Ifølge dine romaner, kan man tro på alt om et menneske – Philip Roth JEG BLEV GIFT MED EN KOMMUNIST
Nogle bliver kommunister, nogle bliver gift og nogle bliver ekskluderet fra samfundet. Philip Roths roman drejer sig om passivkonstruktioner.
Citat
”Og som halvvoksen dreng kunne jeg ikke have forestillet mig det,” sagde jeg. ”Jeg havde aldrig troet at Ira var damernes ven. Det passede ikke rigtig sammen med at klæde sig ud som Lincoln. Jeg sidder så meget fast i mit tidligere syn på ham at jeg nu selv har svært ved at tro på det”.
Murray grinede og sagde ”At et menneske har mange sider man har svært ved at tro på, troede jeg ellers var emnet for dine bøger. Ifølge dine romaner, kan man tro på alt om et menneske. Ja, for helvede, kvinder. Iras kvinder. Stor social bevidsthed, ledsaget af en vidtrækkende seksuel appetit. En kommunist med en samvittighed, og en kommunist med en pik.”
Jeg studser over oversættelsen: ’Jeg blev gift med en kommunist’. Det mærkeligt ansvarsløse jeg heri. Det er sjældent, at man bliver gift i vore dage; man gifter sig. I tilfældet ægteskab er passivkonstruktioner tragiske. Passive giftermål lovgiver vi mod (tvangsægteskaber, massebryllupper, flerkoneri), vi lærer vores børn, at det er det værste, man kan, at ægteskabet bør være kærlighedens institution. Passive giftermål strider mod vores begreb om lighed for kærligheden. Jeg studser over det mærkelige ved, at oversætteren, Niels Lyngsøe, har valgt at oversætte titlen ’I married a communist’ sådan. Men det er der nok en pointe med.
Pointen kunne være at oversætteren ønsker at pege på de tvingende omstændigheder, der organiserer Phillip Roths handlingsunivers. Bogen handler om Ira; en krigshelt fra anden verdenskrig, en radiostjerne og et forbillede for unge Nathan Zuckerman, men også en mand med et vredeskompleks, en amerikansk kommunist i patriotiske tider, en ferskvandsfisk i salte vande, kunne man sige. Der fortælles om Iras nødvendige undergang i det fjendtligsindede miljø. Og om hvordan vi præges livet igennem af de mennesker, vi omgås.
På trods af at personerne i historien er præget af omgivelserne – ’indoktrinerede’, kunne man sige – fremstår historien, der fortælles, ikke som en ensidig affære. Dette skyldes, at bogen som centralt kompositionstræk fortælles af tre vidt forskellige stemmer. Selvretfærdige Ira, beundrende Nathan og sympatiske Murray skiftevis retfærdiggør, undrer sig og fordømmer hovedpersonens gøren og laden. Var Ira en tragisk idealist, var han offer for en sekulariseret version af heksejagten, eller var han en mandschauvinist, en demagog, kynisk folkeforfører, narcissist – hvad var han?
Det er heri Philip Roths kunstneriske bedrift består. Ved denne flersidede form fremstår fortællingen mere nuanceret end vores ellers passivt-konstruerede sort/hvide måde at fordømme eller beundre på. Romanen undgår at begå samme synd, som det intolerante amerikanske samfund begik, da det ekskluderede Ira, og som Ira ligeledes begik, da han ekskluderede samfundets mennesker fra sin moralske helligdom. Romanen undgår dobbeltmoral. Her har vi Philip Roths kunstsyn, tror jeg, grunden til at kunsten er væsensforskellig fra politik og fra menneskers handlen i øvrigt. Det som Murray i ovenstående citat minder Nathan Zuckerman og Philip Roth om: ’At et menneske har mange sider man har svært ved at tro på’. Måske.
For at sige det ærligt er jeg ikke den store fan af den sene Roth. For mig var han bedst i sin ungdom, da han skrev satirisk i PORTNOYS GENVORDIGHEDER og OUR GANG. Da var han skarp. Jeg finder den sene udgave for intellektuel, for reflekterende, for abstrakt. Et kort eksempel: ’At ældes til affældighed var ikke uudholdeligt; og det var glemslens uudgrundelighed heller ikke; og det var heller ikke sådan at alt blev til ingenting’ – hvad skal man stille op overfor sådan en sætning? Oversat til dansk kommer sætningen ganske enkelt ikke til sin ret – dansk er for konkret et sprog til sådanne abstraktioner. Oversætteren har efter min mening ikke fordansket nok, hvilket medfører disse temmeligt kryptiske sætninger. Parret med en masse fejl står indtrykket tilbage af en lidt irriterende, forhastet udgivelse, der slører for det interessante i Roths oprindelige vision.
