for en yngre kone og en (til farens store glæde) nyfødt dreng, og nu bor med sin nye familie i Marokko.
For Doria er som teenagere er flest – frustreret over den uretfærdighed hun oplever. Målet for hendes verbale vrissen er både hendes arabiske bagland og hendes franske nutid.
KIFFE KIFFE I MORGEN er en bog, hvis største styrke er, at den giver et charmerende førstehåndsudsagn om livet i det der herhjemme har fået det forfærdelige tilnavn ’ghettoer’. Det ville ikke skade de danske politikere at læse Guènes roman og tænke nærmere over ophavet til hendes problemer, før de overbyder hinanden med handlingsplaner. Nå ja det vil ikke skade nogen at læse KIFFE KIFFE I MORGEN. Den er en hurtiglæst, humoristisk påmindelse om det forbistrede ungdomslivs mange sorger og glæder.
